Øredøvende
13. marts 2020
Der vokser blåmuslinger på strandbunden, siger mødrene. Man kan plukke dem som om, det var blomster og koge dem, til de åbner sig. Hun kan se det for sig, hvor smukt det bliver. Glæden vugger i maven på hende, mens de går ned ad strandstien, med bukserne rullet op over knæene, og knive der rasler i spandene. Fra stien kan man se det øverste af den gamle badeanstalt, der står på stolper ude i vandet. Træværkets turkise maling får havet bag den til at falme til en grå masse. Den blev nedlagt for længe siden, lågen er lukket, og ingen sidder længere i livredderstolen og kigger ned. Men man kan gå derud ad en lille badebro, stå på det bløde træ og næsten se aftegningerne af de mennesker, som har ligget i solen på håndklæder, næsten lugte hvordan solcremen er sivet ned i træet over årene. Da de når ned på stranden, spreder pigerne og mødrene sig systematisk i vandkanten for ikke at misse en eneste af de små åndende skaller. Langsomt går de frem og tilbage, med bøjede nakker og blikket fæstnet på stenbunden. Vandet skvulper let omkring anklerne, men ellers er der stille. De grå skyer ruller længere ind over land og giver plads til solen, der lægger sig som en tung dyne af summen omkring dem. Hun synes, hun kan se varmebølgerne stige op fra sandet. En af pigerne gider ikke mere, har trukket trøjen over hovedet og lagt sig på sandet med ansigtet mod himlen. Brysterne peger op mod solen, hun kan ikke lade være med at kigge på dem ud ad øjenkrogen. Mødrene giver ikke op så let, de tror hele tiden, de ser noget glimte. Hun går hen til badebroen og kravler over metallågen. Det lyder hult, når hendes fødder rammer badebroen. Under hende er havet bundløst, der findes kun tangen, som klæber sig til stolperne. Hun sætter sig på hug på kanten, ser ned og ser sig selv i vandspejlet. Sveden bag på lårene, der hvor de trykkes op mod læggene, får stoffet fra de tynde bukser til at klistre til huden. Numsen hænger tungt bagud og hjælper hende til at balancere i den lave stilling. Når hun sidder sådan, spredes ballerne, luften tørrer det øverste af sprækken. Hun vipper lidt op og ned, og kigger så ind under brædderne. Og der, inde i mørket under brædderne, sidder de. Tusinder af slimede muslinger, der klamrer sig fast til træet! Hun rejser sig så hurtigt, hun kan og snubler næsten ud over kanten, da hun spurter henover broen for at komme ind til stranden og de andre. Hun stopper op, og sandet brænder under fødderne, mens hun forpustet råber til mødrene, som jublende skynder sig i hendes retning. De næste tre timer tilbringer de på badeanstalten i solen. Pigerne svømmer ind under brædderne og henter muslingerne ud. Imens smider mødrene deres T-shirts, viser deres stærke arme frem, renser muslingerne og samler dem i spandene. De er som et samlebånd, når de er bedst, og alle bliver ved med at sige, hvor godt det var, at hun opdagede det. Nu skal de selv forsyne sig, de skal bare leve af havets gave, med brød til og hvidvin til mødrene. Hun stiller sig med siden til på kanten af brædderne, skubber det ene ben frem og beundrer sin spejling i vandet. Hvordan den hvide undertrøje spænder henover maven, hvordan det lyse hår klumper sammen i totter af salt.
Muslingerne ser ulækre ud i den dybe tallerken, hvor de vugger rundt på bordet foran hende. Hun kigger op og ser, hvordan de alle sammen slubrer og slubrer, tørrer sig om munden og sætter håret om bag øret. Skuffet løfter hun blikket fra bordet og ser rundt i haven, hvor aftenens blålige lys langsomt forandrer alt det grønne. Hun knuger om havestolens kolde metalben med fødderne, og det er næsten ikke til at bære, at hendes skat blev så grim, da de kogte den. Det er det ubærlige, der får vandet til at pible frem i øjenkrogen og får hende til alligevel at løfte en af de ovale blå skaller op til læberne og sluge den orange masse i én kort bevægelse. Glæden tager over for den grå klump i halsen, da hun opdager, at det er havet, hun smager.
Efter aftensmaden, da de andre piger begynder at pakke brødet, de tomme skaller og glassene sammen, og mødrene vasker op, går hun ned mod havet igen. Man kan altid høre det ligge og brøle i nærheden som en støjende maskine, man først ville lægge mærke til, hvis den blev slukket. Jo længere ned ad stien hun kommer, jo højere brøler det, et øredøvende brøl, der kunne få en til at glemme. Hun svæver ned ad stien, helt let i det aftenfarvede lys. Hun tænker på, hvordan det sommetider er, som om havet suser i gulvbrædderne, at det løber ind under huset. Over hende er himlen orange, og sandbankerne er næsten helt hvide. De ser så bløde ud, at man får lyst til at tage skoene af, så det gør hun. Smider sandalerne af og løber ned af skrænterne. Sætter sig i det våde sand. Og derude i det grå vand ligger de. Store gråhvide plamager af sæl. Hun tænker, at brølet må være øredøvende for dem, det må for længst have gjort dem døve. De vugger bare, våger over stranden. Hun rejser sig og træder ud i den kolde vandkant. De flade sten på bunden er glatte, så hun må holde armene ud fra kroppen for at holde balancen. Hun går rundt i vandkanten, til følelsen forsvinder fra tæerne. Det eneste, hun kan mærke nu, er trykket fra vandet om læggene. Hendes tanker forsvinder ned i havet, og stranden skifter farve fra blå, lilla, orange, sort. Mens hun ser ud på vandets bløde horisont og længselsfuldt lader sine pupiller forsvinde, kravler havet op under huden på hende. En muslings skarpe kant har boret sig ind i hendes følelsesløse storetå. Nerverne begynder at prikke, da havvandet løber ind i såret, så hun trækker foden op af vandet og holder om anklen med den ene hånd, for at se. Nu gør det ondt, så helvedes ondt, hun bliver forskrækket over, hvor rødt blodet er mod den nærmest døde hud. Pispis, på ét ben, og råbende i smerte midt i vandkanten som en idiot. Blodet løber ned ad foden og hendes hånd og håndled. Hun råber og skriger, men sælerne gør ingenting. For dem er hendes råb en del af det konstante brøl. Åh pis, de har vendt sig imod hende. Sælerne og bølgerne. Hun forbander dem langt væk, skallerne og tangklyngerne og skorpealgerne på stenene. De har fået taget om hende. Og sælerne, de griner af hende. Et hånende og brølende grin, der blander sig med havets eruptive lyde. Sælerne vugger, og bølgerne smækker mod stenene og hun skriger og bander i raseri. Løber rundt med det tunge vand om anklerne, skummer og sprøjter, kaster sig på maven. Til sidst giver hun op og humper tilbage op mod huset. Mens hun går op ad stien til huset, der hvor buskene danner et tag, ser hun ned på sine hænder. Sand under huden, blod under neglene.