30. maj 2018
Tryk på play, når du begynder at læse teksten. Estimeret læsetid: 16 min.
1
Jeg går henover gårdspladsen et sted i Jylland under den første finanskrises efterdønninger. Jeg har sat en række stævnemøder op, som mine børn har omtalt som speeddating. Jeg synes, at begrebet virker skræmmende. Efter den voldsomme mængde kviklån, som jeg kun lige med nød og næppe overlevede afbetalingen, vil jeg egentlig bare leve et stille og roligt let liv. Jeg går ind på restauranten, hvor jeg har sat mine aftaler op. Der er velourdue på alle de store runde borde. Jeg går ind i et tilstødende lokale, hvor der står kringle og kaffe på hvidt porcelænsservice. Jeg er lidt i tvivl om, hvad det egentlig betyder – dette bagværk. Jeg sætter mig ned ved bordet, og jeg trækker mit papir frem med mine forberedte spørgsmål, som jeg efter en længere periode uden succes med det modsatte køn, har forsøgt at lære i hovedet. Min første date kommer ind af døren. Jeg er sikker på, at jeg kender hende. Hun har en rød trøje på, hvor der står princess henover hendes fyldige bryster. Jeg tilbyder hende kringle. Hun tager imod kringlen, og vi snakker udmærket sammen i et godt stykke tid, indtil hun bryder sammen, og grædende spørger hvor lang tid, der går før man møder den “eneste ene”.
2
Nu snakker gangene i mit indre igen. Jeg går fra hylde til hylde, og inde i mig runger en urangst så modbydelig og dejlig, at jeg er ved at falde bagover, da jeg kigger ind øjnene på denne kvinde. Det er jo latterligt. Denne scene: Mig i klaphat og fodboldudstyr, skrigende, råbende på et sprog, der ikke passer mig. Jeg er mere den glade type. Den nysgerrige og hyggeligt interesserede type. Det er svært. Jeg har i flere år levet som skønhedsideal. Lys i huden, men med en pigment, der brunes så let og jævnt i forårets første måneder. Mine slanke lemmer optræder på forsider i hele verden. Hver dag er der mennesker, der bliver opereret, så de kan ligne mig. Store og let buede øjne med en blågrøn farve. Mine læber er fyldige, men ikke vulgære. Jeg er en grænsefigur mellem det kunstige og naturlige. Man kan være i tvivl. Er det blevet skåret der, er der blevet lagt lidt ind der, men nej. I utallige interview, henover årtier, århundreder, holder jeg på, at jeg er fuldstændig natural. Denne løgn sætter sig fast og nu er jeg blevet gammel. Jeg er i min karrieres efterår. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg holder mig inden døre. Isolerer mig i mit skandinavisk designede hjem i lyst træ. Nu er jeg her.
3
Jeg lukker øjnene og sidder foran denne ulykkelige kvinde og tænker på at trække kloren ned i mine lunger. Det blå vand i min krop mens jeg dør og dør. Mine efterladte har så mange spørgsmål, at jeg overvejer at få trykt en lille bog med mine svar. Jeg ligger i overfladen i hvidt tøj. Hvid polo, hvide skinnende badeshorts. Korte. Jeg er pooldreng involveret i en voldelig og intens affære med min chefs kone. Jeg har kræft i hjertet, og det vidste jeg ærligt talt ikke, at man kunne få. Mit hjerte er porøst, næsten opløst, boblende, blævrende – ja, lige godt ubrugeligt. Det er svært at føle noget. Jeg er faktisk kommet over på den anden side af smerten. Fuldstændig ligeglad med mine åbne sår og blå mærker. Hendes fantasier fra erotiske kioskbaskere. Hvad er der at lave i bakkerne? Hver morgen renser jeg blade op fra hendes pool. Denne morgen regner det, så hun står i baggrunden med en paraply over hendes opsatte hår. Hendes øjne følger mig. Hun flyver med en drone over mig. Hun synes, at jeg er så lækker på dronens kamera. Jeg skal smide trøjen. Det er det tidspunkt på dagen. Jeg skal smide trøjen. Jeg smider trøjen, og dronen nærmer sig min krop. Den flyver om mig med sine små ivrige propeller. Jeg kigger ud over poolen, ud i bakkerne, jeg lader min krop falde. Dronen der hæver sig, vandet der trænger ind i mine sår. Vandet der roligt bliver rødt, mine lunger der sprænges så svitsende og blå. Hende der vender sig om, og går ind igen. Keder sig.
