Roser er røde, violer er blå
8. februar 2017
SKIDE, LILLE R. BLIV TIL STØV. PLEASE. LAD MIG INDÅNDE DIG, SÅ DU IKKE LÆNGERE EKSISTERER I MIN VERDEN. STOP NU MED AT TRÆKKE VEJRET. ELLER FLYT I DET MINDSTE LANGT VÆK HERFRA
Først havde de været bedste veninder, havde leget indtil deres knæ var dækket af asfaltpest, og deres hænder var sprukne af harpiks fra klatretræerne.
De havde tegnet mystiske tegn på hinandens rygge med usynligt blæk og havde troet på, at elverne kom ud af den gamle jordhøj i deres skov efter mørkets frembrud. Elverne, som trak mennesker med ind i deres dødelige dans og badede en i sølvdammen, ringlende armbånd og øreringe blinkende i månelyset. Kom man tilbage fra elvernes rige, ville man for altid være an enchanted one, et menneske med en særlig magt over svagelige, der kan lokkes med ting, der glimter og dufter sødt.
R + S. De var sprunget nøgne igennem vandsprederen på det svedne græs i Röskvas have og havde revet deres mundvige på de fedtede sodavandsis i plasticrør. Smagen af blod og sportsvarianten var stadig Sofies stærkeste minde fra sommerferierne på vængerne.
De havde holdt i hånd, når Sofies mor råbte. Og når Sofie var bange for at komme hjem fra klub.
”R + S” var brændt ned i deres håndflader med loddekolben fra Röskvas fars værksted. De var begge kommet på skadestuen og havde smilet lykkeligt hen over sygeplejerskerne og renseservietterne. Havde beundret deres betændte sår, som langsomt blev hvide.
Men det virkede som hundrede år siden. Og nu cyklede Sofie først i skole, Röskva fem minutter efter. SIKKERHEDSAFSTAND!
R + S havde hørt hjemme i florakvarteret, hvor de kun boede adskilt af Tyttebærvej. I skolen havde de aldrig været sammen. Fra første skoledag havde Sofie vidst, at sammen med Röskva ville skolen blive et ensomt sted i udkanten af de grupper, hvor der blev inviteret til fødselsdage og arrangeret samkørsel til svømmehallen i weekenden. Og Röskva havde accepteret. Havde endda købt en hjerteformet æske med øjenskygger til Sofie til hendes fødselsdag.
SELVFØLGELIG AF DEN HELT FORKERTE SLAGS. DEN, DER LUGTER AF TYGGEGUMMI.
RÖSKVA STÅR DER BARE MED PAKKEN I HÅNDEN OG SMILER, DEN LATTERLIGE HUNDEHVALP!
De så kun hinanden uden for skolen på deres lille sted i skoven. Der havde de plantet deres mødres halvdøde potteplanter og begravet hamstere og undulater med andægtighed og tændstikkors.
DU VAR SÅ GLAD NÅR VI VAR SAMMEN, R. HVIS BARE DU VAR BLEVET VRED, HAVDE SAGT NEJ TIL MIG. I STEDET FOR AT VÆRE SÅ BARNLIGT LIGEGLAD OG BARE BLIVE VED MED AT BINDE BLOMSTERKRANSE TIL MIG! SÅ UTROLIG DUMT!
Da de fik deres menstruation med få dages mellemrum, var det også slut med at mødes i hemmelighed. SLUT! FORSTÅR DU DET. DU SKAL IKKE FØLGE EFTER MIG.
Sofie havde taget et valg om at blive en af de populære piger med beskeder skrevet på skoletasken med rettelak:
Og hun var blevet fundet af smukke, rigtige Stine, noget, som hun ikke engang havde turde drømme om.
”S + S” i rettelak. Stine, som drengene gerne ville gå i skolens madbod for, Stine, som Sebastian fra overbygningen kiggede efter til skolens fællessamling.
Röskva brugte ikke bind ordentligt, blødte igennem, kom til idræt, selvom hun havde det røde løbende ned mellem tæerne i brusekabinen.
Stine havde tamponer fra Tyskland, der lugtede af deodorant. Sammen med Stine fik Sofie lov til at tage i centeret efter skole. De købte trusser og bh’er med hjerter gennemboret af pile og gik på café, hvor de drak varm kakao.
