Love Story
23. februar 2020
Ulva overspiser, inden hun går ud ad døren. Resten af gryderetten fra i går, en plade mælkechokolade, en pose figner og fire nektariner. Hun går rundt i sin lejlighed i trusser, ryger cigaretter. Skifter tøj tre gange. Med en pincet, hiver hun et hår af sin ene brystvorte. Det kommer altid tilbage det samme sted. Læberne maler hun røde for så at tørre dem af igen med toiletpapir. Så var det hellere øjenlågene, der skulle have noget farve, lidt gyldent måske.
Hun er tilfreds med sit valg af de orange bukser med svaj, indtil hun ser, hvad Lowe har på. Han er i sort fra top til tå. Det ser stilet ud, tænker hun; nu er hun en stor orange røv ved siden af ham. Hun ser udtryksløst på ham i længere tid, end man bør. Lowe vender øjne, roder hende i håret og åbner den tunge dør til baren. Hans arm går gennem luften. Den insinuerer, at hun skal gå først. De drikker sig fulde, som de gør hver weekend. Det er billige øl på bodegaen og røde cocktails på von Fressen, spontane fester. Det er krydret rødvin på vinstuen, stærke sjusser, og det er cigaretter i kæderygning, altid cigaretter.
Da klokken er to, foreslår Lowe, at de køber shawarma, siger, at han ikke har fået noget aftensmad. De finder en trappesten, sætter sig og indtager maden hurtigt, bliver forpustet. Du kan godt tabe dig lidt, hvis du vil være slankere i ansigtet, blive mere markeret, siger Lowe. Han kysser Ulva med dressing om munden. Ulva er fyldige baller, en lille fedtpude på maven, to kegleformede bryster. Slanke arme, ben med buede lægge. Hun er en spids næseryg, der står brat ud mellem hendes øjne, som er brune, ligesom hendes hår er brunt. Lowe er et let fregnet fuglebryst, tydelige årer langs musklerne. Han er gyldent hår, der stryges tilbage af en scenet hånd, i en kontinuerlig bevægelse.
Skal vi gå hjem nu? spørger Lowe. Han er fuld på den måde, der får hans puls til at dunke hårdt i halsen. Ulva stryger en finger over den. Han kniber øjnene sammen, ser på hende. Tror, det gør det nemmere for ham at fokusere. Han kysser hende på øjenlågene, får lidt guld på læberne. De går med armen om hinanden tværs over Gl. Kongevej, ned ad de små villaveje for at få lidt af alkoholen ud af kroppen. Ulva sover altid hjemme hos Lowe. Hun bliver skør, hvis hele hendes seng kommer til at lugte af ham. Hun taber sit hår i Lowes seng, når de har sex. Han samler håret sammen til en lille bold i sin brede hånd, rækker den frem mod hende, som om hun skal tage det tilbage, prikke hvert et hårstrå ned i hovedbunden igen.
Der er stille på gaden, Lowe låser døren til opgangen op. Nøglernes klirren, det er snart lyst. Ulva går rundt i undertøj inde på Lowes værelse. Tager sin pelsjakke ud over sig, da hun skal ud at tisse, råber se mig og drejer rundt, inden hun lukker døren bag sig. Hun når ikke at høre, at Lowe tysser på hende. Da hun kommer tilbage, tager han billeder af hende, som hun står der i undertøj og pels. Hun poserer, svinger sit hår om på den ene side af hovedet, prøver at undertrykke et grin ved at skyde læberne frem. De ser på billederne, bliver enige om, at hun ligner en luder; charmerende under alt det slidte, mascaraen og øjenskyggen der er drysset ned på kinderne, de spaltede hårspidser der hænger ud over den venstre skulder som tørt halm. Ulva ligger sig på sengen, hægter sin BH op. Lowe griner og siger, hun har fået mindre bryster. Han griner, hver gang Ulva tager tøjet af. Griner på måden, et barn griner ad den samme filmscene om og om igen. Ulva rejser sig på knæene. Lowe stikker en undersøgende finger ind i hendes ene bryst. Vil du ammes eller have et blowjob? spørger Ulva. Det her er mit yndlingssted, siger Lowe, kniber øjnene sammen og niver hende i låret, indtil hun skriger.
