OFFSIDE
28. februar 2019
Drengenes åndedræt fylder rummet som en tung bastone. Der er ingen der siger noget nu, ingen forpustede kommentarer til akten på skærmen. Noah har trukket gardinet for så havens fugle ikke kan kigge ind på forsamlingen. Hvad ville de se? Fem drenge foran en computer, fem drenge med pikken fremme og ansigterne farvelagt af det flimrende lys fra en pornofilm som en eller anden, sikkert Asger, har udvalgt på PornHub.
Bløde kroppe der klasker mod hinanden, glinsende læber der omslutter en pik. Men han kan ikke finde den, fornemmelsen af blodet der samler sig et sted under pungen, det lille drilske niv når nosserne lægger sig forventningsfuldt i ske derinde i det omsvøbte mørke. Den har en farve, fornemmelsen. Ikke pink som kvindens malede mund, ikke en udvandet lyserød som den brystvorte der lige nu bliver masseret mellem to fingre, dér på skærmen. Han tvinger øjnene til at se med, registrerer farverne på hendes køn: Blegt rosa som de kyllingebryster i plastemballage han bliver sat til at stable i kølemontren i Netto, en mudret rød på kanten til noget brunt. Kalvelever. Mormors kyndige hænder når hun fjerner hinderne, og derpå steger den forsigtigt i smør på panden til den akkurat er let rosa og stadig blød, men med bid.
Elias’ tunge underlæbe har givet efter for sin egen vægt så hans mund står let åben. En dråbe spyt er krøbet frem fra sit skjul inde i mundhulen og er på nippet til at springe ud. Han betragter ham, Elias, målmanden, god til at fokusere når det gælder, men nu komplet fraværende der på sengekanten, overgiven til sin krop. De får øjenkontakt, Elias har fornemmet hans blik gennem tågerne. Han rynker brynene i et spørgsmål der giver genlyd langt ind i kroppen: Hvad får dig til at kigge væk fra det der foregår der på skærmen, hvad får dig til at betragte mig i stedet, hvad er der galt med dig?
Hvem var det der fik den her idé? Hvem er ansvarlig for, at han nu sidder her med pikken ude og panikken krybende op langs rygsøjlen? Asger selvfølgelig, playmakeren, altid så kreativ både på og udenfor banen. Asger, der kender dine svage punkter før du selv kender dem, et instinkt der gør ham så dominerende foran modstandernes felt og giver ham styring i omklædningsrummet. Asger der ikke kender ordet nej, men til gengæld kender ordet svans, og bruger det som skyts mod enhver form for tøven over for hans magt. For er du ikke med os, er du imod os, eller i hvert fald en svans.
Og svans vil man jo ikke være, når man som Oscar er anfører på klubholdet, beundret for sin hurtighed og sit hårde langskud, ikke en stepdansende Neymar der kaster sig i manierede rullefald for at indkassere frispark, men en sammenbidt knokler, en Modric, en Kroos.
Der kommer en halvkvalt lyd fra Liam, og han knækker stønnende sammen på midten. Spredte bifald, han griner stakåndet fra sin foroverbøjede stilling. “Phew, jeg kunne sgu ikke mere” siger han og rækker ud efter toiletrullen ved siden af skærmen. Stemningen i værelset er sitrende, Liams udløsning har sat forventningerne i vejret, det er det de sidder der for. Men han kan stadig ikke komme i tanke om farven, prøver at sparke gang i en indre film, det forbliver flimrende utydelige billeder, han kan ikke beslutte et forløb og sætter i panik farten op så hånden hastigt stryger frem og tilbage, en smækkende lyd af mat kød og igen de her forstyrrende madfantasier, hans mormor der river gulerødder på den fine side af rivejernet, ritsch ritsch ritsch ritsch.
På skærmen en bred maskulin ryg i centrum, smallere omkring taljen og nederst to perfekt hvælvede baller i en sart lysebrun, skinnende og indbydende som et par fødselsdagsboller. Manden bevæger sig med rytmiske stød, og kvindens stønnen tager til. Men det er lige meget, for det er ballerne Oscar ser bevæge sig frem-tilbage, frem-tilbage, frem-tilbage, frem-tilbage, og hvis han bare koncentrerer sig en smule behøver det her hul ikke være et feminint hul, men bare et hul der bliver pulet af en smuk pik, der sidder på en smuk veltrænet mand, og ingen vil undre sig over, at han intenst indtager filmen der på skærmen, at han ser og ser og nyder og nyder og nu!
Han lukker øjnene. Billederne opstår fuldstændig ubesværet, dannes og opløses som små skytotter på himmelhvælvingen: baller, armhuler, røvhuller, lægmuskler, klik, klik, klik, næste, næste, næste.
En smuk konkyliebrusen for øret, blodet der suser i en blodrus på vej mod hans køn. Og farven! Farverne! Der er så mange, intense, pulserende af lys. Det dunker hårdt i pikken som siger den: Endelig, hvor blev du af? Og Oscar lader sig overvælde, af sin krop og det her rum hvor de sidder sammen, holdkammeraterne, sammen om spillet og sammen om at få luften i rummet til at tætne af forventning og et sødligt krydret duftspor fra deres blottede kønsorganer. De andre har så lidt på spil og han så meget, men han giver slip gør han, Oscar lader sig fylde af følelsen af sammenhold og taknemmelighed, han kan slet ikke stritte imod det der arbejder sig indefra og ud. Den første krampe føles som at snuble, sæden sætter af, og han falder forover ind i et varmt violet mørke. Asgers stemme trænger sig på. Så Elias der griner og mumler noget uforståeligt, puffer han til ham, kalder ham tilbage til værelset. På skærmen fortsætter kroppene som maskinstempler, men nogen har skruet ned for lyden. Alle kigger de på ham, alle har de haft tid til at lyne op. Kun spredte toiletpapirskugler smidt omkring på gulvet fortæller om de andres udløsninger. Asger nikker og griner, anerkendende, kammeratligt. “Sådan Schmidt! Gal du er en stønner!” Liam griner også, det gør de alle, venligt. Nikker, kigger på ham, bliver forlegne, kigger væk.
Han slipper grebet om pikken der bliver stående, blodfyldt, med et glinsende sneglespor ned langs siden. Der er lettelse i udmattelsen, en følelse af anerkendelse i at modtage toiletrullen fra Asger der nikker, bekræfter ham i, at han har holdt sig inden for linjerne. At de har været på en fælles mission. Med et fælles udgangspunkt. Selvfølgelig. Andet er jo fuldstændig utænkeligt?
Men billederne fra før trænger sig på igen, utydelige af tvivl. For var det Noah han for et øjeblik lod optræde som en blid, men bestemt elsker for hans indre blik? Måske Liam? Asger? Han husker det ikke sådan, men de var så flygtige, billederne, og han var så opfyldt. Bøjet forover i en fantasi, åben for at tage imod, uopmærksom og skamløs.
Han taber rullen ud af hånden, den triller hen over gulvet. Uden for rækkevidde ligesom de ansigter der er vendt mod ham. Han kan ikke læse dem længere, de er slørede, utilgængelige. Og hvad med ham selv? Han er jo ikke forsvarsspiller. Har han været uopmærksom, ladet sig rive med, ikke dækket ordentligt op? Kan man se på en udløsning, at den kommer ud af en homopik? Kan man stønne bøsset?
Sæden har samlet sig i de små lyse krøller ved roden. På hans håndryg er den størknet i en mat skjolde. Han har sæd på fingrene, ned langs inderlåret, det har dryppet på hans boxershorts. Pletter af perlemorshvide anklager. Svære at tørre af.
