29. september 2020
Jeg genkender nummeret med det samme, det er fra bostedet. En, der præsenterer sig som Ida forklarer, at hun ringer for at tale med mig om Johan. Han har gemt sig under et bord og siger lyde.
– Som en bjørn, forklarer hun, – han går omkring på alle fire, hvæser og viser klør. Nu nægter han også at spise.
Det er det med spisningen, der bekymrer dem mest. Hans mentale tilstand er de uddannet til at håndtere, forsikrer hun. Men når han ikke vil spise, kan de ikke længere tage ansvaret.
Det forstår jeg vel?
Jeg svarer ja, og pakker en taske med pandebånd og skisokker, trusser og de forede støvler.
Toiletsager, D-vitamin og en mini-elkedel. Kaffen på hotellerne er altid for tynd, kopperne for små, prisen helt uden rimelighed.
Jeg kører gennem Jyväskylä, senere Kuusamo, og standser undervejs på en rasteplads, hvor et stort infoskilt fortæller om drivtømmerarbejdernes historie. En rute er tegnet op med rød, den viser vej til frilandsmuseet. 19 kilometer mod øst.
Birketræerne står som fakler langs den lange lige landevej. Gule, skingre signallys, der advarer om øde, så langt øjet rækker.
Johan har ingen bukser på, men en lang ribstrikket sweater, der når ham til midt på låret. Hans ben er tynde og senede, han har trukket dem op under sig og foldet hænderne omkring sine knæ. Han vugger fra side til side og ser ikke op, da jeg træder ind.
– Hej Johan.
Jeg lukker døren bag mig. På gangen udenfor er morgenmedicinen ved at blive delt rundt: den velkendte raslen af medicinglas, når rullebordet trækkes henover gulvet.
– Godmorgen Ilja, lyder en dyb stemme og derefter Iljas sædvanlige to stamp i gulvet, før pillerne sluges med et glas vand.
Bordet ruller videre og standser igen:
– Godmorgen Sirka.
De er tretten beboere i alt og rullebordet standser ved alle døre. Undtagen Johans. Johan er en bjørn i hi, og den slags må man ikke forstyrre. Så personalet er varsomme, de standser ikke, men ringer i stedet til bjørnens bror, siger:
– Vi kan ikke længere tage ansvaret, det forstår du vel?
Johan har lagt en hånd over det ene øje, kniber det andet sammen. Han drejer ansigtet fra side til side, panorerer. Bevæger læberne imens, men uden at en lyd får lov at undslippe. Jeg genkender mundens bevægelser. Ti smi kinisiri.
Jeg finder madpakken frem, fjerner folien.
Jeg har flækket kardemommebollerne på langs og skåret skiver af ost i en pakke for sig. I en glaskrukke har jeg små klumper af kandis. Johan elsker kandis, han kan få timer til at gå med at sutte. Smage og smelte.
Jeg lægger bollerne på en række, tæller højt.
En, to, tre, fire. Peger undervejs.
– Det er kardemommeboller, forklarer jeg.
Johan har stadig en hånd for det ene øje, panorerer forbi bollerne, væk og tilbage igen.
Det er ham, der har lært mig at se. Boller og krummer i skufferne, mennesker bag skjorter, stuetæppets frynser. Han har lært mig forskellen på at fæstne og på at flakke. Hver ting til sin tid. Engang kørte vi forbi en mark, himlen var mørkegrå, han sagde:
– Når køerne står tæt og med halerne mod hinanden, bliver det heldagsregn.
Han fik ret.
Jeg skyder en bolle i hans retning. Johan læner sig frem, gør armen lang og tager bollen mellem sine hænder. Rokker frem og tilbage. Det er ikke til at se, at det er dét, han gør. At han gentager alle remserne i hovedet.
Ti smi kinisiri pi hibriplids, Tra sma kanasara pa habraplads.
Om og om igen. Man kan ikke snyde med den slags, det har han lært mig.
Han nipper af bollen, hurtige, stjålne bidder. Mellem hver bid former hans læber remserne uden lyd. Ti smi kinisiri.
Hans værelse er fyldt med selvklæbende sedler. Overalt hænger de, gule, røde, blå, grønne lapper, der navngiver alt. Skiller dét, der gælder, fra andet.
