Far
5. maj 2019
Min far siger, at jeg er hans stjerne, og at han elsker mig helt op til månen og tilbage igen. Min far kan give mig store svingture. Det bedste jeg ved er, når han læser godnathistorie, eller når han kysser min mor og mig. Nogle gange leger vi fangeleg, hvor Far skal fange os og kysse os. Så hviner vi, og jeg får helt røde kinder og ondt i kinderne af at grine. Vi har alle sammen fri, for min lillebror er næsten lige blevet født. Han er stadigvæk helt lyserød og rynket. Når han gaber, ligner han en gammel mand. Jeg må godt holde ham, og min mor siger, jeg også kan hjælpe med at give ham tøj på, hvis jeg vil. Han lugter sødt og mærkeligt. Vi ved ikke, hvad han skal hedde endnu. Jeg synes, han skal hedde Malte. Der er en dreng i børnehaven, der hedder Malte. Malte er min kæreste.
Idag skal vi til Tunø. Det er en ø, hvor man kan tage på ferie og slappe af. Det har ikke noget med tun at gøre. Vi skal køre hen til en færge, og så skal man sejle derover. Vi skal bo i et lille hus, min mor og far har lånt, og vi skal sove der tre gange. Min mor siger, at min far trænger til at slappe af. Hun siger, at han er et sensitivt menneske, og at vi skal lære ham, hvordan man slapper af. Hun siger, han næsten har glemt, hvordan man sover. Det kan jeg ikke forstå, man kan. Glemme, hvordan man sover. Jeg synes ikke, han ser træt ud. Jeg pakker selv mit legetøj i min lille røde kuffert. En barbiedukke, en fe, en pony og glimmer-tuscher.
Det er Far, der kører bilen fra vores lejlighed og hen til færgen til Tunø. Mor sidder ved siden af ham. Jeg kigger ud af vinduet, solen skinner, og der er nogle heste, der løber på marken. Min far synger en sang. Det er ikke en sang, jeg kender. Den er vist på engelsk. Han er i godt humør. Mor synger med, ikke helt så højt, men alligevel. Min far kigger ikke på vejen.
– Far, man skal huske at kigge på vejen, når man kører, siger jeg omme fra min plads.
– Nå nå, lille politidame, siger han, han sender et luftkys til mig i bakspejlet. Min far elsker mig meget.
Færgen sejler fra en lille by, der hedder Hov. Min far siger det til mig flere gange, han siger:
– Frida? Ved du hvad den her by hedder? Den hedder “hov”. Hov, hov!”
Han løfter pegefingeren og siger “hov hov” som om han siger noget, man ikke må, han lader som om han er en skrap lærer, men det er bare for sjov. Han griner selv meget, han griner højt, så højt, at min lillebror vågner. Min lægger sin hånd på hans knæ, jeg kan se det gennem mellemrummet mellem deres to sæder.
– Michael…
Min mor siger “Michael” istedet for “Far”. Hun siger heller ikke “skat”. Min far spørger, hvorfor min mor altid skal være så sur. Han spørger også mig, han spørger:
– Hvorfor er din mor så sur, Frida?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg ser ned på mine bare knæ. Jeg har shorts på i dag. Hvide med sommerfugle.
Så parkerer vi, og min mor og min far begynder at tage tingene ud af bilen. Barnevognen, to store rygsække, og en pusletaske til min bror. Min lille røde kuffert bærer jeg selv. Færgen er ikke så stor, den er hvid og rød, og man må ikke have bilerne med om bord. Min mor fortæller, at det er, fordi der ikke er biler på Tunø. Jeg spørger min mor, hvordan man så kommer rundt, hun smiler lidt, hun siger, at Tunø ikke er så stor, hun siger den er bilfri. Hun siger, at vi kan leje en trækvogn og måske også cykler en af dagene. Hun bukker sig ned og giver mig et knus, min mor dufter rart. Så tager hun den mindste af de to rygsække på og tager mig i hånden, min far skubber barnevognen og tager de andre ting. Min far er stærk. Min far kan alt. Så går vi om bord på færgen over en lille slags bro. Der er ikke så mange, der skal med. Nogle lidt gamle mennesker, en mand med en stor hund og en familie, der taler et underligt sprog. Der er en pige på min alder, hun har lyse krøller og en lyserød bluse på med en enhjørning på maven. Min far siger til mig, at hun og jeg sikkert kan blive venner. Han puffer til mig i retning af hende.
