Statist
21. september 2017
Hun stopper ham ved stationen på vej til arbejde og spørger, om han vil gøre det igen.
– Gøre hvad? spørger han. Hun peger på et kamerahold lidt derfra, fortæller, at de er ved at optage en tv-serie og mangler et par statister.
– Du skal bare gå forbi på samme måde, som du gjorde før, siger hun, og så gør han det.
Hun takker ham, og det føles lidt sært.
Han spørger, om hun er instruktøren, og hun svarer, at hun bare er assistent. Det minder ham om hans eget svar på restauranten, når folk spørger, om han er kokken, og han siger, at han bare er tjener.
– Hvornår bliver det sendt?
– Først til foråret, svarer hun og råber noget til en af skuespillerne. Han skal til at gå videre, da hun ligesom betragter ham og spørger, om han kunne være interesseret i en opgave en anden gang.
– Ja, som statist. Du har en interessant profil.
– På grund af arret? spørger han mistænksomt og tager sig som en slags refleks til kinden. Det gør hende utilpas, mærker han.
– Nej, bare sådan generelt, svarer hun og rækker ham et visitkort.
– Du kan bare ringe, hvis du vil. Det er en lille rolle i en serie.
Han nikker og lægger det i jakkelommen, stiger ind i toget og møder silhuetten af sit ansigt i ruden ved vinduespladsen. Han fortryder, at han nævnte arret, det er altid kun ham selv, der gør det. I starten var han nervøs for, at folk skulle spørge, hvordan det var sket, men de spørger aldrig, selvom han har fabrikeret den ene bedre forklaring end den anden. Den rigtige bliver ligesom aldrig god nok.
På restauranten kan han ikke få det ud af hovedet. Det rumsterer, mens han tager mod bestillinger fra et par frokostgæster.
Det er en af de sløve dage, septembersolen falder gennem vinduet og får de tomme borde til at ligne skinnende kulisser, sirlige opstillinger af foldede servietter og glas.
Engang fik han lavet nogle selv, men han ved ikke, hvem han skulle give dem til, så nu ligger de bare hjemme i vindueskarmen, et tyndt lag støv har samlet sig som en hinde over de hvide flader.
Han startede som opvasker på restauranten, og nu er han tjener, selvom han stadig vasker op, når der er travlt, tømmer sovsekanderne ned i risten til hele rummet fyldes af noget dampet, kvalmt sødligt. Han har det sværest med de jævnaldrende gæster i dyre sko. Dem der ser på ham, som om det ikke ligeså godt kunne være dem, der serverede for ham, som om det hele ikke kunne have været anderledes, omvendt.
Mange af dem han studerede sammen med er blevet gymnasielærere eller arbejder i uklare, men vellønnede kontorstillinger. Han er ikke sikker på, at han ville egne sig til den slags jobs, men føler alligevel, at de er nået længere end ham, at de vokser i værdi, mens han er strandet dér mellem stolene i sin sorte skjorte.
Hvis han havde haft en spændende hobby, kunne han måske dreje samtalen over på det, men hvad laver han, når han har fri? Dagdrømmer, bladrer i bøger af glemte forfattere, stirrer ud af vinduet hvor årstiderne afløser hinanden som scener med skiftende stemninger, soundtracks.
