En slags kunstner
15. maj 2019
Min hurtigtsnakkende svoger havde et tilbud til mig. Vi var samlet hele familien omkring bordet, da han skar juleanden for og kaldte det for en skandale, at jeg to nætter om ugen holdt mig vågen for at stikke et dræn ned gennem halsgruben på en handicappet mand i Gladsaxe. Han havde derfor et tilbud til mig, gentog han, en chance. Ejendomsmægleren Alex var én, han spillede squash med, sagde han og fordelte anden og de små dampende portioner af æbler og svesker.
Min svoger ville vel imponere min søster og resten af familien med sit netværk og sin handlekraft, tænkte jeg og hørte ikke rigtig efter, mens han forklarede, hvad jobbet hos Alex gik ud på. Eller også havde han medlidenhed med mig, fordi jeg studerede religionsvidenskab på syvende semester og i hans øjne ikke havde nogen fremtid. Under alle omstændigheder havde jeg ikke forventet mig noget af hans snak.
Vi spiste anden og risalamanden. Min svoger talte videre om andre emner, og jeg begyndte selv at gruble over mine fremtidsudsigter og blev lidt utilpas, som julemiddagen skred frem.
Der gik da også tre måneder, før jeg hørte fra ham.
Jeg stod bagerst i kantinekøen og ventede på at betale tolv kroner for en kop maskinkaffe. Jeg var taget direkte fra nattevagten i Gladsaxe til universitetet og var søvnig. Min svoger gik derimod lige på og hårdt, så snart jeg tog telefonen.
– Hey! Du skal helst være klar i morgen. Er du klar?
– … klar til hvad?
– Jobbet jeg talte om. Det gælder om, at du …
Min svoger blev afbrudt af en højttalerstemme. Han befandt sig på en messe i Polen, forklarede han, da stemmen forsvandt igen.
– Anyway, du skal være klar i morgen, det er afgørende.
– Klar til … som … hvad var det nu?
– Boligfotograf, som boligfotograf! Jeg sagde til Alex, at du gik på Kunstakademiet, lavede fotokunst og sådan. Tag et stort tørklæde på og en kamerataske over skulderen, noget i den stil. Jobbet giver godt og …
Højttaleren afbrød ham igen. En militant kvindestemme opremsede en masse tal, først på engelsk og så på tysk. Jeg bryggede på en sarkastisk bemærkning om min svogers forestilling om kunstnere, men var for træt til at finde på noget. Jeg så op på uret. Der var fem minutter til forelæsningen. Jeg gabte og kørte en hånd igennem mit fedtede hår.
– Jeg har slet ikke noget kamera, sagde jeg, da højttalerstemmen endelig holdt inde.
– Jeg fortæller dig, hvilket mærke du skal købe. Lejlighederne skal virke store og sexede. Du stiller dig bare op i et hjørne af hvert rum og tager billeder med en fiskeøjelinse. Så mailer du dem til Alex og job done! Kameraet er en investering, må du forstå.
Der var en stor varme i hans stemme, når han udtalte ordet investering.
– Er du klar eller hvad?
– Mmmh … hvor meget sagde du, at det gav?
– 500 kroner per bolig. Sort. Og du kan sagtens nå ti om dagen.
Jeg trådte ud af køen og efterlod min kaffe. Min svoger talte videre, mens jeg tog noter på en serviet.
Han nævnte et kameramærke efterfulgt af nogle tal. Tre gange gentog han ordet fiskeøjelinse, og jeg satte to streger under det. Jeg noterede mæglerens adresse på Gammel Kongevej, hvor jeg skulle hente nøglerne. Min svoger talte også om perspektiverne for mig, men så blev han overdøvet af en mand, der skældte ud på polsk. Til min overraskelse lød det som om min svoger svarede igen på polsk, men så blev der lagt på.
Jeg betragtede den overtegnede serviet. Jeg havde haft en del studiejobs, men på papiret var dette det bedste. Jeg skulle bare fotografere nogle boliger.
Boligfotograf. Var det en rigtig stillingsbetegnelse?
Jeg droppede forelæsningen og cyklede forbi fotohandleren på Njalsgade.
Alex hældte et nøglebundt ud i mine hænder.
– Du skal huske at overføre billederne i aften. De her boliger har allerede ligget alt for længe.
