18. februar 2021
Jeg er netop stået på bussen, en eftermiddag sidst i november, med Inger i viklen, den sidste bus hjem til landsbyen, da telefonen ringer.
Det er Falks far. Han skulle hente Falk i børnehaven i dag, men kommer for sent, fordi han troede, der var åbent en time længere.
Om jeg kan hente?
For en gangs skyld beklager han sin fejltagelse.
Jeg siger, at jeg tager derned, så snart jeg kan, men at jeg er med skolebussen, så det nok tager noget tid.
Jeg er nødt til at stå af oppe ved skolen – så må jeg gå derned.
Buschaufføren overhører min samtale og siger, at han kan sætte mig af direkte ved børnehaven.
Tusind tak, det var sødt af dig.
Det er jo lige med at nå det hele.
Jamen det er det.
Jeg æder min trang til at forklare ham, at det altså ikke er mig, der har glemt Falk i børnehaven.
Sætter tasken fra mig på det brunmelerede sæde. Der ligger et stykke tygget tyggegummi i det lille askebæger på sædet foran mig. Jeg rykker over på den anden side af midtergangen.
Bussen kører den lange vej ud til landsbyen, hvor vi bor. Alle børnene ude fra landet skal også have mulighed for at komme hjem med den sidste bus.
Skumringen falder over et fugtigt landskab, og dråberne trækkes skælvende henad vinduerne.
Jeg kender ruten ud og ind, fra jeg var barn. Af en eller anden grund synes alt uforandret på lige præcis denne vej. Træerne i skoven og i markskellene har den samme højde, de samme silhuetter i skumringen som for tyve år siden. Vindblæste rækker af fyr.
Han stopper hele tiden bussen på alle andre steder end ved stoppestederne.
Man kan se på børnene, at de er vant til det. Han stopper der, hvor de bor.
Ved én lille grusvej over markerne. En anden lille grusvej ind i skoven. Min puls stiger for hvert ekstra stop.
Jeg tripper uroligt, og Inger rører sig i viklen.
Forestiller mig Falk, der sidder foran sit rum og venter. Han ser ned i gulvet. På hans rum hænger en våd flyverdragt, ligger pinde han har samlet og i timevis ventet på at vise til én, han kender.
Neonlyset over ham. De fjerne lyde af den sidste pædagog, der ordner et eller andet på den anden stue, imens hun venter på at få fri.
Han har beskidte fingre, han har samlet mudder i lommen på sin flyverdragt.
Vi nærmer os vores landsby og to teenagepiger sætter sig på sædet overfor mit for at snakke med chaufføren.
De vil høre, om han ved, hvor Grønlundvej er, om han vil sætte dem af der?
Det vil han godt, siger han.
Tak, siger de, generte, selvom de har voksne ansigter med mørkerød læbestift.
Det klirrer fra en pose, de har med.
Nååh, siger han. Er I på vej til fest?
Ja-a.
Pigen ser vagtsom på ham. Han ser på vejen.
Inger og jeg er de næstsidste i bussen, da han sætter os af overfor børnehaven.
Jeg småløber over vejen og børnehavens parkeringsplads, åbner metallågen med en rungen, har alt for travlt.
Nogen har sat lyskæder op i buskene foran indgangen. Bevægelsen i de våde grene får busken til at glitre i blæsten.
Der er mørkt inde i entréen, konstaterer jeg, inden jeg griber håndtaget.
Der er låst.
To gange trykker jeg det kolde håndtag hårdt ned, inden jeg småløber, så godt jeg kan, om på den anden side af bygningen til bagdøren på legepladsen, men også her er der låst. Jeg kan se konturerne af puderummet kun oplyst af det grønne “nødudgang”-skilt.
Jeg trækker med lidt besvær telefonen op af jakkelommen – der er en sms, det må være fra Jens. Den er fra Red Barnet. Min puls stiger.
Jeg ringer op til Jens.
Han tager den ikke.
Jeg lader den ringe længe.
Ringer op igen.
Lægger, pludselig forpustet, en besked på hans svarer.
Så prøver jeg at finde nummeret til børnehaven, jeg prøver at logge på Aula, taster koden forkert flere gange. Til sidst lykkes jeg med at finde hovednummeret og ringer op.
Intet svar.
To gange, tre gange.
Intet svar, selvom det kan jeg jo sige mig selv, jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved.
Så prøver jeg igen at ringe op til Jens, måske er han alligevel nået frem.
Inger giver et grynt fra sig i viklen, og jeg vugger kroppen op og ned.
Måske er han alligevel nået frem, Inger. Så, så, så. Shh. Tag den nu tag den nu tag den nu!
Telefonen går på svarer.
Okay, siger jeg til Inger, der sover videre mod min svedige krop.
Nu har vi sgu et nyt problem.
Hvad gør vi hvad gør vi? Ned til Bente! Vi går ned til Bente og spørger hende, hvor fanden Falk er. Man må ikke bande, nej nej. Det er vi nødt til. Afsted til Platanvej.
Jeg tænker, at hun måske kan have taget ham med hjem, fordi hun ikke gad vente længere, måske havde hun ikke mit nummer.
Støvregnen er taget til, vandet flyder ned ad mit ansigt, og jeg må knappe frakken udenom Inger, så hun ikke bliver våd, mens jeg kluntet halvløber ned ad fortovet. Da jeg er drejet ad vejen ud mod de nybyggede, prøver jeg igen at ringe til Falks far.
Ingen tager den, men jeg ringer op igen, hver gang den går på svarer.
Tag den nu, tag den nu, hvad tror du, du har gang i!
En bil trækker i sidste øjeblik ud og giver plads, heldigvis kan jeg ikke se chaufførens ansigt.
