Octavian

Camilla F. B. Friis

05.12.2016
FORFATTER / CAMILLA F. B. FRIIS
ILLUSTRATOR / KASPER VÖGE JENSEN
LINE KONDRUP MEYER

Octavian, senere kendt som kejser Augustus, nevø og adoptivsøn af Julius Cæsar, gifter sig første gang med Clodia, datter af den rige Fulvia og hendes første mand. Men ægteskabet fuldbyrdes aldrig, skriver han i et medfølgende brev til Fulvia, da han sender hendes datter retur og kræver skilsmisse. Fulvia svarer ved at sende otte legioner og belejre Rom.

Octavians andet ægteskab med Scribonia, som bliver indgået, da belejringen er overvundet, er et forsøg på at skabe en alliance med Sextus, der har magten over Sicilien. Da det ikke virker, gifter Octavian i stedet sin søster, Octavia, væk til Marcus Antonius for at styrke deres alliance og bruge den mod Sextus.

I år 39 f.Kr. bliver Julia, Octavians eneste biologiske barn, født af Scribonia, hvorefter Octavian lader sig skille. Året efter gifter han sig med Livia Drusilla, som han elsker. Kort forinden har han beordret hendes skilsmisse fra Tiberius Claudius. Livia er ved ægteskabets indgåelse gravid med sønnen Drusus og tager også sin første søn Tiberius med sig over i ægteskabet.

Antonius lader sig skille fra Octavia i år 32 f.Kr. og kræver, at det romerske territorium i øst tildeles Cleopatra, som han elsker. I år 30 f.Kr. invaderer Octavian Egypten. Antonius og Cleopatra begår selvmord, og Cleopatras søn med Julius Cæsar flygter. Octavian beordrer ham slået ihjel.

I år 25 f.Kr. gifter Octavian Julia væk til sin nevø, Marcellus, Octavias søn fra hendes første ægteskab. Da Marcellus dør i år 23 f.Kr., gifter Octavian i år 21 f.Kr. i stedet Julia bort til Agrippa, Octavians ven og største general. De får fem børn af hvilke, Octavian adopterer de to ældste drenge, Gaius og Lucius.

Umiddelbart efter Agrippas død i år 12 f.Kr. gifter Octavian igen Julia væk. Denne gang til hendes stedbror Tiberius, der må lade sig skille fra Vipsania Agrippina, en af Agrippas døtre, som han elsker. I ægteskabet føder Julia en søn, der dør som spæd. I år 2. e.Kr. eksileres hun på grund af utroskab. Octavian forbyder hende desuden at blive begravet i familiens mausoleum.

År 2 e.Kr.: Lucius, Julias søn og Octavians barnebarn og adoptivsøn, dør.

År 4 e.Kr.: Gaius, Julias søn og Octavians barnebarn og adoptivsøn, dør. Octavian adopterer Tiberius og gør ham til sin arving på den betingelse, at Tiberius adopterer Octavians nevø Germanicus. Octavian adopterer samme år også Marcus, yngste søn af Julia og Agrippa, født efter sin fars død.

År 7 e.Kr.: Octavian sender Marcus i eksil.

År 8 e.Kr.: Julia den yngre, datter af Julia og Agrippa, sendes i eksil, efter at hendes mand er blevet henrettet for at konspirere mod Octavian.

Octavian dør i år 14 e.Kr. på øen Nola måske forgiftet af en figen, som Livia giver ham enten for at fastholde Tiberius’ magt eller som et assisteret selvmord på grund af Octavians længe skrantende helbred.

Hans sidste offentlige ord lyder: ”Se, jeg fandt et Rom bygget af mursten og efterlader jer det i marmor.” Efter sin død udnævnes han til en gud, og måneden sextillis omdøbes til augustus.

Julia dør kort efter Octavian formentlig sultet ihjel efter ordre fra den nye kejser, Tiberius, eller i fortvivlelse over nyheden om mordet på Marcus kort tid før eller efter Octavians død.

År 19 e.Kr.: Germanicus dør under uklare omstændigheder.


Forrige novelle

Udgivelser

Næste novelle