4
Hun er forvirret over min stilhed, hendes tårer, der løber stille og smukke. Hun ved det ikke, men det begynder som en besættelse. Jeg dukker op steder, hvor jeg ikke er ønsket. Jeg bliver stædig. Grov. Jeg forklarer folk, hvorfor jeg er den bedste, hvorfor jeg er født til at vinde. Jeg går fra festen med et smil på læben. Jeg bliver beundret, da jeg sætter mig ind i min bil. Det er så enkelt. Jeg hader kvinder. Så enkelt er det. Jeg står foran spejlet og det er ikke fordi, jeg ikke har hørt om underbevidstheden eller at jeg er specielt skadet af min barndom, men foran spejlet siger jeg: Jeg hader kvinder. Sådan grundlægger jeg en bevægelse, som fortsætter ned gennem generne. Jeg er den lille mekanisme, der får manden til at sætte sig for enden af bordet, den lille brist, der får manden til at slå kvinden, til at vente udenfor i regnen i en sen nattetime – lægge sin tunge, varme og dunkende krop over kvinden. Jeg står og griner til spejlet. Jeg er en gammel mand. Lagt ned i koderne for længe siden. Jeg er udmattet, men ikke træt af mit job. Jeg er stolt og arbejdsom og selvom jeg har været udfordret de seneste år, så mener jeg stadig, at jeg har god markedsandel. Der bliver stadig stjålet kvinder, der bliver stadig handlet kvinder, kvinder bliver stadig mødt af en samfundsstrukturel modstand, som jeg er ophavsmand til. De slipper aldrig af med mig. Det der begyndte som en besættelse er blevet en tilstand. Jeg vil sidde for enden af bordet indtil broerne brænder.
5
Hun er endt her. Lidt uheldigt foran mig. Det er hendes egen skyld, og hun burde have forudsagt, at jeg er halvt menneske, halvt global strøm – altid på flugt. Jeg går rundt og råber så højt jeg kan. Kan i se træerne: De er fandme så pissegrimme, at jeg ikke fatter det. Jeg er halvt menneske, halvt ovenpå det hele. Jeg går fra den ene skraldespand til den anden, og jeg siger dig – kom og se min verden. Jeg er halvt menneske, halvt opdagelsesrejsende i jordens indre. Jeg dykker ned gennem lag af aflagte kemikalier. Jeg indoptager dem i huden, og jeg vender tilbage som global opvarmning, som en vandrende ørken, som fuck nu det. Jeg er halvt menneske, halvt hele verden boret ind i dit kranie som ny DNA. Jeg aer dig på kinden her ved bordet, og jeg tager kampen fra dig. Du er nu en brik i mit spil – et nemt offer for min næste plan. At indtræde som konkurrencestatens – VÆKSTDEMOKRATIETS – MOTHERFUCKING VÆKSTDEMOKRATIETS – FRONTSOLDAT. Jeg er halvt menneske / halvt algoritme i en dårlig beregning af en berømt økonom. Tag en tår af din kaffe, en bid af din kringle også snakker vi om den eneste ene.
6
Jeg prøver at kysse hende, og jeg sidder i en lyserød tåge. Jeg er iført min uniform. I den er jeg torden. I den er jeg Gud. Jeg er smuk og det er farligt. Det ved hun godt. Det er en destruktiv måde at gå igennem livet på. Jeg står op, og bruger hele dagen på at smøre mig ind i olie. Jeg har svært ved at tjene penge. Dels på grund af min olieindsmurte sjæl, dels på grund af, at folk besvimer, når de ser mig. Jeg er gudesmuk. Jeg er torden. Jeg er Gud. Jeg er en soldat i en flot uniform på en slagmark i Mellemøsten. Gud, hvor er jeg smuk. Jeg sveder så afsindigt. Olien driver ned af min ryg. Jeg løfter geværet, jeg snakker lidt fransk til en algerisk oprører i midten af 50’erne. Det er egentligt sjovt, at han forstår mig. Men som mig er han lavet af olie og undergrund, da kulden trænger ind i hans hjerte. En frostklar ørkennat, under hvis stjerner jeg lader min kniv trænge ind i hans unge lunger. Jeg er i en slags lyserød tåge, mens jeg graver ham ned, og lader ham vende tilbage til olien, til reserverne, til mit inderste. Da jeg rejser mig op, uha, der er det som, at mit ansigt falder af. Det falder ligesom bare, hele kroppen, alle musklerne. Kroppen kravler ligesom selv ned i graven. Jeg ligger ved siden af den algeriske soldat. Jeg kysser ham, kysser hende og dykker ind i evigheden.
7
Vores hjerter skal åbne sig. Hun stikker en sonde ned i min hals og mit hjerte åbner sig. De rytmiske slag i natten. For hvert slag bevæger jeg mig længere væk. For hvert slag bevæger jeg mig længere ind i min sorg. Jeg har anstrengt mig for at være et politisk subjekt. Jeg har anstrengt mig for at bevæge mig inden for det demokratiske samfunds rammer. Men nu slår mit hjerte for noget helt nyt. For hvert slag bevæger jeg mig længere væk. Jeg bevæger mig som et sørgmodigt subjekt tilbage i noget der engang var en lineær fortælling om verden. Mit hjerte åbner sig og jeg åbner det og strækker det udover markerne. Det er det eneste rigtige. At åbne sit hjerte og strække det udover markerne. Jeg er et politisk subjekt på et tidspunkt inden de politiske teorier, og jeg føler med hende, da hun tager en bid af kringlen og krummer over det hele.