Giraf
22. februar 2017
Jeg havde mistet mit arbejde, og min mand var skredet og havde taget vores femårige søn med sig.
Det meste af dagen lå jeg på sofaen og gloede op i loftet, som for øvrigt trængte gevaldigt til at blive malet. Jeg havde ingen som helst lyst til at foretage mig noget. Bare det at købe et frimærke var en uoverstigelig anstrengelse. Pludselig trådte en giraf ind i stuen. Den var nødt til at krølle sig komisk meget sammen for overhovedet at kunne være der, så da jeg så den, begyndte jeg faktisk at grine.
Jeg grinede så længe, at jeg fik ondt i kinderne, og mine øjne løb i vand, og min mave gik i krampe. Mens jeg grinede, stod giraffen bare midt i stuen og så bedrøvet ud. Den stod i sådan en underlig stilling, fordi der ikke var særlig højt til loftet. Fra tid til anden skrabede dens bløde ører mod den afskallede stuk, og hver gang dryssede flager af gammel maling ned over den, og fik det til at sitre i den, som om den fik kuldegysninger. Da jeg så, hvor bedrøvet den var, holdt jeg op med at grine. I stedet gav jeg mig til at tale indgående til den, hvilket den tog som en invitation til at blive. Akavet satte den sig i den grønne lænestol over for mig. Jeg bød den en cigaret, men den røg ikke, sagde den. For at kompensere for afslaget tog jeg selv én. Jeg gjorde mig stor umage for at puste røgen ud af det åbentstående vindue, så den ikke generede min gæst. Imens iagttog jeg, hvordan stuebirken gav sig til at vokse helt uhæmmet, indtil den stor som en palme dækkede det meste af loftet med sine blade. Det var en lettelse, at jeg nu havde en undskyldning for ikke at male loftet.
”Er du stukket af?” spurgte jeg giraffen og pustede cigaretrøgen skråt opad.
Den nikkede. ”Jeg kunne ikke holde ud, at der var så trangt,” sagde den med en meget mørk stemme. Det var svært at bedømme, men måske var den temmelig deprimeret og lige ved at græde, men jeg tog muligvis fejl.
”Det kender jeg godt,” sagde jeg og nikkede forstående. ”Du kan blive her så længe, du vil.”
”Tak,” sagde dyret og så sig sørgmodigt omkring. ”Det er pænt af dig, men du skal vide, at mit humør er ganske elendigt. Af samme grund overvejede de at aflive mig. Jeg har ingen underholdningsværdi.”
Så sad vi lidt og var elendige sammen. Imens havde stuebirken indtaget det meste af rummet, og jeg begyndte at overveje, hvordan man eventuelt kunne bremse dens eksplosive vækst.
”Kan du lide stuebirk?” spurgte jeg og pegede på den dominerende plante. Jeg pillede et blad af og stak det hen til giraffens mule. Den snusede indgående, nippede til det med sine store følsomme læber og lod det til sidst forsvinde i munden.
”Udmærket,” sagde den og gumlede med hele sit hoved. ”Saftigt.”
”Du spiser bare,” sagde jeg og hentede en øl i køleskabet. Giraffen ville ikke have nogen. Den fik tynd mave af alkohol, påstod den. Alt i alt var den måske nok en smule neurotisk. Men den åd det meste af stuebirken, der imidlertid lynhurtigt dannede nye forgreninger og skud.
Midt i det hele ringede telefonen. Det var min mand, som vel at mærke ikke havde lyst til at være min mand særlig meget længere. Jeg spurgte til min søn, som jeg savnede forfærdeligt. Giraffen sad over for mig i den grønne stol og så deltagende ud. Måske var det bare noget jeg bildte mig ind, men jeg tror den fik tårer i øjnene.
Min mand begyndte at tale om skilsmissepapirerne og om et møde med en advokat. Jeg vendte det hvide ud af øjnene. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud.
”Jeg har gæster,” sagde jeg. ”Kan du ringe en anden dag?”
”Det kan jeg ikke afsløre,” sagde jeg.
Men da han blev ved med at plage, gav jeg til sidst efter.
”En giraf,” sagde jeg. ”Men den er på flugt, så du må ikke sige det til nogen.”
Der blev stille i den anden ende.
”Hallo?” sagde jeg. ”Er du der?”
”Skat,” sagde han.
”La’ vær og kald mig skat,” sagde jeg irriteret. ”Når du vil skilles, skal du sgu ikke kalde mig skat. Jeg er overhovedet ikke din skide skat!”
Kun af hensyn til giraffen undlod jeg med nød og næppe at smide røret på i frustration.
”Jeg kommer nu,” sagde min mand.
”Nej,” sagde jeg. ”Som sagt har jeg gæster, og jeg har det udmærket. Vi er midt i en alvorlig samtale.”
Giraffen nikkede samtykkende.
”Jeg er der om ti minutter,” sagde min mand og lagde røret.
”Beklager,” sagde jeg til giraffen. ”Min mand kommer lige forbi. Han går hurtigt igen.”
Giraffen gjorde mine til at rejse sig, men jeg skubbede den tilbage i stolen, blidt.
”Bliv nu siddende,” sagde jeg. ”Min mand skal du ikke være bange for. Han er et fredsommeligt pjok.”
Så hentede jeg en øl mere i køleskabet. En af de stærke. Giraffen åd og åd af stuebirkens blade, og udenfor hang solen på himlen som en brændende appelsin.
Lidt efter ringede det på døren. Min mand trådte ind i stuen og så sig undersøgende omkring. Han så bekymret ud. Han havde glemt at lyne sine bukser. Jeg forestillede mig, at han havde tisset i vejkanten på vej herud i bil. Han har altid meget travlt.
Giraffen fnisede. Jeg lavede advarende øjne til den, men den kunne ikke holde op. Til sidst begyndte jeg selv at fnise helt uhæmmet.
”Okay,” sagde min mand. ”Så går vi!”
”Hvorhen?”
Nu grinede jeg højt. Giraffen sad i den grønne stol og hvinede af latter.
Stuebirkens grene svingede faretruende i vinden fra vinduet.
”Jeg har det fint,” sagde jeg. ”Som du ser, har jeg gæster.”
Min mand gloede på den grønne stol, på sofaen og tilbage på stolen.
”Pak dine ting,” sagde min mand. ”Jeg skal være tilbage på arbejdet om en time.”
”Sæt dig dog ned,” grinede jeg. ”Vil du have en øl? Jeg har en af de stærke du godt kan lide.”
Min mand rystede på hovedet.
”Du trænger da til noget at drikke,” sagde jeg. ”Du ser jo helt udkørt ud.” Giraffen nikkede.
”Hold så op,” sagde min mand. ”Jeg orker ikke det her. Nu pakker du dine ting, ellers ringer jeg efter en ambulance.”
Jeg blev bange. ”Du må ikke ringe efter dem,” sagde jeg. ”Jeg vil hellere køres af dig.”
Giraffen så uforstående på mig.
”Vent på mig her,” sagde jeg til den. ”Du kan bare spise løs af stuebirken. Min mand tror, jeg har en skrue løs.” Jeg fnisede nervøst. ”Det er en misforståelse. Jeg er tilbage om lidt.”
Giraffen smilede og viftede med det ene øre som hilsen. Så gik jeg efter min mand ud til bilen.
På bagsædet vendte jeg mig og så tilbage på huset. Giraffen havde stukket sin lange hals ud af vinduet, og en ældre dame tabte sin stok af bare forskrækkelse. ”Du har glemt at lyne dine bukser,” sagde jeg til min mand.