Sommerhus
20. december 2016
Tre år i træk blev brændeovnene stjålet. Den nye brændeovn ligner de andre, gløderne fra den lyser rummet op. Det regner, så det kan høres på det tynde tag. Der er isblomster på ruderne, og vinden trækker i grantræerne, så de læner sig til den samme side. Vi sover under alle husets tæpper i den samme seng, madrassen er tyk, og den gynger lidt, når en ny person lægger sig.
Vi får nogle gange besøg af en hund fra et af nabohusene, den har halsbånd på men intet navn, vi kalder den hunden, den er hvid, men har en lyserød bund, der ses gennem den sparsomme pels, dens poter, trampdynerne siger farfar, det hedder, laver meget tydelige mærker i sneen.
Vi henter cyklerne hos landmanden, vi kender, deres metalrammer lugter af halm, og det overrasker mig at lugt kan sætte sig i metal. Vi kører barfodede til tanken op og ned ad bakkerne, går i cafeteriet, sidder med vores sorte fødder og spiser kartoffelmos med tyttebærsovs.
Vi plukker jordbær i farfars marker i små papæsker, og vores negle bliver lyserøde og dufter flere dage efter, vi kalder det at have jordbærhænder.
Jeg vasker den hvide hund med en haveslange, den springer over strålen og jeg føler mig som cirkusdirektør.
Vi finder nogle gange blomsterknopper, der har fået for meget kulde, de er nærmest forseglede, vi tager dem indenfor og stiller dem i lyset i lunkent vand, og nogle gange åbner de sig.
Vi har to huse. Et lille og et stort.
Det lille er utæt, her må den hvide hund gerne være, jeg aer den og får hvide hår på hænderne. Alle farfars usolgte digtsamlinger ligger op ad den mest utætte væg sammen med urene, han samlede på. Digtsamlingerne hedder ”Elskede”, farfar kalder mig elskling, ”Elskede” ligger ovenpå hinanden i bunker og bliver mindre og mere sammenpressede for hvert år, der går. Bøgerne har gammeldags bogsider, der skal åbnes med papirknive, papiret dufter kraftigt af træspåner, jeg sprætter siderne op på de tørreste af bøgerne og aer den hvide hund. Jeg tænker på blomsterknopperne, der måske åbner sig, og jeg synes, at jeg kan høre urene, der ligger i æskerne nede i poserne inde i kasserne, selvom de sikkert for længst er gået i stå.
Det er ved at blive mørkt. Farfar har en lampehat på hovedet. Vores skridt knaser i skoven. Måske det er ravne, der skriger, de skræmmer mig lidt. Jeg trykker på alle de tydeligste knaster på træerne, vi kommer forbi. Vi plukker svampe med tynde stokke og hjerteformede hatte. Farfar fortæller og peger, mens jeg plukker.
Alt, hvad jeg holder af, findes som svamp: guldgaffel og ægte ridderhat, som de riddere far læser om i tykke bøger i skæret fra en lommelygte, fløjelsfod som mor kalder mig, hun siger min hud er særlig blød. Da jeg var baby, kaldte hun mig fløjelshoved, hun siger, jeg blev født med en ordentlig paryk, og at hun tænkte, at de andre på afdelingen med deres små skaldede børn måtte misunde hende. Paryk-blækhat. Paryk-blækhat.
Fuglene, der måske er ravne, skriger, og farfar tager min hånd.
Ametysthat. Jeg har også altid godt kunne lide skinnende ting.
Parasolhat. Jeg tåler solen så dårligt.
Foranderlig slørhat, jeg har aldrig tænkt et bryllup frem, men ofte den perfekte hat med slør, en der går ned over øjnene, der slører og forandrer blikket.
Trompetsvamp. Far hader svampe men elsker musikken.