Jeg manøvrerede nøglerne ned i min skuldertaske. Jeg havde fulgt min svogers råd og klædt mig ud som kunstfotograf. Eller rettere sagt som min svogers idé om en ejendomsmæglers idé om en kunstfotograf. Åbentstående frakke og et langt løsthængende tørklæde.
Alex så på sit ur.
– Du burde være gået i gang for længst. Du er nødt til at udnytte de lyse timer.
– Naturligvis, sagde jeg og nikkede på livet løs. En ung kvinde rakte Alex en stak a4-papirer, som han gav videre til mig.
– De her otte lejligheder er en test, lad os sige det.
Tallene på den øverste salgsopstilling afslørede, at der var tale om en penthouselejlighed. Alex så op og ned ad mig, imens jeg kæmpede med at få papirerne om bag klumpen af nøgler uden at krølle dem.
– Kunstakademiet?
Jeg nikkede. Alex smilede som om nogen havde fortalt ham en dårlig vits. Han havde en umådeligt bred kæbe.
– Michael fortalte, at du har klædt nogle hjemløse ud som balletdansere. Vi har nok ikke brug for helt så meget kreativitet. Til gengæld er pengene sikkert bedre.
Alex grinede, og jeg kunne ikke lade være med at grine med. Jeg havde læst i avisen, at ejendomsmæglere var den erhvervsgruppe, folk havde mindst tillid til og overvejede at nævne det, men var usikker på hvor udviklet Alex’ selvironi var. Jeg havde desuden travlt.
Jeg smilede og gav Alex hånden. Et øjeblik så han igen skeptisk ud.
– Køberne har penge, men interesserer sig ikke for kunst. Boligerne skal se prangende ud.
Mens jeg gik ned mod min cykel, bladrede jeg salgsopstillingerne igennem og planlagde en rute gennem byen. Jeg ville begynde på Østerbro. Så ville jeg arbejde mig sydpå, rundt om Søerne, ind til Lavendelstræde og til sidst forbi Christianshavn, hvor der lå en enkelt bolig. Alex skulle få alle otte i aften. Min eneste bekymring var, at jeg ikke vidste, om jeg kunne fotografere. Aftenen forinden havde jeg øvet mig derhjemme, og resultat var vel okay, når man tog i betragtning, at det var et kollegieværelse.
Planetariet knejsede foran mig, da jeg så op fra papirerne, men hvor var min cykel? Jeg havde parkeret et stykke fra mægleren, men ikke så langt væk. Jeg gik tilbage ad Gammel Kongevej, men stadig ingen rusten herrecykel med en grøn ringeklokke. Jeg så på de forbipasserende cyklisters cykler. Jeg småløb op og ned ad vejen, den samme korte strækning, med kameratasken dunkende mod ryggen. Men ingen cykel. Cyklen var væk.
Tyve meter fra mig hang mæglerens skilt ud fra facaden. Jeg overvejede at gå derind, lægge nøglebundtet på bordet og sige op. Sige at jeg havde travlt med et kunstprojekt. At jeg ikke havde tid til at arbejde for småkapitalister som ham. Men så så jeg min svoger for mig; måden hvorpå hans næsefløje udspilede sig, når han smilede selvtilfreds. Når verden endnu engang havde bekræftet hans forestillinger.
Jeg drejede omkring og gik ned ad en tilfældig sidevej. Jeg havde allerede spildt tyve minutter hos mægleren, tænkte jeg, og nu også tyve minutter på Gammel Kongevej. Jeg stæsede afsted. Et kvarter senere stod jeg gennemsvedt i krydset mellem Rantzausgade og Kapelvej og indså min dumhed. Det var næsten middagstid, og jeg kunne jo ikke gå til Amerika Plads og bagefter gennem resten af byen, hvis jeg skulle nå at tage billeder af otte lejligheder, inden solen gik ned.
På Griffenfeldsgade fandt jeg en cykelhandler. Ekspedienten så meget træt ud, da jeg spurgte, om han havde en cykel til 500 kroner. Han fandt en rød damecykel uden gear frem. Den var lidt lille, og jeg måtte betale 700, men lidt efter pumpede jeg i højt tempo ud ad Blegdamsvej. Jeg udnyttede, at jeg kendte lyskurvenes rytmik på denne strækning. Jeg lå i ydersporet og havde konstant gang i ringeklokken som en anden karrieretype med attachémappe på bagagebæreren.
