Días

Sebastian Jezewski Sommer

01.11.2016
FORFATTER / SEBASTIAN JEZEWSKI SOMMER
ILLUSTRATOR / LOUISE HVAS

DÍAS. Der var næsten ingen skygger at se ud over byen fra værelset, hvor Manuels seng stod. Det var middag, han var lige vågnet. Solen hang højest på himlen, som den kun kan så tæt på ækvator. Ingen skygger var der at kaste til nogen af husenes sider, der for det meste var hvidkalkede og med røde teglstenstag. Det var ikke til at holde ud, at opholde sig nede i byen, Dos Montañas. Det hændte, at menneskene på dette tidspunkt af dagen søgte tilflugt under palmerne på torvet, Parque Principal. Dér sad de så i klaser og snakkede, fortalte historier, sladrede om hinanden og spiste mangoskiver fra pose. Man kunne således ikke punktere på cyklen om morgen, uden alle vidste det inden frokost.

Manuels mor deltog ikke i siestaen på torvet. Engang arbejdede hun som rengøringskone på rådhuset, og holdte også sine middagspauser på torvet, men en dag, da hun var i gang med at pudse lysekronen i den højloftede hall, fik hun overbalance på stigen og faldt ned og brækkede sin ankel.

Hun har aldrig været godt gående siden. Havde man spurgt hende, ville hun have svaret, at hun alligevel ikke brød sig om den slags sladder og dovenskab, men hvis Manuel havde været i byen for at indløse hendes check fra kommunen eller for at handle, blev han spurgt ind til, hvad der blev snakket om; om Don Carlos stadig føjtede med studiner fra Cali, eller om Juanita havde fået mere at vide af Dr. García om hendes underlige hårtab. Ellers forlod Manuel stort set aldrig huset om dagen. Han nød at kunne sidde inde i skyggen og kigge ud over byen, lytte til cikaderne. Moren brokkede sig ikke over det, Manuel arbejdede jo om aftenen, og det var fint, så længe han tjente penge.

“Ja, mamá.” Manuel rejste sig fra sengen og tog en T-shirt på. Fra reposen gik en stige op til husets tag, en stige som Manuels mor, efter ulykken, fik velsignet af byens præst i håb om, at han eller søsteren aldrig skulle lide samme skæbne. På stigen hang en rosenkrans og et billede af en helgen, San Estanislao de Cracovia, som, ifølge præsten, beskyttede mod brækkede knogler. Det raslede på stigen på vej op, og moren råbte, at nu skulle han huske at passe på. Vandtanken på taget var ikke så meget vandtank, som den egentlig var en olietønde halveret på langs til at opfange regn. Når den fugtige vind engang imellem blæste ind fra havet op langs de to bjerge, der lægger navn til og omringer byen, skete det, at fugten i luften afkøledes og kondenserede sig til regn. Men nu var der ingen udsigt til regn, og man blev nødt til at dække tanken for, at vandet ikke skulle fordampe. Det passede Manuel udmærket, under vandtanken var nemlig der, han gemte penge og kokain. Han kunne lige se til om alt lå, som han havde efterladt det aftenen inden.

NOCHES. Der er næsten intet gadelys i byen, bortset fra torvet og rundt om rådhuset. I de omkringliggende gader ses kun små vandrette streger af lys mellem skodderne, som folk slår for vinduerne om aftenen. På torvet står Manuel lænet op af en palme med den ene skulder, sin rygsæk hængende over den anden. Lyset fra gadelamperne er gult, næsten okkergult og lægger et dovent udtryk på de tilstødende bygninger. Han sparker til en bunke mangoskræller, det giver genlyd over pladsen og hvirvler en sød og gæret lugt op. En knallert høres et sted fra gaderne. Den nærmer sig. Manuel er god til at kravle, det har han altid været. Han slynger armene om palmen, derefter benene, skubber sig op under bladene og gemmer sig. Alt for ofte sker det, at de forkerte får nys om en handel, der skal finde sted. Han må vente og se, sidder helt stille, så bladene på palmen ikke bevæger sig og afslører ham. Knallerten kommer rundt om hjørnet med to mænd på. De stopper op, ikke tre meter fra træet hvor Manuel sidder.

“Manito!”, råber den ene, og de står af knallerten, en gammel lyseblå Vespa der i gadelyset ser grøn ud.

“Jeg er her, Juan Pablo.” Manuel hopper ned fra palmen og lander bag de to mænd. Den anden, manden der sad bagerst, har hjelm på, visiret er trukket ned.

“Manito! Du gav mig et chok.” Juan Pablo slår den hjelmede mand på skulderen. “Se. Jeg sagde jo, han var en abe, ikk? Den bedste klatrer mellem bjergene”

Den anden siger ikke noget.

Juan Pablo forklarer, at han er bare er en ven fra Cali.

“Hvorfor tager han ikke hjelmen af?”

“Han er bange for mørket, ikk?”, Juan Pablo griner. “Kom, Manito, lad os gå over til rådhuset, så vi ikke står midt i det hele, ikk?”

De følges hen ad torvet mod rådhuset. Juan Pablo forklarer, hvordan kommunen snyder ham for sin bistand, at han kun får det halve af, hvad han burde. At han ikke forstår, hvorfor de bruger penge på hængende lysekroner, når han knap nok kan købe et reb at hænge sig selv i. De når hen til indgangen. Den anden har stadig ikke sagt noget.

“Lad mig se det, ikk?” Juan Pablo gnider sine hænder.

“Lad mig se pengene først.”

“Nej, nej, Manito.” Juan Pablo tager fat i en af stropperne på rygsækken, men Manuel løsriver sig og kigger bagud. Den anden mand har taget hjelmen af. En kæmpe næse og udstående øjne. Han har en pistol i hånden, snart hviler den på Manuels pande, snart høres et brag i hele byen.


Forrige novelle

Udgivelser

Næste novelle