– Men jeg kan jo ikke forstå, hvad hun siger, siger jeg.
– Skidt da med det, I kan vel lege alligevel!
Jeg holder min mor i hånden, jeg sørger for at kigge ned på mine sandaler.
Så snart vi er kommet om bord, skal min lillebror ha’ mad. Mor går over og sætter sig længst op ad vinduet og løfter op i sin bluse, for han får stadig kun mælk fra hendes bryster. Jeg er på vej til at gå hen og sætte mig ved siden af, men så tager min far penge frem og siger, at jeg kan trække to sodavand fra automaten til mig og hende pigen med enhjørningeblusen. Jeg ser efter pigen og familien, de er allerede på vej ud på dækket. Jeg ved slet ikke, om pigen kan lide sodavand. Når det bobler i næsen. Måske må pigen slet ikke få sodavand. Far siger, at jeg
ikke skal være så genert.
– Kom så, Frida. Alle elsker da sodavand.
Min far smiler stort, han blinker med det ene øje og løfter mig højt op i luften. Jeg er hans prinsesse. Jeg er faktisk ikke så vild med prinsesser mere, men min far er ligeglad. Min mor kalder på min far ovre fra hjørnet, men han svarer hende ikke, snurrer mig bare rundt og rundt, lige der, midt på færgen. Da han sætter mig ned igen, er vi begge svimle. Han klemmer mønterne hårdt ned i min hånd.
– Kom nu, Frida! Køb nu nogle sodvand.
Min far taler højt. En af de gamle damer kigger hen på os. Hendes hår er hvidt og ligner uld, læbestiften er næsten orange. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med mønterne i min hånd. Jeg kan ikke lide den gamles dames øjne, jeg prøver at lade som om, jeg ikke har set hende. Jeg løfter mønterne op til min næse. De lugter af metal. Min far skubber mig lidt i ryggen over mod det mærkelige slags skab, hvor man kan putte penge i, så der falder sodavand ud.
Jeg har ikke før prøvet at købe sodavand fra sådan en maskine, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal trykke på. Jeg stirrer på den store sorte kasse med glasset og alle sodavandene og juicebrikkerne bagved, alle de store knapper, min far skynder på mig, hans spørger, om det skal tage hele dagen eller hvad. Det presser nede i min hals. Jeg er næsten ved at græde. Jeg kigger over på min mor, lillebror får stadig mælk, jeg kan se, hun kigger hen på mig og min far og prøver at sige noget, hun siger:
– Måske vil Frida hellere sidde her og høre en historie.
– Åhr, bland dig udenom!
Hans stemme er pludselig helt anderledes. Han river pengene ud af min hånd og får hurtigt to store fantaer ud. De lander med et dump. Han rækker dem til mig, smiler:
– Sådan! Sig ikke din far ikke forkæler dig.
Fantaerne er helt kolde og lidt våde udenpå. Jeg bliver nødt til at holde dem med to hænder, jeg bærer dem ind mod maven. Hvad nu, hvis jeg taber dem? Mor har lagt min lillebror op på skulderen over en stofble, hun klapper ham forsigtigt på ryggen, mens hun kigger over på mig og far. Jeg prøver at smile til hende. Hun smiler heldigvis tilbage, min mor siger, vi da også bare selv kan drikke de sodavand, jeg behøver ikke… Men min far er allerede på vej ud på dækket, hvor jeg kan se hende pigen med enhjørningeblusen er sammen med sine forældre og en stor dreng, han går nok i 5. klasse.
– Frida, kom nu!