På bagvæggen har han samlet alle ord med A.
Acetone, anemone, admiral, avis.
Atom, antilope, angst og ar.
Agnete – navnet på hans mormor.
Appelsin og ahorn, astma og Amor.
Rundt om hvert ord har han tegnet en ramme, og mellem rammerne har han trukket pile. Anemone peger på admiral – blomst og sommerfugl.
Acetone på angst (samme lugt, forklarede han, dengang han stadig svarede, når jeg spurgte.)
Agnete peger på Amor, der igen peger på ar.
I begyndelsen nægtede han bare at tale. I stedet skrev han sedler.
”Lagner uden midte” eller ”Alle fugle fortryder og vender om.”
Nogle skrev han med blå andre med rød pen, senere var det farven på papiret, han skiftede. Det lykkedes aldrig nogen at finde et system, det var ligesom med køerne på marken og heldagsregnen. Det gav egentlig ingen mening, alligevel endte han som regel med at få ret.
Mor, derimod, blev ved at forsøge.
Hun spurgte og spurgte:
– Lagen?
– Fugle?
– Hvilken midte? Hvem fortryder?
Johan svarede hende aldrig, han gentog bare sine remser, trosmoknosoropohobroplods.
Med tiden blev hun mere insisterende, nogle gange vred. Så tog hun hans ansigt mellem sine hænder og råbte:
– Johan!
Johan svarede aldrig, han gentog bare sine remser eller bankede med en pegefinger på de forreste tænder, to gange. Så én gang med fingeren på bordet og til slut ét slag med hånden mod øret.
På et tidspunkt slap hendes vrede op, og kun fortvivlelsen blev tilbage:
– Johan?
Indimellem besøgte han mormor, så sov han ved hønsene og gik i vandet uden tøj på, også efter det var frosset til.
Mormor slog et hul i isen og kaldte:
– Kom, og så hoppede han i.
Johan, der ellers aldrig hørte efter, hvad vi sagde. Ikke fordi han ikke ville, men fordi han ikke forstod. Måske fordi noget andet. Men mormor, hun kunne sige ”Kom!”, så Johan hørte efter og hoppede i.
Han kunne holde kroppen i det iskolde vand i flere minutter, indtil først huden på hans knæ blev blålig, derefter læberne. Så skyndte han sig op på land og løb sig varm, slog kuskeslag indtil farven på læberne vendte tilbage.
Og remserne: Trasmakanasarapahabraplads.
Det gentog sig indtil mormor holdt et håndklæde frem, gnubbede hans krop tør og varm, sagde:
– Det var det.
Men så døde mormor, og Johan gik fra kirken uden sin jakke, og jeg fulgte efter, det blev mørkt, og vi fik aldrig jakken igen.
Da hun døde, tændte han bål i haven og holdt det ved lige en hel uge op til begravelsen. Det var i november, i kirken sang vi salmer, og præsten talte om Agnetes høns og vinterbadeklubben og den store kærlighed til børnebørnene.
– Johan, ikke mindst.
Kisten blev kørt væk, og alle bilerne slog følge. Kun Johan gik sin egen vej. Jeg fulgte efter ham på afstand. Der lå sne på fortovet, han havde ingen jakke på, hans læber blev blå. Fem kilometer. Syv, ti, indtil han vendte om, og jeg gjorde det samme.
Det var blevet mørkt, da vi nåede kirken, og døren var for længst låst af.
Jeg sov på gulvet i Johans værelse den nat, ovenpå på to af mormors frotterede badehåndklæder, brugte min sweater som hovedpude og faldt i søvn under alle sedlerne med A.
Amor, Agnete, ar.
– Han sidder der bare dér under bordet, hvæser og viser klør. Nogle gange slår han også sig selv, forklarer hun, eller banker hovedet op mod bordet. Siger remser ingen af os forstår: tro smo konosoro?
– Det er ikke det, fortsætter hun, den slags er vi jo uddannet til at tage os af. Men nu vil han heller ikke spise, og så kan vi ikke længere tage ansvaret.
Det forstår du vel?
Og jeg svarer ja. Jeg forstår. Kører nordpå og kravler ind under bordet til Johan, spiser kardemommeboller og former mine læber som hans:
Trusmukunusuru.