Broen
24. juni 2019
Han overvejer kraftigt at krølle det lille nussede stykke papir sammen og smide det direkte i skraldespanden, da han er færdig med at skrive ordene ned. De vil ikke forstå det alligevel. Ikke fordi han forsøger at forklare sig på nogen måder i brevet. Han har nærmest mere skrevet det som en provokation. Han gør det ikke. Står bare forstenet og glor på de små sjuskede bogstaver og rynker brynene. Han ved jo godt, at det er fuldstændigt lige meget, hvad han skriver. Intet vil alligevel give mening for hans forældre, når de i morgen tidlig må åbne hoveddøren for en politimand, der fortæller dem, at deres 16-årige søn ”ikke længere er iblandt os”, som han nok vil formulere det. Styrtdykket lige i døden. Med vilje.
Det kommer til at være for meget for dem, og han ved det. Mor vil storme til telefonen for at få sig en lang jammerfyldt snak med søster Nina, og far vil gå med lange skridt direkte til kirken for at bede for sin søns sjæl og undskylde hans synder.
Det var heller aldrig planen, at det skulle ende på denne måde. Han har altid ment, at selvmord er en forbandet egoistisk handling og udelukkende for dem, der kun tænker på sig selv. Det er en af de største synder, det er han overbevist om. Men tiderne har vendt, og nu står han der med sit sidste farvel liggende foran sig på skrivebordet. Han smiler tilfreds, da han læser ordene igen og igen. Hans forældre kommer til at hade ham mere end savne ham. Det er den tanke, der fylder hans hoved, da han tager sin mørkegrønne dunjakke og lister ud ad bagdøren.
Det er ikke en specielt lang gåtur hen til broen. Han går med slæbende skridt og sænket hoved gennem de mørke gader. Hans ånde står som en lille hvid sky foran hans ansigt, hver gang han trækker vejret. Han havde en stor diskussion med sig selv, før han tog afsted om, om han skulle lade den lille seddel ligge på skrivebordet. Ved siden af Bibelen, som han i smug hver aften flytter bogmærket en lille smule i, så mor kan finde den næste morgen, når hun vil vække ham. Eller om han skulle tage den med sig, i fald noget gik galt. Han endte med at tage den med i lommen, hvor den nu ligger. Det føles, som om den vejer flere kilo den lille papirlap.
Han ser op. Gaden, han befinder sig på, ligger øde hen, og bag alle vinduerne er der mørke. De gult lysende gadelamper og den hvide måne er de eneste lyskilder. Han lytter. Den eneste lyd kommer fra de slidte fodsåler på den fugtige asfalt. Han går midt på vejen. Tænker, at hvis han alligevel skal dø, kan det vel ligeså godt være, fordi han bliver kørt ned. Så slipper han også selv for at gøre det. Spekulerer. For hvad er egentlig grunden? Hvorfor er han på vej til at tage sit eget liv og hvorfor lige i dag af alle dage?
Det er fuldmåne. Måske er det derfor, det skal være i dag. Det er fredag d. 13. Eller det vil sige… Det er det lige om lidt. Uret på hans mobiltelefon viser 23.57. Han sukker, for egentlig var det jo ikke meningen, det skulle ende sådan her. Men han kan ikke benægte, at han allerinderst inde har vidst det hele tiden.
Han har vidst det siden den første gang, han så broen. At den ville komme til at betyde noget specielt for ham. Vidste fra den dag, det gik op for ham, at han var anderledes, at det var her midt på hovedvejen, at han skulle miste livet. Han har haft drømme om at falde, som han ikke har ønsket at vågne op fra. Han smiler ved tanken om, at de snart skal gå i opfyldelse.
Så står han der og stirrer ud i horisonten. Mobilen viser 00.14. Hans hænder ryster, da han skubber den ned i jakkelommen. Ned til sedlen. Han hoster. Ørene er røde, munden blå. Men det er ikke derfor, han skælver over hele kroppen. Han kan ikke holde sig oppe, er hele tiden ved at falde sammen. Benene truer med at give efter, og han ved, at det er et spørgsmål om tid, før de gør det.
Det er hårdt at hænge så længe ud over kanten. Det er ikke noget, han har trænet. Det er ikke noget, han havde regnet med at få brug for at kunne. Men nu hænger han der. Han kniber øjnene hårdt sammen, og gør klar. Men det er som om, hans krop bare nægter at adlyde. De tynde fingre klamrer sig til det hårde, kolde metal. Vil ikke give slip.
Han tænker. Selvom han gør alt, hvad han kan for ikke at tænke sådan nogle tanker, kan han ikke lade være. I morgen tidlig når folk skal køre på arbejde. De vil mærke et bump under bilen, stige ud og finde hans udsplattede lig. De vil senere samme aften kunne se overskrifterne i TV-avisen: “16-årig dreng fundet livløs på hovedvejen”. Død efter fald på 6 meter. Men hvad skal han gøre? Han kan jo også hive sig op, gå hjem og ordne det med det sjippetov, han ved, hans lillesøster har liggende. Måske kunne han hænge sig i deres æbletræ?
Og hans lillesøster. Lille uskyldige Laura som ikke engang kan sætte sit eget hår endnu. Hvad skal hun sige i børnehaven, når det ikke længere er hendes flinke storebror, der kommer for at hente hende? Han ser ned. De lange, tynde ben dingler under ham. Under dem, alt for langt under dem, er den sorte asfalt.
