Alberto Negra

Kristoffer Flakstad

08.03.2017
FORFATTER / KRISTOFFER FLAKSTAD
ILLUSTRATOR / WERNER WEJP-OLSEN

Det var ude ved havet. Vandet skvulpede frem og tilbage som en konge, der ikke ved, om han skal gå i land på den ene eller anden side. Her på den øde strand stod en mand og stirrede på bølgerne. Hans T-shirt og shorts bar indtørrede pletter af kaffe, øl og tomatsauce, og hans solbriller sad en smule skævt hen over ansigtet, for der manglede en lille skrue i den ene side. I Milano, nogle dage tidligere, havde valget stået mellem et par nye solbriller hos en afrikansk gadesælger eller et stykke pizza med tomat og ost. Det var, hvad pengene rakte til nu.

Han havde engang været en anset kulturjournalist på et stort dagblad i København og havde begejstret læserne med sine artikler om musik og litteratur.

”Du har fremtiden foran dig”, havde avisens chefredaktør sagt til ham i en gylden stund på det lædermøblerede hjørnekontor. Når der har været store forventninger til en mand, og han lidt efter lidt indser, at han ikke er i stand til at indfri dem, kan man se det på hans øjne. Og var man kommet forbi Kasper Rosenberg denne morgen, og havde han ikke båret sine lettere ramponerede solbriller, ville man have anet et ansigt fuld af fortvivlelse.

Hans krop var som delt i to, den ene altid på vej fra syd til nord, og den anden altid på vej fra nord til syd. Midt imellem befandt journalistens talentfulde sjæl sig og vidste ikke, hvilken retning den skulle i. Artiklerne var til sidst blevet kortere, kilderne færre, og læserne begyndte at rynke på næsen. ”Vi skal levere kvalitet hver dag”, sagde hans redaktør. ”Det gælder jo også dig, Kasper”. Advarsler havde der været flere af, og da tilbuddet om en fratrædelsesordning en morgen skyllede ind på Kasper Rosenbergs skrivebord, var beslutningen allerede taget. Han måtte af sted – ud i verden og finde ham. Ja, han måtte bruge alle sine sparepenge på at løse mysteriet før nogen anden.

Kasper Rosenberg vendte sig om og begyndte at gå. Pinjeskovene, havet, palmerne og den lyserøde morgenhimmel måtte vel gøre stedets beboere lykkelige. Han passerede et par små både, der var trukket op på land. Den ene lugtede af tjære og ny maling. Imens rejste solen sig over de blågrå bjerge bag landsbyen og malede de kalkede huse gyldne.

Kasper Rosenbergs læsere havde fulgt nysgerrigt med i begyndelsen. Mange var fascinerede af historien om den mystiske forfatter, der gemte sig bag pseudonymet Alberto Negra. Journalister over det meste af verden havde skrevet om den raffinerede forfatter med ukendt identitet. Hans bøger – hvis Alberto Negra da overhovedet var en mand – havde fået mennesker til at grine, gyse og græde.

Det var fortællinger om kærlighed i krigens tid – om længsel og nærvær mellem mennesker – og om bånd, der rives over. Det var beretninger om adelens undergang, om generaler, der drømte om fred og om børn, der voksede op uden forældre omkring sig. Altid skrevet så elegant og gribende, at læsere fra Cape Town til Kirkenes gik rundt og tørstede efter den næste bog.

Kasper Rosenberg havde dækket det gådefulde fænomen Alberto Negra sagligt og indlevende gennem flere år, men det var som om, alle andre historier efterhånden blev ligegyldige for ham. Hvem var Negra? Hvor boede han? Hvor hentede han sin inspiration? Fandtes han overhovedet – eller var Alberto Negra måske navnet på en hel gruppe af forfattere? Tankerne gnavede sig helt ud i Kasper Rosenbergs fingerspidser og havde til sidst gjort det næsten umuligt at skrive.

Og mens den ellers så dygtige journalist forsvandt dybere og dybere ind i Alberto Negras mærkværdige univers, forsvandt hans kæreste gennem seks år, den indbydende Anna Lupin ind i armene på en kollega i PR-branchen. ”Jeg kan ikke kende dig mere”, sagde hun den formiddag, hun pakkede sit tøj.


Det var kendt, at Alberto Negras forlag i London, Delawney & Anthony altid modtog manuskripterne fra en vaskekone i Madrid. Hun fik dem tilsendt fra en tømrer i Napoli, som modtog dem med posten fra en ubekendt afsender, altid sendt fra nye steder i det sydlige Europa. En af de få oplysninger, der desuden var kommet frem var, at Negras manuskripter blev skrevet på en skrivemaskine af mærket Corona. Det havde en ekspert, som havde fået lov at se et par siders tekst, slået fast.