Da jeg endelig stod i lejligheden på Amerika Plads i syvende etages højde, faldt jeg lidt til ro. Klokken var ti over 12. Jeg havde cirka seks timer, før det blev mørkt. Tre kvarter til hver lejlighed. Jeg krængede jakke og trøje af mig i én bevægelse og smed tøjet på gulvet. T-shirten klæbede til mig, og jeg lagde den øverst i bunken. Jeg drak et par slurke vand fra vandhanen.
Lejligheden var tom. Man kunne slet ikke se, at der havde boet nogen. Her lugtede ikke engang af rengøringsmiddel. Ifølge dørskiltet fandtes der dog en H. Svendsen, der ifølge salgsopstillingen ville sælge stedet for 6,7 millioner. Der var to altaner, som vendte ind mod byen, og et imponerende køkken. Men her var fuldstændig livløst.
Det var nu, jeg skulle være kreativ. Det var nu, jeg måtte vise mig som en fotograf. Jeg læste i papirerne for at få lidt inspiration. De to første lejligheder lå begge på Amerika Plads, og beskrivelsen af dem begyndte med de samme tre sætninger:
Ligger din drømmebolig også ved havet? Nu behøver du ikke at lede længere. Denne lyse, rummelige og unikke lejlighed giver dig følelsen af luksus.
Havet. Havet skal med, tænkte jeg.
Men det var kun fra toiletvinduet, at man kunne ane en blegblå strimmel af Øresund mellem kontorbygningerne. Og de billeder jeg fik taget gennem det smalle vindue var næppe noget, der lokkede købere til.
Jeg kiggede på uret. Jeg havde allerede brugt en halv time.
Fuck havet, tænkte jeg. Jeg går efter luksus i stedet.
Jeg tog et foto af amerikanerkøleskabet og en stor tom vinreol. Jeg fandt en klapstol i et skab og slæbte den med rundt i lejligheden, mens jeg tog fotografier oppe fra alle hjørner med fiskeøjelinsen på. Men resultatet fik mig mest af alt til at tænke på overvågningskameraer, der filmer en tom parkeringskælder.
De to efterfølgende Østerbrolejligheder var heldigvis møblerede. Jeg tog detaljebilleder af lysestager, designermøbler, livsglade køleskabsmagneter og en opstilling af bamser i en børneseng.
Billederne var bedre nu, mere levende, flotte ligefrem.
Boligfotograf. Det var jo et rigtigt job, tænkte jeg, mens jeg cyklede langs Sortedams Dossering. Jeg havde endda talent for det.
Jeg krydsede Dronning Louises Bro og besluttede mig for at foreslå Alex, at jeg i fremtiden også skrev annonceteksterne. Så kunne de spille sammen med fotografierne. Jeg skrev godt, hvis jeg selv skulle sige det. Og med både fotografi og tekst var det vel nærmest en fuldtidsstilling. På nettet havde jeg set, at de var en lille kæde af mæglere og også havde afdelinger på Vesterbro og i Hellerup.
De næste tre lejligheder lå fordelt omkring Søerne. Fotografierne blev stadigt bedre. Min tidsplan holdt næsten.
Nu var det ved den tid på dagen, hvor folk kom hjem fra arbejde. Jeg listede rundt og lyttede konstant efter om hoveddøren gik. Jeg stod i sofaerne og forsøgte at indfange hele stuen med min fiskeøjelinse, mens jeg i tankerne forberedte en forsvarstale, der kunne forklare min tilstedeværelse.
Men måske Alex havde advaret dem. Der dukkede ingen beboere op. Måske var de i gang med at male eller bygge i deres nye huse og lejligheder.
I den syvende bolig, en gammel herskabslejlighed i indre by, havde jeg virkelig fået tag på kameraet. Jeg var ligefrem stolt, da jeg bladrede billederne igennem. Støvkornene dansede i solstrålen, der ramte chatollet. De små skygger fra stukkens basunengle. Kompositionerne var harmoniske, og den gyldne eftermiddagssol gav det hele et nostalgisk skær. Jeg havde virkelig indfanget stemningen. Jeg burde tage tilbage og fotografere de første lejligheder igen, tænkte jeg, men så slog bornholmeruret. Halv seks. Jeg havde brugt en hel time i herskabslejligheden. Jeg tog kameratasken over skulderen, sprang ned ad trapperne og svang mig op på cyklen. Solen var begyndt at gå ned, men lejligheden i Prinsessegade var den sidste. Alt så ud til at løse sig på smukkeste vis.