Man kan ikke se folk her, hvor gadelygterne står mere spredt, så jeg hopper ned på det glatte skrå stykke græs i vejsiden mod grøften, snubler, griber for mig med én hånd, Ingers hoved med den anden, tørrer den våde hånd af i frakken, da jeg igen står op.
I Bentes hus er der heldigvis lys, og jeg kan se hende over den dampende gryde med tændt lys i emhætten, jeg tænker, måske sidder Falk et sted i stuen og ser film med Bentes unger og kan mærke, hvor tung min puls føles, da jeg ringer på. Jeg prøver forgæves at tørre sved og regn af ansigtet.
Bente åbner med et stramt smil, som om hun har ventet mig, selvom jeg allerede har irriteret hende nok.
Bente jeg er simpelthen så ked af at forstyrre midt i din aften, men ved du tilfældigvis, hvor Falk er? Jeg skulle hente ham – for Jens, han kunne ikke nå det – men der var låst overalt dernede, jeg prøvede også bagdøren, og når jeg ringer, kan jeg ikke komme igennem til nogen og jeg har selvfølgelig prøvet en del gange, og så er det bare så sindssygt uheldigt, at Jens heller ikke lige er ved telefonen lige nu åbenbart, så der er simpelthen ingen, der kan fortælle mig, hvad der sker.
Jeg mærker pludselig gråd bevæge sig op gennem kroppen, og jeg niver den ene hånd hårdt med den anden.
Ja, jeg hørte godt, at dig og Jens var forsinkede igen i dag siger hun med nedadvendte mundvige.
Nej siger jeg, Nej nej, det var simpelthen Jens, der var forsinket og jeg hjælper ham med at hente, fordi han er forsinket! Jeg er virkelig også ked af, at jeg forstyrrer dig! Men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg ellers skal gøre, når jeg ikke kan finde min dreng!
Det går simpelthen ikke, I kommer rendende her efter lukketid, fordi I ikke har tid til at komme indenfor åbningstiderne. Det kan du godt selv se, ikke?
Jo! Jo, selvfølgelig, siger jeg og mærker det begynde at prikke i fingrene og flimre i kanten af synsfeltet, jeg tænkte bare, at hvis du havde været den sidste på stuen kunne det være, at du havde taget ham med hjem. Altså ikke fordi du er forpligtet til det, men det kunne jo være du synes, at det var mest praktisk. Og jeg er jo nødt til at finde Falk!
Det er som om stemmen ikke længere er min, jeg lytter til en andens stemme og jeg kan høre den knække over til sidst.
Ja, altså nu var det jo ikke mig, der var der til luk, siger hun surt, hun forbarmer sig, det var Martin. Han har nogle gange taget et barn med op at handle, hvis forældrene havde for travlt til at følge åbningstiderne. Du kan jo prøve at gå derop og ellers må du prøve hans privatnummer.
Ok, tak! Det prøver jeg! Tak! Jeg har ikke Martins privatnummer, er jeg bange for, kan du eventuelt hjælpe mig med det?
Nå, ja nej dét må jeg ikke give ud. Så må du bare lige prøve deroppe. I Brugsen.
Jeg siger tak og undskyld og farvel og bevæger mig så hurtigt jeg kan opad bakken mod Brugsen. Inger er vågnet og ser med klare øjne ud på regnvandet, gadelygternes spejl.
I Brugsen er der roligt. En enkelt mor og hendes to børn står tæt på kassen og kigger på chokoladejulemænd. Umiddelbart kan jeg ikke se andre. Jeg går et par gange rundt om alle hylderne og hører kun køleskabets summen.
Til sidst spørger jeg kassedrengen, om han mon tilfældigvis har set Martin nede fra børnehaven med en dreng med lyst hår herinde for nylig. Nej siger han med et beklagende ansigtsudtryk, der har været nogle børn, men Martin fra børnehaven har ikke været der, det er han ret sikker på.
Udenfor, under halvtaget, mærker jeg panikken som en larm i kroppen, jeg kan ikke tænke.
Slap af, slap af, slap af, træk vejret, ikke Inger, nu trækker vi to lige vejret.
Ok, vi trækker vejret og så ringer vi til landbetjenten og spørger, hvad vi skal gøre, når Falk han er blevet væk. Det må vi gøre, Inger, og så lige falde heeeelt ned.
Nu prøver vi lige Jens, det røvhul, én gang til!
Netop som jeg finder telefonen frem får jeg øje på Jens bil, der holder lidt længere oppe ad vejen. Han står ud for bagsædet med overkroppen bøjet ind ad den åbne dør.
JENS!
Jeg råber af mine lungers fulde kraft, imens jeg begynder at løbe derop.
JENS! HAR DU FALK?
JENS!
Jens vender sig og kigger irriteret på mig med løftede hænder til en uforstående gestus, han laver en grimasse.
JENS har du hentet ham?
Ja, jeg har hentet ham, siger Jens og vrænger sit ansigt.
Falk, vink til mor, hej heeeej mor!
Jens smækker bagdøren og går om til forsædet og jeg kan se Falks ansigt, han presser næsen flad mod ruden og vinker. Jens sætter sig ind, smækker døren.
JENS FOR FANDEN I HELVEDE!!!
Jeg råber, mens han begynder at køre.
En mand, jeg kender af ansigt, men ikke af navn, går forbi og siger dav.
Dav
Jeg rynker brynene og presser læberne sammen, som en undskyldning for mit råberi på gaden.
Prøver med hektiske bevægelser at tænde skærmen på telefonen, men den er åbenbart løbet tør for strøm.
Et øjeblik overmander gråden mig, jeg hulker som en gøende hund ind i mit ærme.