Det var sådan noget kunst med dingenoter, der stak ud af lærredet i alle mulige retninger. Jeg åd hans saltstænger og drak hans vin. Han strejfede rundt blandt galleriets gæster og klappede dem, som han skulle hilse ekstra godt på, på overarmen. Han sagde først hej til mig efter alle de potentielle købere.
- Tak for sidst, sagde han, og hævede sit glas. Og øjenbrynene.
Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad “sidst” skulle betyde. Sidst var i franskundervisningen på gymnasiet. Vi havde siddet og udvekslet sjofle jokes. Jeg havde forestillet mig, da jeg fik notifikationen på Facebook, at han havde tænkt, at præcist denne begivenhed var lige noget for mig. At han havde set mig på den lange liste af venner. Men man kunne jo masseinvitere bare ved at sætte kryds i én kasse, og det var måske lige, hvad jeg var: En masseinvitation. Ferniseringen levede ikke op til begivenhedens beskrivelse. Den løb hurtigt tør for saltstænger.
Vi mødtes til en sensommerceremoni, tvunget ned i alt for varme kåber og pyntet med krydderurter. Vi skar ansigter til hinanden over lunken brændenældesuppe og blev en del af et kollektiv, der aldrig rigtig ville os det bedste.
Jeg sad udenfor, skærmet af en busk, så jeg ikke kunne ses fra vinduet. Cigaretten smagte af Hancock øl og dårlig samvittighed, så jeg slukkede den igen. Jeg røg kun når jeg blev stiv eller presset. Lige nu var jeg nok begge.
I går kveld, møtte jeg ham på en pizzeria. Vi snakket i tre timer. Så flyttet vi over til en bar og snakket i to timer. Han var en god venn, som jeg hadde kjent i to år. Nå er han bare en fyr, da klokken slo 00:00, og jeg fylte 23.
Jeg hørte en pling, så jeg sjekket mobilen min:
Takk for sist.
Jeg var uovervindelig ned af Frederiksberg allé på Christiane Schaumburg-Muller måden i Nik & Jays Boing! Og så kom han, råbende fra den anden side af vejen. “Tak for sidst”. Idiot. Kunne godt huske sidst. Desværre. Tak for sidst, som en ‘høflig’, og ‘rigtig’ (læs NOT) voksen. Som i, hej “vi knaldede engang i dine forældres seng?”. Way back. I Husum. Hvornår var han egentlig blevet typen med solbriller i håret, og lidt for nedknappet skjorte, som man tilfældigvis skulle støde ind i, en helt uskyldig lørdag? En glimrende lørdag. Indtil han besluttede sig for, at gøre hele Frederiksberg C opmærksom på sin eksistens. Hvorfor kunne han ikke gøre som alle andre, køre den passivt. Han kunne ligeså godt have spurgt, om jeg btw savnede mine trusser!
Bølgerne slog konstant mod skroget af metal. Jeg kunne ikke definere rytmen, men vidste at den var der – og ville vare ved. Ligesom da jeg i køen, vejen til min filterkaffe, mærkede hånden på min skulder; stadig stor og bestemt. Herefter fulgte et hej og et tak for sidst. Jaget i min krop var sigende nok. Jeg gjorde mit bedste for at spille med, men må alligevel have set skræmt ud. Underkastelse er også en overlevelsesstrategi. Ligesom det blev det, sidste gang vores kroppe havde kontakt. Måske genkendte han ikke mit blik. Han gentog; tak for sidst. Mit navn lød så underligt i hans mund. Han sagde, at han kunne genkende mig på jakken, selvom det var længe siden. Imens rakte jeg ud efter min kaffe. Koppen brændte i mine håndflader, som aftrykket af det der skete dengang. Det eneste jeg kunne fokusere på dér i køen, var den kvalmende søsyge, der satte sig i mit svælg; i overgangen mellem overkrop og ansigt. Måske han ikke huskede det. Jeg stod overfor ham, flyttede mig ikke selvom jeg gerne ville, men vuggede bare med bådens bevægelser; frem og tilbage. Fra stående position var den let at se; guldringen på fingeren. Jeg tænkte på det blå mærke, den efterlod på mit lår så længe efter. Hans blik var anderledes nu; venligt. Han sagde; godt at se dig. Og forlod mig så alene og vuggende.