Måske havde jeg endda en rigtig fotograf i mig, tænkte jeg, da jeg passerede Thorvaldsens Museum. Jeg rejste mig i sadlen og overhalede et par andre cyklister. Jeg havde ofte følt, at jeg havde en kunstner i mig, og nu havde mit talent måske vist sig ved et tilfælde?
Fotografierne jeg havde taget i herskabslejligheden var til mere end en salgsopstilling. Det var kunst. Universitetet havde nok altid været noget midlertidigt for mig, tænkte jeg, og mens jeg cyklede de sidste meter op over Knippels Bro, overvejede jeg at søge ind på Kunstakademiet.
Men havde kunstskolerne egentlig noget at tilbyde? Var eleverne der kom ud fra Kunstakademiet ikke lidt kedelige? Jeg var nok mere den selvlærte, upolerede type. Jeg ville gå min egne veje. Mine studier kunne vel også bruges til noget. Ja, min kunst skulle skildre det realistiske og det guddommelige på én gang. Metafysik og religion midt i de mest rå og realistiske motiver.
Trafikken ved Christianshavns Torv var som altid djævelsk og krævede min opmærksomhed. Fulde, skæve eller travle mennesker væltede ud og ind mellem fortov og cykelsti. Busserne dundrede forbi. En hjemløs væltede ud på cykelstien, og jeg havde nær kørt ham ned.
Måske var min svogers påfund med de hjemløse ikke engang så dumt. Jeg kunne jo klæde dem ud som religiøse figurer? Muhammed og Jesus som drankere på Enghave Plads. Dét ville skabe omtale.
Et par dages arbejde mere for mægleren, tænkte jeg. Så var kameraet tjent ind, og jeg kunne komme i gang med at udfolde mig kunstnerisk. Jeg trådte hårdt i pedalerne.
Boligen i Prinsessegade var en overetage i et gammelt byhus og kun halvt så stor som dem på Østerbro. Køkkenet var nedslidt, og der lugtede lidt råddent. Her var ikke haner med kogende vand eller en stor vinreol. Her var kun indtørrede hvidløgsfed, brune pletter på gulvet og ingen gode motiver. Det krævede i hvert fald en rengøring først, og det havde jeg ikke tid til.
Jeg trådte ind i en aflang stue. Her var der træbjælker, højt til loftet og et okay lysindfald. I modsatte ende af stuen stod en reol, to kurvestole og et klaver i mørkt træ. To af tangenterne manglede. Jeg var nødt til at fotografere det på afstand, hvis ikke det skulle ligne resultatet af en uppercut. Min mave rumlede. Jeg havde ignoreret sulten i timevis. Jeg satte mig på klaverstolen og spillede en af de to melodier, jeg kunne, mens jeg overvejede, hvordan jeg skulle få bare tre gode billeder ud af stuen. Men så fik jeg øje på endnu en dør, der var halvt skjult bag reolen. Jeg rejste mig, gik hen og åbnede den. Her stod en sofa, og på sofaen lå en stor krop med et tæppe over sig. Grå hårtjavser stak ud i den ene ende, en fod i den anden. Her lugtede grimt.
Jeg stod helt stille. Fire-fem sekunder gik med tunge hjerteslag.
Så bevægede foden sig en anelse.
– Sluk lyset, sagde en rusten stemme.
Jeg så mig om efter en kontakt, men her var slet ingen lamper. Rummets eneste stikkontakt var forbundet til en lille forstærker, der via et rødt kabel var sluttet til en halvakustisk guitar, som lå på gulvet.
Kroppen i sofaen bevægede sig igen, slog tæppet til side, og en mand med et stort gråsort hår så op på mig med blodsprængte øjne. Han hostede endnu en sætning op.
– Hvad laver du her?
– Jeg fotograferer lejligheden … til ejendomsmægleren.
Jeg klappede et par gange på kameratasken.