De ser hinanden i øjnene, inden de falder i søvn. Lowe kan se hele deres fremtid, når de ligger der: børn, bryllup, hus. Han spørger Ulva, om hun kan se det for sig. Hun lyver og svarer ja, men hun kan ikke se noget som helst. Kun Lowes øjne, der ser grønne ud, hvis han har en grøn trøje på. I det hvide sengetøj er de blå. Ulva kører en finger rundt om Lowes brystvorte, videre over brystmusklen og ned ad siden. Hun prøver at stikke fingeren ind imellem ribbenene. Det gør ondt, mumler Lowe, der har lukket sine øjne. Ulva trækker hånden til sig, spreder den ud og lægger den på hans mave. Hun rører ikke ved fordybningen i hans bryst, det ved hun, han ikke kan lide. Hun ser bare på den lille hulning og forestiller sig, hvordan der kunne ligge en sø, en pøl af fløde, som hun kunne drikke af. Lowes åndedræt er tungt, han vender ryggen til Ulva. Hun smyger sig ind til ham, forsøger med hele sin krop at omfavne hans. Men Lowe er for høj. Når Ulva står ude på badeværelset og ser sig i spejlet, kan Lowe stille sig bagved hende og se sig selv i spejlet fra kravebenene og op. Han må bøje sig for at lægge sin hage på toppen af hendes hoved, sine hænder om hendes bryster, han må gå ned i knæ, skubbe hende lidt forover for at få sin pik ind i hende. Sådan kan de stå op ad badeværelsesvasken. Sådan kan de stå bag et træ på Amager Fælled, bag en container, imellem en Fiat Punto og en Peugeot 406.
I søvnen glider de fra hinanden, ligger i hver deres side af sengen. De vågner ud på eftermiddagen, vikler deres kroppe sammen, som har de været væk fra hinanden i flere år. Jeg er sulten, siger Ulva. Det er du altid, siger Lowe. De ryger cigaretter over køkkenvasken, ser ned på den fede dame i gården, der lufter sin indekat. Lowe giver Ulva sit Dankort, og hun løber til bageren, lige inden den lukker. Det eneste tilbage i forretningen er et olivenbrød. Det laver olierede pletter gennem papirsposen. Hun bærer det hjem i begge sine hænder, som havde hun fundet noget værdifuldt og skrøbeligt; et efterladt spædbarn. Lowe skærer det i tykke skiver, så det kan dyppes i olie og salt. De sidder på hver deres side af bordet, med brød i kinderne og tygger om kap. Ulva tror ikke, at hun kan elske et andet menneske end Lowe.
Hun sætter sig over i hans vindue, dét der vender ud mod gaden. Ser blink fra skiltene, som skifter farve, men hele aftenen og natten igennem siger det samme: OPEN. Hun ser ned på to thailandske kvinder, der sidder på hug foran skiltet og tager sig en smøg. Den ene taler i telefon. Den anden stirrer ud i luften. En sort fletning ligger langs hendes buede rygrad. Hun puster røg ud i luften. Først via af næsen, så munden. Ulva tænder en cigaret, prøver at følge hendes inhaleringer. Holder på røgen lige så længe, som kvinden holder den inde. Synkront lader de den sive fra næsebordene, hvorefter de puster resten ud af deres munde. En mand går ned ad gaden, ser på de to kvinder, der sidder på hug. Han drejer hovedet bagud efter dem, da han er gået forbi. Har et udtryk i ansigtet, som Ulva ikke kan aflæse. Engang så hun en mand i jakkesæt stoppe op, gå ind ad døren med det hvide gitter. Det blinkende skilt oven over. Nu ved Ulva, at det er det eneste mænd i jakkesæt foretager sig på denne gade.
Om aftenen tager hun og Lowe til fest og danser med alle andre end hinanden. Ulva ser fremmede mænd dybt i øjnene, spørger, om de helst vil dø af varme eller kulde. Folk stiller sig i en halvmåne om Lowe, der fortæller, at man skal lægge mærke til farven og størrelsen på en kvindes læber, derefter blande det med hudens struktur i hendes armhule. Så ved man, hvordan hendes fisse ser ud. Mine læber er altid tørre, som lige inden en slange skifter ham, siger Ulva. De er kommet hjem, og hun smider sine støvler og nederdel i Lowes entré. Hvorfor tager du alting så personligt? spørger Lowe. Han ser på hende fra køkkenet, tænder en cigaret og tager et par hvæs, lader den derefter forkulle mellem sine fingre. Måske har du såret mig i et tidligere liv, måske har du såret mig i ti tidligere liv, siger Ulva og bliver stående i entréen i strømpebukser. Hvorfor prøver du så ikke at rette op på det her liv, der er ikke nogen, der tvinger dig til at være her, siger Lowe. Ulva svarer ikke, hun lægger bare sin kind på hans bryst, slår armene om hans liv og mærker, hvordan hun passer ind med sin krop.