Min far tager mig i armen og hiver mig i hans retning.
– Michael…
Min mor ser på mig, så på min far, jeg kan mærke, at mit hjerte hamrer og mine ben er helt slappe. Jeg kigger ud på familien med det underlige sprog gennem glasruden ud til dækket. De har allerede fået øje på os gennem glasset, jeg synes moren ser lidt skrap ud. Min far siger noget på det underlige sprog, hans stemme lyder dybere, end den plejer. Han puffer mig i siden og siger, at de er tyskere.
– Hallo hallo!
Jeg kan se på de voksnes ansigter, at de synes han er mærkelig, selvom de smiler. Han puffer til mig igen, mens han taler, jeg skal give hende den sodavand nu, så jeg rækker forsigtigt den ene sodavand ud mod pigen. Pigen har fregner. Hun ser underligt på den og på mig, så snart hen på sine forældre, inden hun tager sodavanden. Hun åbner den ikke, hun siger bare, stille:
– Danke.
Så vender hun sig om og går lidt væk sammen med sin storebror. Jeg kigger ned i jorden og vil ikke kigge op på min far, han taler bare rigtig meget på det der sprog, han griner også, han siger noget flere gange, FUSSBALL FUSSBALL, jeg forstår det ikke, han laver bevægelser med sine ben og arme. Så rejser de sig alle sammen for at flytte plads. Mor står pludselig bagved mig og Far, hun har lillebror på armen. Hun siger min fars navn, hun siger, at vi skal komme ind nu. Hendes stemme lyder anderledes. Min mor lægger en hånd på min arm, hun giver den et lille klem. Hendes hånd er helt kold. Far rører hun ikke ved. Så går vi ind igen. Mor finder vores madpakke frem, pakker æggemadder og gulerodsstænger ud uden der er nogen, der siger noget. Jeg prøver at finde på noget sjovtat sige, men jeg kan slet ikke få nogen ideer. Jeg får en chokoladekiks. Jeg plejer at tage den øverste kiks af og langsomt slikke chokoladen i midten, jeg gør det også nu, men det smager ikke helt så godt, som det plejer. Jeg har kun drukket halvdelen af min sodavand. Den står og skvulper lidt frem og tilbage på bordet i den gennemsigtige flaske. Helt gul. Jeg har kvalme. Far er vist heller ikke sulten, han sidder mest bare og kigger på sin telefon. Jeg tænker på, om han er skuffet over, at jeg ikke drikker det hele, og så prøver jeg alligevel at tage en tår mere.
Der er en køjeseng i sommerhuset på Tunø. Lillebror er stadig så lille, at han skal sove i sin lift, så jeg må selv vælge, om jeg sover for oven eller for neden. Jeg vælger den øverste køje, og jeg kravler derop med min lille røde kuffert med mit legetøj. Her lufter af sæbe og af træ. Mor og far og lillebror går lidt udenfor, jeg kan se dem gennem vinduet. Min far holder min lillebror op i himlen med strakte arme og smiler op til ham. Jeg kan se, de griner til hinanden, far og lillebror. Eller Malte, som jeg kalder ham. Så kaster min far Malte op i luften og griber ham igen. Han gør det igen. Og igen. Min far kaster min lillebror ret højt op i luften, jeg kan høre min mor råbe op, stemmen går igennem ruden, det er som dengang jeg væltede på cyklen:
– Michael!!
Hun snupper min bror ud af hænderne på min far og går indenfor. Altandøren smækker i inde fra stuen. Jeg kigger på min far gennem ruden, han står og sparker til en bold, nogen vist har glemt . Engang smadrede jeg en tallerken, fordi jeg blev så vred. Jeg skulle gå ind på mit værelse indtil jeg sagde undskyld. Min far får øje på mig, og jeg smiler og vinker meget, han må gerne kaste mig højt op i luften. Jeg laver et fjollet ansigt gennem ruden, og det synes han heldigvis er sjovt. Han griner, han vinker tilbage til mig, måske har han glemt det med, at jeg ikke drak hele sodavanden op?