– Kom tilbage i morgen. Jeg sover.
– Men hvis jeg nu skynder mig, det tager højst et kvarter?
Manden brummede en afvisning og trak tæppet over sig.
Jeg så ud af vinduet på den sidste rest af dagslys. Frygten for ikke at nå alle otte boliger brusede op i mig. Jeg rømmede mig.
– Hvis nu jeg lover, at jeg skynder mig og …
– Okay, lød det nede fra tæppet, – hvis du henter en øl i køkkenet, er det okay.
Inde bag en halvspist kebabret i foliebakke fandt jeg nogle Tuborg Guld. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde fotograferet stuen med det samme. Lyset svandt for hvert minut. Jeg kunne alligevel ikke fotografere soveværelset med manden liggende på sofaen.
– Tag også en til dig selv, lød det derindefra, – og to til mig.
Han satte sig op, da jeg rakte ham øllene. Maven og brystet var tæt behåret. Hvide boxershorts der ikke var helt rene. Det var svært at vurdere, hvor gammel han var. Halvtreds måske.
– Skål for fanden.
Jeg tog en symbolsk slurk, satte dåsen væk og åbnede kameratasken. Jeg tog alligevel et par billeder af soveværelset; henne fra døren så jeg undgik at få manden med. Han fulgte mine bevægelser, mens han skiftevis drak af sin øl og kløede sig på maven. Da jeg gik ind i stuen, fulgte han desværre efter. Han slæbte endda guitaren med og satte sig i den ene kurvestol.
– Du fotograferer lejligheder? Det er da ikke noget at bruge livet på. Laver du ikke andet?
Jeg foregav at have problemer med at få objektivet på.
– Hva’? Laver du ikke andet end det der?
– Joh, jeg er også … en slags kunstner, sagde jeg.
– Heh, jeg var sgu også en slags kunstner engang.
Han slog en molakkord an på guitaren og grinede lidt.
– Jeg studerer også religionsvidenskab, sagde jeg så.
Han slog en ny akkord an.
– Og jeg læste filosofi engang. Jeg har en filosofisk vits, vil du høre den?
Jeg svarede ikke, men gik i gang med at fotografere stuen fra alle de vinkler, der ikke var skæmmet af kroppen i kurvestolen.
– To behaviorister går i seng med hinanden. Efter de har haft sex, deler de en cigaret, og den ene spørger den anden: ”Var det ligeså godt for mig, som det var for dig?”
Manden grinede, hvilket endte med et hosteanfald. Han drak resten af sin øl og åbnede den næste.
– Den her handler om Sartre, der går på café. Sartre bestiller en kop kaffe uden fløde. Lidt efter vender tjeneren tilbage og siger: ”Undskyld monsieur Sartre, vi har altså ingen fløde, men du kan få din kaffe uden mælk.”
Manden grinede igen og spillede videre på guitaren. Det var svært at høre, om han spillede en egentlig sang. Forstærkeren skrattede inde fra soveværelset.
Jeg havde efterhånden fotograferet hele stuen. Men endevæggen med kurvestolene, de kraftige loftsbjælker og klaveret var det vigtigste. Jeg var derfor nødt til at få ham væk.
Han må have læst mine tanker.
– Jeg flytter mig ikke, grinede han.
– Bare lige ét minut. Jeg bliver nødt til at få vinduespartiet med, det er det bedste motiv.
– Kan du ikke gøre billederne dårlige, så jeg får et par uger mere i stedet?
Hans grin slap hurtigt op denne gang og endte i en træt grimasse.
– Er det ikke din lejlighed?
Jeg ved ikke, hvorfor det først slog mig nu.
– Det er kirurgens. Jeg bor her kun, til den bliver solgt.
Han tog en slurk af sin øl og så sig omkring.
– Ryger du?
Jeg rystede på hovedet.
– Nå, men du er vel snart færdig. Hent lige et par øl mere til os.
Jeg adlød i håbet om, at øl nummer tre ville formilde ham yderligere. Jeg havde netop åbnet køleskabet, da det buldrede løs. Et meget komplekst klaverstykke. Voldsomt, hurtigt, vildt. Jeg gik tilbage til stuen.