Hvis han nu bare hev sig op og overveje det lidt… Det kunne han godt, ikke? Han kunne sige ordentligt farvel til Laura, kramme mor og far en sidste gang og måske, kun måske, ville han for allersidste gang tage modet til sig og snakke til David. Åh David. David med de halvlange brune lokker og den perfekt solbrune mave. David med det skæve smil og de strålende øjne. David med den skønne stemme der kan efterlade et hvert rum i den dybeste stilhed. David der altid går sammen med Lukas.
Da den sidste tanke sniger sig ind på ham og slår ham hårdt i maven, får han igen en forfærdelig lyst til at give slip. Ikke fordi han har et valg særlig meget længere. Hans fingre er hvide, og hans arme strakte til det yderste. Men han hænger stadig.
Han sparker sin sko af. Lytter. Cirka 2 sekunder. Så hører han det høje smæld af sålen, der rammer asfalten. Det runger i stilheden. Han var ikke en af de bedste til at hænge i ribberne til idræt i skolen. Langt fra. Hans hænder plejede at blive svedige, så han gled, og han kunne aldrig holde mere end 30 sekunder. Men hans idrætslærer ville være stolt af ham nu. Han ved ikke præcist hvor længe, han har hængt, men det er længe. Sved er der ikke noget af. Hans hænder er som statuehænder, kolde og stive. Kuldegysningerne farer med jævne mellemrum gennem hans krop. Pludselig kan han mærke en regndråbe i panden. En mørk sky har sneget sig ind foran den store måne.
“Det er nu eller aldrig.” Hans stemme lyder bestemt inde i hans hoved. Men i forhold til den enorme stilhed der nu omgiver den, virker den pludselig lille og usikker som aldrig før. Han kniber øjnene sammen, trækker det ene ben op under sig og forsøger at hive sin spinkle krop op i de rystende arme. Han skriger af anstrengelse og noget vådt. Sved, tårer eller måske regn finder sin vej ned ad hans fortrukne ansigt. Han stønner, da alt luften bliver suget ud af ham. Hans ben slår imod beton og skraber ned ad siden på broen. Smerten er stor, men adrenalinen fylder mere. Meget mere. Han opdager det ikke engang, da hans underliv banker mod de hårde sten. Han kæmper bare. Han ved ikke, hvad han vil, men han ved, hvad han ikke længere vil. Asfalten under ham, som tidligere havde set så fristende ud, så smuk, så glimtende, er nu det, han frygter mest i hele verden.
Hans tæer får fat i kanten, og pludselig hænger han som en lille kanonkugle på ydersiden af tremmegelænderet. Hvis han havde taget hånden op til munden, ville lugten af blod og mønter, have nået hans næse, men han rører sig ikke. Klamrer sig bare til metallet. Han ryster. Om det er på grund af skræk eller anstrengelse, ved han ikke, men det må være en blanding.
Lettelsen bølger gennem hans krop, da det går op for ham. Han dingler ikke længere. Han er i sikkerhed. Det eneste, han mangler at gøre, er at stille sig op og svinge benene over gelænderet, ud på vejen. Derefter vil han kunne gå hjem og lægge sig i sin seng. I morgen vil det eneste tegn på, at han overhovedet har befundet sig uden for sit værelse være hans sko, der lige nu ligger helt alene dernede på asfalten. Den vil være våd og klam fra nattens regn og slud, men det vil være en sko og ikke et lig. Alligevel tøver han.
Han vender ansigtet mod nattehimlen og smiler, stadig klamrende på kanten. Støvregnen har udviklet sig, og der går ikke længe før han er gennemblødt. Hans krop ryster ikke længere så voldsomt. Han lukker øjnene. Føler sig mere fri end nogensinde. Nu ved han, hvad han vil. Han vil snakke med David. Han vil sjippe med Laura. Han vil lave mad med mor og se fodbold med far. Han vil leve resten af sit liv, og aldrig igen vil han falde så dybt. Aldrig igen vil han lade sin krop dingle ud over kanten, nej. Han vil leve.
I takt med at regnen tager til, bliver hans smil bredere og bredere. Hans hænder løsner sit greb om gelænderet, uden at han overhovedet bemærker det. Han står i sin egen lille sky af tanker. Drømme. Han drømmer om at gå hjem ad de golde gader, hilse på sin nabo i morgen tidlig, når han tager i skole. Fingrene er glatte af regnen, men han ved inderst inde, at det ikke er den eneste grund til, at de giver slip. Da hans krop falder bagover, lader han det ske, spreder kroppen ud så den former et stort X i luften. Han lukker bare øjnene og lader det ske… Han kunne have holdt
hårdere fast på broen, men kunne han have klaret at holde fast endnu en dag på det liv, han for længst har givet op på? Nej.
Hans skrig fylder natten, skærer gennem stilheden og splitter den fugtige luft. Et skrig der maler gåsehud på træernes visne blade og får de solide stammer til at skælve. Det er ikke lige så meget et skrig af frygt som det er af grin, af glæde. Det er skrig af frihed. Panikken når ikke engang at ramme ham, før asfalten gør.
Går du rundt med svære tanker? Kontakt Livslinjen her.