Adam og Stine, hans to bedste venner blev gift med hinanden i sommers, de siger at han førte dem sammen. Efter så længe at have ventet på at Stine skulle gengælde hans følelser, føltes det lidt sært at få at vide, men den slags sker, går han ud fra, alle mulige steder, det meste af tiden for alle mulige mennesker. Hvis han går længere ind i det, falder noget i ham langsomt sammen, så han går ikke længere ind i det. Kun når han har lukkevagten og lægger sig på gulvet mellem de tomme borde under lamperne i loftet, der lyser som en slags planeter i et stort, mørkt univers, træder mindet frem:
To år tilbage, de var ude sammen alle tre den aften. Stine, Adam og ham. Adam boede i en anden by og besøgte ham den weekend, han præsenterede ham for Stine, det var sidste år på deres studie. Det stormede, da de gik hjem fra baren og hendes tørklæde fløj væk og landede i et stillads. Han svingede sig op og rakte frem mellem rørene til, han fik fat i det, de lo, før metalstangen slog sig løs og ramte ham, og han faldt og så, hvordan blodet farvede stoffet mellem hænderne. På hospitalet efter at lægerne var gået, talte de begge om, hvor heldig han var, at han ville slippe med kun et ar. Tørklædet glemte de. Han tog det med hjem og vaskede det til, det blev som nyt. Han ville give hende det tilbage, men kom fra det, da han hørte, at de var begyndt at komme sammen. Man kommer tæt på hinanden, når man sådan sidder og venter på et hospital en hel nat, sagde de, det var blevet deres historie. I sommers planlagde han at forære dem det i bryllupsgave, men fandt på noget andet i sidste øjeblik.
Han hader ellers at ringe til folk, en fugl lander skræppende på taget overfor. Hendes stemme lyder skrattende, som om det blæser hvor hun står.
– Forstyrrer jeg? spørger han efter at have sagt sit navn alt for højt, som for at sikre sig at hun ikke allerede har glemt det.
– Lige et øjeblik, jeg går indenfor, siger hun og bliver tydelig igen.
– Det var den der statistrolle, siger han tøvende.
– Nåja, var du interesseret?
– Måske. Kan du fortælle lidt mere om den?
Hun rømmer sig.
– Jo, det er som sagt en serie, en slags thriller, sådan lidt mystery-agtig, du ved.
Han mærker en pludselig tvivl, får lyst til at undskylde sig, sige at han ikke har tid, at han har fortrudt.
– Er du der? spørger hun med en utålmodighed der får ham til at skifte mening igen.
– Jaja, jeg er her. Men… hvad er det præcist jeg skal?
Han kan høre nogle kalde på hende i baggrunden. Mon hun nogensinde har lyst til at lægge sig på gulvet og kigge op i loftet, bede folk op at klare tingene selv?
– Altså, det er egentligt kun en enkelt scene, det drejer sig om. Du skal forestille dig en stor, tom villa om vinteren…
– Ja?
– Man ser spor fra noget der ligner et indbrud, knust glas på gulvet, væltede møbler og så videre, og der bliver så zoomet ind på det her hold af betjente, der går rundt om liget.
-Der er et lig?
– Ja, det er sådan set dér du kommer ind i billedet
– Jeg skal spille død?
– Ja.
– Ikke andet?
– Nej, men du skal være god til at ligge stille.
– Det er jeg, svarer han og føler for en gangs skyld ikke at han lyver. Han vandt altid, når de legede stilleleg i skolen, noget deres lærer fandt på for at få ro i klassen, men muligvis det eneste der vandt ham bare en smule respekt fra de andre. Hvor længe han kunne vente med at blinke. Det var alligevel noget.
Han kan ikke lade være med at fortælle det til sin mor om aftenen da hun ringer, hun har altid været glad for krimier, mord på mord gled forbi foran sofaen om aftenen i forstaden, husker han.
-Jeg troede da ikke at du havde skuespillerdrømme, siger hun.
-Det har jeg vel heller ikke, mumler han. -Desuden skal jeg jo bare ligge stille. Han synes ikke hun lyder begejstret nok og er irriteret over ikke at kunne forklare hvorfor det overhovedet betyder noget, hvorfor i dag føles anderledes end i går.
-Ellers noget nyt? spørger han mut, og hører ikke hendes svar. Da de siger farvel tænker han at han vil vente lidt længere med at svare næste gang hun ringer, måske ignorere opkaldet helt.
Senere, da han har vasket op går han hen til vinduet i køkkenet der ligner en mindre model af køkkenet på restauranten. De er ved at bygge om i lejlighederne overfor, stilladserne står og lyser i efterårsmørket. Han går ud i entréen og finder tørklædet på bunden af skabet, går tilbage og åbner vinduet, lader det falde til blikket ikke længere kan følge det.