UDEN NAVN
3. januar 2017
Hun går på en vej i mørket, og hun har en jakke på, skinnende lyserød satin.
Det her er historien om, hvordan vi overtog hendes krop, den ligger der limet ind til strimlerne fra filmen.
Vi ser på hende inde fra bilen, filmer hende igennem sne og forlygternes lys, mens vi sidder her i lugten fra forsæder i stilheden fra ting.
Men hun tror, hun er alene, hun tror, hun går der på vejen helt alene.
Indimellem sneen, indimellem dagene vi husker, hendes hånd der aer en kat, dens røde pels i lyset fra vinduet og hverdagen. Den spinder lydløst, og det er os, der filmer hende, vi holder kameraet, og det ryster lidt i eftervirkningerne fra vores rene negle, knoglerne i vores fingre.
Vi ejer hendes Bubblegum Shampoo, sekunderne om morgenen når hun tisser og stirrer ud af vinduet, den hvide T-shirt og lyden af vejarbejde langt væk. Hendes rodede hår, rødligt og solen igennem dampene på hendes hud og ruden.
Dokumentaren bliver længere og længere, vi suger hver en hudcelle til os, hendes minder bliver vores, jeres, klippet sammen til øjeblikke fra et liv, hævet op over det nære og blæst ud igennem stuer.
Bare ben og hendes hus, lyden når hun taler med katten, stiller glasset på bordet, Pickwick, den uldne sweater, lilla brevpapir.
Her når hun stiller glasset på bordet, eller måske sker det inden, det er der at vi overtager hendes krop, vrister den fra hende: Hendes værelse og huset bliver scenografi, læbestiften på cigaretten og Little Miss Pony klistermærket på hendes spejl bliver skinnende rekvisitter.
Vi ser til venstre for linsen, scenografen er klædt i sort, hun stikker tommelfingeren i vejret til os, hjertet hamrer lidt, we got it. Lange bølger af røg fra hendes cigaret op mod træloftet.
Måske ved hun at det er sådan det er nu, vi kysser strimlerne og limer dem klodset sammen på bordet om aftenen, ved siden af tomme kaffekopper, aske, hendes neglelak.
Vi ejer hende nu, eller måske fra halsen og ned, hun eksisterer i uendelige versioner på din skærm og på bordet og i kaffegrums. Vi hader skønhedspletten under hendes hage, klipper den væk i scenen hvor hun fortæller om faren, viser istedet det klip med hånden langs kattens bløde ryg, speaken der fortsætter, og så kysten, bølgerne der ruller indad.
Siddende i mørke biler er vi for længst stoppet med at stille de vigtige spørgsmål, efterhånden tavse i instruktørstolene, altid i udkanten af scenen, men hun må jo vide dette.
Hun går på vejene stadig, susen igennem højtaleren fra sneen, og i klipperummet ser vi hende på tre skærme samtidigt, hun standser og ser udad, hendes skinnende ryg i et triptykon, og håret der løfter sig i vinden.
Det her er historien om en kvinde, der havde en krop men mistede den, hun der engang var glad for kysten, Pickwick te, sin kat, vi ved det egentligt ikke. Huden er ætset ind i maskinen, den dufter af hende, hvis man spoler hurtigt frem og tilbage.
Og så er det historien om os, de navnløse, der sidder i fugtige rum og klamrer os til berørte kvindeben og ingensteder kender til andet end lugten af røg og kaffe, mens vi tror, vi dufter hende i magnetstrimler, erklærer ejerskaber over døde minder og ting.
En kasse i en reol når vi er færdige: Neglelak og My Little Pony, lyserøde ting fra rekvisitlageret, flere pakker med smøger og satin, en halvbrugt shampoo og disse få
dage med ro.