Ulva spiser Loves aflagte pizzaskorper. Den sprøde dej med den afbidte kant, fugtig af hans spyt. De er de eneste gæster på pizzeriaet. Lowe tager sin hånd op under Ulvas kjole, gnider på hendes klitoris, indtil hun kommer, mæt og glad. Han læner sig tilbage i stolen og spørger, om de skal købe en flaske rødvin ovre i kiosken, Ulva nikker. I parken betragter hun sine tænder i sit lille glimmer håndspejl. I et par dage har det hvinet i hjørnetanden. Nu værker hele gummen. Der er ikke noget at se i spejlet. Hun kører tungen hen over den øverste tandrække, lukker så læberne sammen og tager sin læbestift op fra tasken. Hun lirker låget af og skruer stiften op med én hånd, sidder på bænken og smører læberne ind, mens Lowe er i kiosken. En mand går forbi. Hans øjne følger hende, som han passerer bænken. Lidt efter, endnu en mand med samme blik fra øjenkrogen. Lowe kommer gående, vrider skruelåget rundt gennem aluminiumsforseglingen. Drikker vinen direkte fra flasken. Han rækker Ulva flasken. Vin løber ned ad hendes hage, når hun griner, laver to røde spor. Da det er blevet mørkere, løber der rotter langs buskene. Der sidder tre drenge, to bænke væk og ryger tjald. Vi kunne tage til Paris en dag, siger Lowe. Så kunne du sidde ved Seinen i din sommerkjole med bare skuldre. Jeg kunne tegne dig, skuldrene og floden bagved, siger han. Er det der ikke bare en film, du har set, spørger Ulva. Ting, der sker på film, sker også i virkeligheden, svarer Lowe. De går hjem uden at tale sammen.
Lowe har en helt hvid hud, næsten gennemsigtig. Ulva får ham til at komme ud over sig selv, så hun kan køre sin finger rundt i spermen på hans hud. Nu ligner du en marmoret statue, siger hun. Hvad ville du sige, hvis jeg gav dig en lille æske med min sæd i fødselsdagsgave, siger Lowe. Du skulle ikke spørge, du skulle bare gøre det, siger Ulva. Næste morgen er han stået tidligt op, gået fra lejligheden. Han siger aldrig, hvor han går hen. Ulva spørger heller ikke. Lowe lader hende sove videre, det er en form for aftale. I hans køkken er der ingen kaffe eller pålæg. Der er mug på rugbrødet, det ligner en ulækker stjernehimmel. Ulva tager tøj på. Tager også læbestift på, selvom klokken kun er kvart i tolv, og hun er på vej ned på grillen. Hun øver sig i at se op på himlen, når hun går ned ad gaden. Hun øver sig i at skærme sig fra ansigter på fortovet, på cykler, i biler og busser. Det snurrer i hendes pande, imellem øjnene. Det forvirrer hende, alle de blikke. Som om de trækker i hende. Hendes tanker er et fugtigt mellemlægningspapir imellem hende selv og det, hun foretager sig. På grillen sætter hun sig længst fra vinduerne. Holder om den varme flæskestegssandwich, som var det en kaninunge med hårde knogler under blød pels. Hun gaber højt over den, sætter tænderne i og prøver at tvære sin læbestift mindst muligt ud i rødkålen og den søde bolle. Hun prøver at forestille sig alt, hun nogensinde har spist, alt det hun har skidt ud igen. Et bjerg af lort.
Den følgende nat er vejret uroligt. Lowe sidder på en kantsten, har skidt i bukserne. Han og Ulva har været på værtshus det meste af natten. Siddet i den tørre nikotinluft, drukket sorte, grønne og klare shots. Givet omgang til nabobordet, røget med på nabobordets joints. Udenfor er det fugtigt, som lige inden et tordenvejr. Ulva er i en rød polyesterkjole, den klistrer sig elektrisk ind til hendes krop. Lowe sveder gennem hørskjorten, hans ben ryster. Ulva har fået ham ud af værtshuset, sat ham der på gaden. Hun stiller sig ud i nærmeste kryds for at praje en taxa. Hun føler sig mere ædru nu, men har svært ved at huske Lowes adresse, da chaufføren spørger, hvor de skal hen. Lowe folder sig sammen i det glatte lædersæde, lader hovedet hænge lidt mellem benene. Da de kommer op i lejligheden, kan Ulva lugte det. Hun åbner Lowes bælte, knapper hans skjorte op, tager skoene af ham. Hun stiller ham under bruseren, tænder for vandet og begynder at trække hans bukser ned. Han sætter sig på fliserne, hjælper selv til med af få dem over anklerne. Hun hælder sæbe i sine hænder, begynder at smøre ham ind. Fra skuldrene til brystet, maven og pikken, ned ad hans lår. Det varme vand gør ham døsig, han krøller sig sammen på fliserne. Ulva fortsætter om på ryggen, ballerne, imellem dem, ned ad baglårene. Hun tager brusehovedet i hånden og skyller ham ren for sæberester. Da hun slukker for vandet, opdager hun, at han ser på hende. Hun stryger en hånd gennem hans våde hår, han trækker hende ned til sig. Hendes kjole er allerede gennemblødt.
