Mogens og Måne
19. september 2018
De sidder om bordet, Mogens har begge albuer placeret på dugen, hans far kigger opgivende over på ham. Han sidder selv med meget rank ryg, faren, og hænderne fladt på bordet. Hans skjorte er nystrøget, hans hår redt i en skarp sideskildning. Hans kone, Heidi, sidder ved siden af med et lille smil. Hun er altid i godt humør, intet kan slå hende ud. Det er hende, der holder sammen på familien. Hun skal lige til at sige noget, måske spørge efter Måne, som ikke er at se nogen steder, da bordet uden varsel rutsjer ned mod døren ud til gangen, gulvet forsvinder i et sug, møbler vælter. Pludselig hænger hele familien i luften, og først da skriger Mogens, et langtrukkent iiiiaaaa, lige inden de lander hårdt på gulvet igen, en arm brækker, og farens ene sko ryger af, da han selv kurer gennem stuen og ud i badeværelset. Hans arme griber efter noget at holde fast i, men der er intet, før han rammer rørene under håndvasken og klamrer sig til dém. Gennem døren ser han møbler, der splintres, stumtjeneren, der falder tungt ned over Mogens – og Heidi, der tager en flyvetur gennem stuen, ned mod vinduet, der smadrer med en klirren. Det ser ud, som om hun stadig smiler.
*
Støttebenet er gået i stykker, så han parkerer sin Puch 3-Gear op ad hækken et stykke fra huset. Han skal ikke risikere, at hun ser ham ankomme på den; han har tænkt sig at gå tilfældigt forbi hendes have, og hvis hun så lige så tilfældigt ligger derinde og får øje på ham og siger hej, så, hvad siger han så? At han skal besøge sin kusine, der bor ved siden af, selvfølgelig. Han kigger rundt, dér, ovre i boligblokkene, tænker han, det er dér, hun bor.
Det er lige her, det skiller, på den ene side af vejen ligger blokkene, på den anden villaerne med haver. Og i den ene af dém: Christina! Charmerende, skelende Christina, som mere end én gang har smilet til ham, i aulaen, i klassen, ude ved cyklerne.
Her dufter af sommer, selv om det kun er maj. Det har lige regnet. Han nyser, og får øje på et kirsebærtræ. Han kan ikke tåle kirsebærtræer.
Gulvet i køkkenet bulner lidt op. Det lugter også. Det lille kludetæppe under køkkenbordet er mørkt af tis. Det nederste af køkkenstolene også, og to af benene er knækkede. Måne og Mogens er faldet ud af deres senge, faren, der hedder faren, ligger under håndvasken på badeværelset og har tabt en sko. Moren, der hedder Heidi, er nok stadig på arbejde. Hun er ikke kommet hjem endnu.
Kathrin rejser forsigtigt stumtjeneren og de væltede møbler op og sætter sig til at vente på hende.
Hans puls stiger, bare han nærmer sig haven. Han er kørt forbi flere gange, men det er første gang, han er til fods med en reel risiko for, at hun ser ham. En enkelt gang har han set hende i en liggestol i haven, med solbriller og saftevand og en mor, der vimsede rundt med en bakke. Han har brugt tid på at vælge sit tøj, en lyserød Ball-trøje, som egentlig er for varm, neongrønne shorts, sejlersko. Fem meter længere, så er han ud for hendes have, og han kan allerede høre stemmer, hendes, måske, men også en anden, og den rammer ham som en hammer i maven: Frank. Nu kan han også se dem, de sidder ved et bord midt i haven. Frank siger noget, og hun griner, og pludselig er alt forandret, duftene, træerne, haven. Og den latter, der i morges lød charmerende, lyder nu falsk og spottende. Hans ben kan næsten ikke bære ham, slaget i maven har gjort dem lamme, men ved en sidste kraftanstrengelse får han vendt dem, skrår over gaden og ned ad en sti til en boligblok, hvor hans imaginære kusine sikkert allerede sidder og griner af ham.
Først havde hun ikke opdaget det. Dukkehuset. Hun havde været nede ved søen og fange haletudser hele eftermiddagen, havde hældt dem ud af syltetøjsglassene sammen med noget andemad og grumset vand ned i den store gryde på altanen.
”Du skal lægge et net over, ellers har du snart frøer over det hele”, sagde hendes mor og satte sig i klapstolen og tændte en cigaret. Mere sagde hun ikke.
Senere opdagede Kathrin den tomme plads i reolen. Helt tom. Som om der aldrig havde stået et hus med en anden familie.
”Nåh ja, katten pissede i det”.
Hendes mor var kommet ind, uden hun havde hørt det.
”Men hvor er det henne?” hviskede hun.
Hendes mor slog ud med armene, som om Kathrin ingenting forstod.
”Jeg bar det ned i gården”.
Kathrin så på hende.