Röskva og Sofie hilste ikke på hinanden.
MEN DET ER FANDME SVÆRT, NÅR HUN HELE TIDEN SKAL GØRE OPMÆRKSOM PÅ SIG SELV MED SINE GULE SMÆKBUKSER. OG KOMME I SKOLE MED EN VORTE MED ET STRAMT STYKKE SNOR BUNDET OM. HVORFOR? FOR AT DEN SKULLE VISNE AF SIG SELV! ÅH, DET ER SÅ KLAMT.
I hverdagen gik det egentligt ok. Her kunne Sofie hvirvle rundt med den lange hestehale som en beskyttende talisman. Hun kunne sidde længst væk i klassen og spille mur med de andre i frikvarteret, hvor Röskva ikke kunne nå hende.
Men nu skulle skolen til Møgelø på den store fælles lejr. Med lommepenge og tøj til alt slags vejr. Alle elever på en øde ø. Lærerne havde pakket vikingespil og kopieret ”Joanna” i 120 eksemplarer. Den skulle være årets fællessang.
Der fandtes kun kolonien og et par sommerhuse, som tyskerne brugte. Tyskerne. Sådan sagde deres skoleleder.
Der skulle udvises respekt for, at de ikke var de eneste på øen: ”Saml op efter jer selv, bliv inden for koloniens grænser. Hvis man skal i Strandkiosken, er det med en lærer”.
De ældste elever blev kærester og udvekslede slik og souvenirs. De yngste skulle klare at være hjemmefra uden at tisse i de nye soveposer. Dette kunne blive det minde, som bandt Sofie og Stine sammen i resten af udskolingen. Hvis en koloni gik godt, ville den blive til historier, fortalt igen og igen, med billeder fra strandture og fjollede ansigter taget helt tæt på. Billeder, som kunne hænge på deres spejle derhjemme og minde dem om, hvor sjov og særlig en tid, de
havde delt.
Kolonien skulle bare gå godt. De SKULLE læse Vi Unge på vejen og grine af hinandens kærlighedshoroskoper.
R SKAL IKKE KOMME FOR TÆT PÅ!
Kolonierne havde tidligere været en undtagelse fra Sofies regel om ikke at være sammen i skoletiden. Her havde Röskva og Sofie lavet tryllebryg med knuste mariehøns, søsalat og skovsyre.
Sidste år, året før Stine, havde de fundet en perfekt æggeformet sten på stranden. Helt hvid og fuldkommen oval. De havde vogtet den sten, tjekket op på den hver dag. På koloniens sidste dag havde de hentet stenen og sat den for fodenden af deres køjeseng. Men klasselæreren havde taget stenen, imens de sov. Man kunne ikke slæbe noget med hjem på den måde.
Röskva var løbet ned til stranden, hvor klasselæreren måtte hente hende, inden de blev læsset på busserne hjem. Röskva havde haft vilde øjne og våde ærmer, snot på kinden.
Sofie var sej i år. Og hun skyldte alt til Stine. Hvis bare nu ikke det hele blev ødelagt på kolonien. På grund af Röskva og soveposen fra de små klasser med et motiv af løbende heste med fejende maner.
HUN KUNNE SÆTTE ILD TIL DEN KLAMME SOVEPOSE. ELLER STOPPE R NED I DEN OG SNURRE DEN TIL.
På togturen læste de Stines blade og spiste appelsinskiver, som Stines mor havde pillet helt fri for den hvide skal. Flere af drengene kom forbi for at snakke med Stine og også lidt med hende. Især Andreas. Hun gav ham en tår af sin dåsecola og var glad for at have lånt Stines stroptop med similiskriften foran. Den hjerteplettede bh indenunder.
Det grønne og blå Danmark virkede på Sofie som et søvndyssende pulver, og hun sov, da de passerede Lillebæltsbroen. De sejlede over til øen, som lå midt ude i en af Silkeborgsøerne.