Midt på natten vågner Ulva uden at kunne fornemme sin krop. Det er sket før, at evnen til at mærke, hvor hun begynder og slutter, forsvinder. Hun kunne lige så godt flyde ud over sengen. Ned på gulvet, gennem gulvbrædderne. Sive videre ned mod underboen og hænge der som en stor og fugtig plet i loftet. Hun kalder på Lowe, beder ham om at klappe på hende. Hans brede håndflader mod hendes arme, ben og bryst. Så er hun igen en afrundet fast form af celler. Lowe løfter hende op på sig. Hendes hår vælter ned i hans ansigt, imens han trænger ind i hende. Hun kaster hovedet bagud for at befri dem begge fra hårets indelukke. Hun ser på ham, hans bevægelser ind og ud af hende. Hun ser på hans lukkede øjne og tænker, at dette er det eneste, hun har at tilbyde ham.
Ulva vågner alene op i sengen, føler sig svimmel, da hun rejser sig. Hun går ud i køkkenet, åbner køleskabet der møder hendes hud med et koldt pust. På de fugtige glashylder står syltede citroner og sennep. Der står et glas brombærsyltetøj. Hun sætter sig op ad lågen til køkkenvasken med syltetøjsglasset i hånden. Skruer låget af og stikker to fingre ned i den sort-lilla masse. Hun tager så fingrene i munden. Sødmen overvælder hendes morgensmagsløg. Sukkeret udligner den svimlende fornemmelse med en brusende. Hun gentager bevægelsen: fingrene i glasset, så i munden. Det løber ned ad knoerne. Hun stryger sin indsmurte hånd ned over hagen. Videre ned langs hals og bryst. Kører den ned over maven og gnider sig i skridtet. Hendes bevægelser bliver kraftigere, som hendes krop spænder op. Først tror hun, det er gråd, men så kommer hun. Så sidder hun og mærker kroppen blive slap igen. Banker baghovedet, tre gange, ind i køkkenlågen.
Det er aften, og Lowe er ikke kommet hjem. Ulva kunne tage hjem til sig selv. Hun kunne gøre så meget andet. Men hun fletter sit hår. Står foran badeværelsespejlet og rækker sit håndspejl ud bag sig. Betragter fletningen ned ad sin nakke og ryg. Hun dufter lidt til Lowes skjorter, tager den lyseblå på. Den går hende næsten til knæene. Hun smøger ærmerne op, tager glimmer på øjenlågene. Hun åbner en flaske rødvin og sætter musik på, dét som Lowe allerbedst kan lide. Det gør hende rastløs, hun drikker to glas vin i træk. Hun går hen til vinduet, åbner det og læner albuerne på karmen. OPEN-skiltet blinker i den form for mørke, der nu kan være i en by. Hun lukker vinduet igen, går ud af lejligheden og sætter sig på trappestenen uden for opgangen. Hun tænder en cigaret. OPEN-skiltet blinker i skiftevis rød, lilla og grøn. Hun ved ikke, hvor længe hun har siddet på trappen, da hun opdager manden, der kommer gående imod hende på fortovet. Han stopper op, ser først på Ulva, så på det blinkende skilt. Han spreder sine læber, men siger ikke noget, kigger på Ulva igen. Han har tykt mørkeblond hår, halvlangt, tilfældigt kastet tilbage, som om det plejer at være kort, som om han ikke har registreret, hvor langt det er blevet. Nogle totter hænger ned i øjnene, det ser blødt ud, tænker Ulva. Ligesom hun tænker, at han kunne være en dreng, hvis man så ham bagfra. Han har dybe furer i ansigtet. Ulvas øjne glider tilbage i hans blik, der stadig er rettet mod hende. Så laver hun et lille nik med hovedet mod Lowes opgang, rejser sig, låser op og går ind. Manden følger efter. De går i et roligt tempo op og ind i lejligheden. Hvor meget? spørger han. Ulva trækker på skuldrene og hiver ham ind til sig.