Om aftenen står Mor og ordner maden. Hun former bøffer med hænderne og banker dem flade med en kødhammer på et skærebræt. Min far har været udenfor længe. Jeg ved ikke, hvad han laver. Lillebror er i slyngen på min mors mave. Jeg tror, han sover, jeg kan se toppen af hans lille lyserøde hoved stikke op fra slyngen. Jeg sidder ved bordet og tegner et hus: en firkant, en trekant og en lille dør. Jeg maler grønt græs; man skal trykke lidt hårdt med den grønne, fordi den er ved at være tør. Om lidt vil jeg tegne os alle sammen: mor, min lillebror, mig og far. Jeg vil tegne en stor, gul sol og måske et flag.
Så slår far døren op. Han er i godt humør igen, han siger til mor, at han er skrupsulten, han roder mig i håret, så det bliver helt uglet og siger så, at han vil holde sin søn.
– Men han sover lige nu, skat.
– Åh, hold nu op. Giv mig ham.
– Skat. Du skal ikke have ham lige nu, siger min mor, hun kigger hen på mig,
jeg kan se, hvordan hendes øjne sådan skifter fra ham til mig hele tiden. Så råber min far.
– GIV MIG HAM!
Jeg bliver helt stiv, jeg er kommet til at tegne forkert. Jeg stirrer ned på min linje af grønt græs. Jeg tænker på, om man forsvinder, hvis man holder vejret, eller i det mindste bare bliver usynlig eller forsvinder til Mars i en rumraket. Min mors stemme lyder på en måde langt væk:
– Michael, tror du ikke…
Jeg ser op. Min far er rød i hovedet. Han står helt tæt på hende.
– GIV MIG HAM, brøler han pludseligt.
Jeg holder mig for ørene. Jeg maser mine hænder ind mod ørene, men jeg kan alligevel høre ham. Jeg tænker på ordene sensitiv og bilfri, jeg tænker på svingture og gul sodavand og hende den gamle dame på færgen med den der læbestift. Mor holder armene rundt om slyngen med Malte. Jeg kan se min brors lille lyserøde hoved stikke op. Så river far pludselig den der kødhammer op fra køkkenbordet og smadrer den ind i væggen.
Bam. Der kommer et mærke på tapetet. Mit hjerte banker. Så skriger Malte. Han lyder som et meget bange dyr, der er ved at blive spist. Min far går lige forbi mig. Jeg ser ned på min tegning. Den ser grim ud, og min lillebror skriger virkelig højt. Jeg tager en mørkeblå tusch og tegner græsset over. Det ser dumt ud, at den grønne farve ikke dur rigtigt. Min lillebror bliver ved med at skrige, min mor siger såså og vugger ham frem og tilbage, men det hjælper ikke noget. Jeg tegner henover græsset frem og tilbage indtil det går hul på papiret, og jeg kommer til at tegne på bordet. En stor, mørkeblå plet. Det gør ondt i mine kinder og i mit hjerte.
Min mor siger, at det ikke er min skyld. Hverken det med bordet eller det med far. Hun siger, at far er syg. Men han har ikke feber, og han hoster ikke eller noget, og da min far kommer tilbage til huset lidt efter, siger han, at han har været ude og svømme og aldrig har haft det bedre. Han siger, at han vil gå ned og købe vaniljeis ved købmanden. Vil vi ha ́? Han går igen, inden han hører svaret. Mor siger, at hun synes, mig og lillebror og hun selv skal tage over til campingpladsen. Jeg kan også få en is der, siger hun. Jeg kan bedst lide jorbæris og chokoladeis. Med krymmel og vafler og en stjernekaster på toppen. Engang fik jeg en sådan en kæmpe portion is i en skål hjemme hos mormor og morfar. Det var til nytår. Jeg tænker på jordbæris og krymmel og svingture, jeg prøver at tænke på alt det, der gør mig glad. Min far er er den stærkeste i verden. Min far kan alt.