Kolonien var et smukt hus, hvor man trådte lige ned til vandet, når man gik ud af hoveddøren. Inden for lugtede der af kælder og træ. De skulle bo på store sovesale og dele køjesenge, hvor man kunne ligge tre i soveposer på den brede side. Lærerne havde fordelt sovepladserne, så Stine og Sofie skulle dele seng med Röskva.
Madrasserne, de skulle sove på var fnulrede og havde pletter. Over deres seng stod der “shit life”, “Kasper stinker”, “hvis du søger en buttet elsker så ring på dette nummer….”
Stine havde smidt sine ting i midten af sengen, taget rød bikini på og var løbet ud af sovesalen. Hun havde ikke skænket Röskva et blik.
Sofie vidste, at hvis Röskva begyndte at tale, lukke alt det hemmelige og særlige ud, som de havde delt, så ville hendes fine sandslot, hendes arm under Stines, hendes cykel ved siden af Stines røde damecykel, det ville alt sammen rådne og forsvinde mellem fingrene på hende.
Sofie skrev: “Sofie og Stine was here ’95”, på lamellerne under madrassen, hun gentog det for sig selv som en trylleformular, Sofie og Stine was here ’95. Og tog sin bikini på. Magen til Stines bare i blå.
R, DU HAR BARE AT VÆRE LUFT FOR OS, JEG VIL GLEMME, AT DU LIGGER DER MED DINE GRIMME HESTE OG HÅRENE PÅ DIN KROP.
Dagene gik. De sejlede over til Himmelbjerget. De købte Ying og Yang-halskæder og kvindetegn i sølv. I lædersnore. De købte chokolade og fordelte den i udstrakte hænder.
Andreas kom hen, bød chips rundt, smilede. Sofies mund var fedtet med den shiny lipgloss, som Stine delte med hende flere gange i løbet af turen.
Men en dag tog Röskva et fiskehoved med fra stranden, hun lagde det i et syltetøjsglas oppe i deres seng. FOR SATAN HVOR ER HUN KLAM. HVIS BARE HUN VILLE HOLDE OP MED AT STØJE MED SIN FISKEDUNST!
De opdagede det først, da hele salen stank. Lugten af tissekone blandet med rådden fisk hang i sovesalen, indtil en lærer fandt det formørkede glas.
Men alt det mærkelige kunne være svundet ind og være blevet mindre betydeligt. Måske ville Röskva på et tidspunkt have flyttet skole.
Det, der betød noget, var, den dag R faldt ud af køjesengen og ned på det blå linoleumsgulv, da hun var ved at klæde om. Hun vred sig med lukkede øjne og uden at græde. En lille orm med hestehalen indfiltret i en pink elastik. Tynde trusser, som gjorde Sofie rasende. Det var så pinligt, og Röskva var skyld i, at alle fik det klamt med at være på sovesalen.
NU VED ALLE, HVEM DU ER! AT DU ER EN FREAK!
Hvad Sofie ikke havde regnet med, var mystikken omkring Röskva, som indfandt sig efter faldet. Röskva gik stadig alene, men der var kommet en hvis interesse for hende. Lidt ligesom hvis man havde fået et bat i hovedet under en rundboldkamp. Sofie så, hvordan de ældre elever hjalp Röskva med køkkentjansen, flere af pigerne sneg sig til at spørge om, hun kunne mærke om, hun havde fået en hjernerystelse.
Sofie kunne ikke gøre noget ved, at Röskva fik lov at sidde ved deres bord til måltiderne.
Da de skulle løbe Robin Hood-løb på lejrens sidste dag, skulle Sofie, Stine og Röskva være på hold sammen. De skulle rundt på hele deres side af øen for at nå alle de poster, som lærerne havde sat op.
HVORFOR SKAL DU ALTID SVEDE R? OG BLIVE RØD I HOVEDET. DU GØR DIG SELV SÅ MEGET TIL GRIN, AT DET VAR BEDRE, OM DU SANK NED I MUDDERET OG BLEV DER. SÅ KUNNE STINE OG JEG SIDDE I MOSSET INDTIL, AT LØBET VAR SLUT. VI KUNNE SNAKKE OM AT VÆRE VENINDER FOR ALTID.
Og måske var det, fordi Sofie tænkte på Stines hånd, at de blev væk fra Röskva uden at bemærke det. De kaldte efter hende i skoven, kiggede nede ved bådebroen.