”Kathrin, det stinker”, sagde hendes mor, og hun sagde stinker og rynkede på næsen på sådan en måde, som om de havde gjort det sammen.
Han drejer ind i en baggård gennem en åben port. Fra stien kan han se et bord og en bænk i skygge, og han trænger til at sidde. Adrenalinet er ved at forlade hans krop, nu er han mest bare træt. Og opgivende. Han overvejede, om han bare skulle blive ved med at gå, men han er for udmattet. Han er lige ved at træde på en lille dukke, der ligger på fliserne, men samler den i stedet op. Nogen andre har trådt på den, tøjet er jordet, og hovedet hænger i en umulig vinkel ned mod maven. Han løfter hovedet op og kontaterer, at den stadig smiler.
Han tager den med hen til bordet og sætter sig. Gården er ikke stor, et enkelt træ ved siden af bordet, ellers asfalt, nogle cykler, skraldespande. En pige sidder henne ved skraldespandene, hun kigger op, og han smiler til hende. Hun har en grøn kjole på og sidder med benene ud til siden på jorden foran et gammelt dukkehus. Han kigger ned på den maltrakterede dukke i hånden og rejser sig.
Hun fandt huset bag stakittet ind til skraldespandene. Kaj har boret et lille hul i bagvæggen i stuen, så ledningerne fra batteriet kunne komme ind den vej. Og han gav hende den første lampe. En lillebitte rund en af tyndt rispapir, men nu er den revnet. Hun har tændt og slukket. Tændt og slukket. Den virker ikke mere. Det plejer også at være flottest om aftenen. I børneværelset ville hun gerne have haft en natlampe med en måne på, der kunne stå på bordet.
Hun samler Måne og Mogens op og lægger dem i seng og retter forsigtigt dynerne til, så tæerne er dækket, selvom det er sommer nu. Hvis Kaj var blevet ved med at komme, skulle hun have haft en lillebror, og så skulle han have heddet Mogens.
”Hej” lyder det bag hende, og hun tørrer en snavset hånd under øjet og kigger op.
Det er ham den store dreng. Hun har ikke set ham før. Han har noget i hånden, som han rækker frem mod hende.
”Hvad er der sket?” spørger han. Pigen svarer ikke, tager imod dukken, som om det er den mest naturlige ting i verden, at han kommer med den. Hun sætter den ind i børneværelset på en stol, som ikke kan stå lige. Dens ene ben er brækket, og dukken er hele tiden ved at glide ned fra sædet, dens hoved dingler fra brystet om på skulderen. Hun retter det op, helt koncentreret.
”Se, mor er kommet tilbage”, hvisker hun. Hun viser ham med en finger for læberne, at han ikke skal vække børnene.
Et sted over dem kan han høre nogle flasker, der klirrer. Han kigger op og ser en kvinde stå på en altan i en stor bh, der engang har været hvid. Pigen følger hans blik.
”Det er min mor”, siger hun så.
Faren har fået sin sko på og sidder i sofaen og ser fjernsyn. Mor Heidi er kommet hjem. Hun har det vist ikke så godt i dag. Drengen sætter sig ned ved siden af hende og kigger på dem. Han kigger på faren og så på Måne og Mogens.
”Må jeg godt være med?” spørger han.
Hun nikker. Så tager han mor Heidi og propper hendes hoved lidt mere ned i halsen. Hun er stadig kvast i selve hovedet, men nu sidder det lidt bedre fast.
”Det er fint”, siger drengen og tager en stol ud. Han knækker forsigtigt de andre ben af, så de passer i længden, ”så, nu er det en taburet.”
Han sætter den ind igen og sætter Heidi på den, nu står den ordentligt. Kathrin kigger op på ham og kan ikke lade være at fnise. Hun piller Mogens, der mangler en arm, ud, og rækker til ham. Drengen fisker ned i lommen og tager en æske tændstikker frem. Han sidder og fifler med det et stykke tid, men så har Mogens en arm igen. Han sætter ham hen til spisebordet, Kathrin samler de andre sammen og dækker bord.
De sidder rundt om bordet. Der er helt stille, og det er ved at blive mørkt. Lampen i loftet virker ikke, det skal faren kigge på en af dagene. Mogens har den ene albue på bordet, Faren kigger på ham med begge hænder hvilende fladt på bordfladen. Måne kigger hen på dem med sit ene gode øje, det andet hænger et stykke nede på kinden.
Heidi rejser sig og laver kaffe, så godt hun kan.
”Sikke en dag”, siger hun og aftensolen falder ind gennem det knuste køkkenvindue.
Mogens ene arm stritter underligt ud i luften, Månes tøj lugter af tis, men Heidi, hun holder humøret højt. Hun er ukuelig. Hun har et stort brud i nakken og en meget kort hals, men hun smiler, i det mindste smiler hun stadig.