Hele hans krop var i bevægelse foran instrumentet. Hans ryg var lige så behåret som brystet. Jeg tog et billede af ham og satte mig så i kurvestolen. Jeg trak fødderne op under mig og lukkede øjnene. Det lød forbandet smukt.
Men efter et stykke tid smældede han pludselig låget over tangenterne i. Han så på mig med et mat blik.
– Kom tilbage sidst på aftenen, hvis du vil have mere. Jeg er stadig ikke … på omgangshøjde med mig selv, sagde han og tømte sin guldøl.
Det var bælgmørkt udenfor, da jeg satte mig foran computeren. Regnen trommede på mit skråvindue. Jeg havde købt en sixpack og en pose pølsebrød i 7-eleven, som jeg åd, mens jeg sorterede fotografier. Jeg gav de udvalgte billeder en hurtig beskæring, justerede lys og kontrast, hvorpå jeg uploadede lejlighed efter lejlighed til den mailadresse, Alex havde givet mig. Klokken var lidt over ti, da jeg sendte den sidste bolig afsted.
Jeg åbnede en ny øl og tog den bærbare med over i sengen. Jeg satte noget chillet musik på, tjekkede facebook og læste et par nyheder.
Så lukkede jeg browseren og fandt i stedet billedet af manden foran klaveret frem. Der var noget dæmonisk over ham. Og var det ikke et plusord inden for kunsten, det dæmoniske? Der var mange ord, som normalt var negative, men fik en anden betydning i kunstkritik og anmeldelser. Dæmonisk, manisk, angstfuld. ”Hun tager livtag med det dæmoniske”. ”Hans udtryk er manisk og fandenivoldsk”.
Jeg åbnede endnu en øl og tog et par grådige slurke. Alkoholen frigjorde idéer, sådan føltes det. Eller var det ikke bare, sådan det var? Jeg fandt den billige vodka, jeg havde stående, frem, og hældte et glas op. Jeg bladrede gennem billederne fra Prinsessegade. Den halvtomme, gustne lejlighed. Manden foran klaveret. Pianisten. Pianisten i Prinsessegade. Måske kunne han bruges til et kunstprojekt? Han var jo nærmest et værk i sig selv? Jeg drak endnu en vodkasjus og åbnede Paint for første gang i årevis. Jeg tegnede to røde horn, der rejste sig fra pianistens hoved. Jeg morede mig med at viske hans rygbehåring ud i forskellige mønstre. Det endte med et pentagram og et lille hjerte i midten af pentagrammet.
Et øjeblik overvejede jeg at sende billedet til Alex. Og så gjorde jeg det. Jeg var ligeglad. Jeg var færdig med at slave for kapitalister.
Jeg åbnede den sidste øl og følte mig på toppen. Jeg burde jo pitche idéen for pianisten i Prinsessegade med det samme! For måske ville han forlade lejligheden, hvis han troede, at den nu blev solgt efter mit besøg. Han havde jo sådan set inviteret mig tilbage allerede i aften, kom jeg i tanke om. Sidst på aftenen, det var vel nu.
Jeg tog min frakke på. Jeg tog også kameraet over skulderen, det var allerede blevet en del af mig, synes jeg.
Det regnede stadig, og jeg cyklede så stærkt jeg kunne. Jeg svingede forbi 7-eleven og købte en ny sixpack. Guldøl, denne gang. En gave eller rettere: en investering. Jeg smilede for mig selv i mørket. Lidt efter raslede jeg hen over brostenene på Christianshavns Torv og fortsatte ned mod Prinsessegade.
Jeg låste mig ind ved hoveddøren, gik op ad trappen og skulle lige til at banke på døren til selve lejligheden, da jeg opdagede, at den stod på klem.
Jeg skubbede døren lidt længere op. Der var mørkt i både entré og køkken. Men inde fra stuen kom der et vagt lysskær. Jeg bankede knoerne et par gange mod dørkarmen. Da der ikke lød noget svar, listede jeg alligevel indenfor. Der var noget dragende og dystert over stedet. Den kompromisløse kunst var de ord, der meldte sig i min bevidsthed, mens jeg gik gennem køkkenet, lynede kameratasken op og lirkede apparatet frem.
Lyskilden var placeret i den fjerneste ende af stuen, det var den lille lampe på klaveret. Fra hanebjælken hang en krop i et rødt kabel.