Løbet sluttede og stadig ingen Röskva.
KOM NU FOR HELVEDE BARE TILBAGE. HVORFOR SKAL DU ALTID GØRE SÅDAN NOGLE MÆRKELIGE TING. KOM NU TILBAGE!
Efter aftensmaden snakkede Sofie og Stine ikke, gik bare direkte i seng. Stine krammede sin sovepose. Lærerne havde spurgt efter Röskva, havde virket bekymrede og vrede.
JEG HÅBER FANDME, HUN ER FALDET UD OVER EN SKRÆNT!
Det var sent, da Röskva kom tilbage.
”Röskva?”, hviskede Stine:
”Jeg kunne ikke finde jer, så jeg gik ned til tyskernes sommerhus. De holdt fest, så jeg kunne høre musikken… Hvis jeg fortæller jer, hvad der skete dernede, lover I så ikke at sige noget? Ikke til lærerne, ikke de andre piger, det skal være mellem os. Ok?”
Sofie ventede på, at Stine svarede for dem begge. Men det næste der skete, fik hende næsten til at græde og brække sig på samme tid. Stine kravlede henover Röskva, så hun kom til at ligge imellem dem. Nu kunne de begge høre Röskva uden at vække pigerne i underkøjen.
R’S KROP LIGGER SÅ TÆT PÅ MIN, AT JEG KAN LUGTE PARFUMEN FRA DE TYSKE DAMER. HUN HAR ANSIGTET VENDT IMOD STINE. DE GLEMMER AT JEG FINDES. JEG DRYPPER NED PÅ GULVET SOM EN VANDMAND, DER ER BLEVET GLEMT PÅ BADEBROEN.
Röskva fortalte: ”De inviterede mig indenfor. Det var et vildt hus. Damerne havde kjoler på og én havde guldarmbånd helt op ad armen. Mændene havde skjorter på og jakker, de duftede af sæbe. Jeg fik sandwiches med noget lyserødt kød. Kvinden med armbåndene strøg mig hele tiden over fletningen, de andre smilede. De skruede op for musikken og spurgte om, jeg ville se, hvordan de kunne danse. Det ville jeg gerne, og så satte de noget trommemusik på, som de gik helt amok til. De svedte og ville tage et bad, så jeg tænkte, at jeg skulle gå. Men jeg måtte gerne blive. Og badekarret var næsten som en svømmepøl. Vi kunne alle sammen være i det på en gang. Og så badede vi, og jeg blev rullet i et håndklæde, og jeg måtte låne en varm trøje af damen med guldarmbånd. Her. Hun gav mig også dem her”.
Så rakte Röskva to tynde armlænker i guld ned i soveposerne til Sofie og Stine. Röskva havde selv en guldlænke magen til rundt om højre håndled. ”Sådan!”.
Stine bad Röskva fortælle mere om huset. Helt inde i en skygge så sort, at Röskva helt måtte have glemt, at hun lå der, lå Sofie.
JEG FINDER DET SKIDE FISKEHOVED, NÅR HUN FALDER I SØVN. JEG STOPPER DET NED I HALSEN PÅ HENDE, SÅ NÅR HUN VÅGNER, VIL HUN KOMME TIL AT SLUGE DET I CHOK. DET VIL SÆTTE SIG PÅ TVÆRS AF HENDES HALS OG PUNKTERE HENDES LUFTRØR. HUN VIL BLIVE BEGRAVET MED SINE GULDARMBÅND. OG NÆSTE ÅR HVOR STINE OG JEG BLIVER KONFIRMERET, VIL VI UDVEKSLE RØDE ROSER OG BARE GÅ FORBI HENDES GRAVSTEN UDEN AT SE DEN! R HAR TAGET DET, DER ER MIT. R HAR LAGT EN STOR LORT I DEN RENE, HELT UPLETTEDE VERDEN, JEG SKULLE EROBRE SAMMEN MED S.
Næste dag på båden stod de alle tre sammen ved rælingen. Röskva stod i midten, og så man pigerne bagfra, kunne man næsten ikke skelne kroppene fra hinanden, de ensartede, franske fletninger.