Forlaget, der holdt til i det mondæne Belgravia, påstod, at de derudover intet vidste om Alberto Negra. De havde aldrig set denne person, og de havde aldrig kunnet udbetale royalties eller aftale udgivelsesplaner med ham. Når Alberto Negra fik tildelt en litteraturpris et sted i verden, måtte forlagets direktør, den midaldrende Marcus Anthony, tage imod, oftest uden at sige ret meget andet end et lavmælt ”tak” på Negras vegne. ”Det eneste, jeg kan gøre, er at vente på det næste manuskript fra vaskekonen i Madrid”, havde han sagt igen og igen til Kasper Rosenberg og mange andre nysgerrige journalister. De store summer penge, der tikkede ind til forfatteren, stod på en konto i en britisk bank. ”Han har åbenbart ikke brug for dem”, konstaterede Marcus Anthony.

Folkene på det lille, men efterhånden temmelig berømte forlag, kunne fortælle, at de altid modtog instrukser til bøgernes omslag og fulgte dem nøje. ”Og læser vi korrektur på manuskripterne? Nej, det er ikke nødvendigt. Alberto Negras fortællinger er støbte og fuldendte, når vi modtager dem”, fortalte Marcus Anthony, når journalisterne spurgte.

Kasper Rosenberg havde mødt denne Marcus Anthony flere gange. I begyndelsen var han sikker på, at forlæggeren i Belgravia måtte vide en hel del mere om Alberto Negra. Og var han da ikke selv interesseret i at afsløre hans sande identitet? Nej, Marcus Anthony var en klog mand. Han vidste, at nogle hemmeligheder har det bedst med at forblive hemmelige. ”Jeg venter til den dag kommer, hvor Mr. Negra selv afslører, hvem han er. Hvorfor skulle jeg ikke det?”, havde han sagt til Kasper Rosenberg, mens de to sad og sippede champagne på en skaldyrsrestaurant tæt på Picadilly Circus. Det var dengang, avisen betalte for den slags. ”Nej, mysteriet Alberto Negra, er et af den slags mysterier, jeg holder ganske meget af”, lød det, mens den mousserende vin brusede lystigt i glassene.


Det var længe siden, smagen af champagne var skyllet gennem Kasper Rosenbergs tunge og ganesejl nu. I starten var der penge nok. Hans rejse var begyndt med netop endnu et besøg hos Marcus Anthony i Belgravia, men det var ikke muligt at fremdrive nye oplysninger om Negra her. Fra London var han rejst videre til først Madrid, så Napoli og derefter andre steder, hvor man kunne forvente at modtage informationer om Alberto Negra. Folk fortalte ærligt, hvad de vidste, og det var stort set ingenting.

Var han sort eller hvid? Muslim eller kristen? Europæer eller amerikaner? Kvinde eller mand? Ingen kendte svarene, og Kasper Rosenberg var langt fra den eneste, der søgte efter Negra. Aviser og tv-stationer havde sendt journalister og detektiver ud i hele verden for at finde mennesket bag de store fortællinger, og nettet bugnede efterhånden af historier og konspirationsteorier om den mystiske forfatter.

Et af de mest vedholdende rygter lod vide, at det var Marcus Anthony selv, der var Alberto Negra, men det afviste forlæggeren i London pure. ”Jeg udgiver bøger. Jeg kunne aldrig drømme om at skrive dem”, havde han udtalt til en stor amerikansk avis. Også en kvindelig stjernejournalist i Rom var af flere udnævnt til at være Alberto Negra, men Carlotta Rizzo, som hun hed, benægtede at have noget med Negra at gøre. ”De fortællinger er tydeligvis ikke skrevet af en kvinde”, havde hun sagt.

Der var taget utraditionelle metoder i brug i jagten på nyt om Negra. En fransk avis havde således lovet et års forbrug af Dom Perignon til den, der kunne opklare mysteriet om forfatteren. En anonym tysk donator havde sat en sjælden Porsche på højkant. Og i Amerika gik der rygter om, at CIA muligvis var sat på sagen.

Det var en kamp mod tiden, og jagten havde tæret på Kasper Rosenbergs krop, hvor kun maven var vokset i takt med et stigende forbrug af øl og lokale vine.

Når det håb, man engang har klamret sig til, nu ligger som et knust spejl foran fødderne på én, så begynder man at glemme. Og ind imellem var det næsten som om, Kasper Rosenberg ikke længere kunne huske, hvorfor han var rejst ud. Han blev hængende på den samme lokalitet i dagevis og fordrev tiden med at gå rundt i parker og drikke rødvin på billige beværtninger i stedet for at søge efter Negra. Han glemte også, at penge ikke rækker for evigt, og han havde måtte ringe hjem til sin bror og bede om lån til den videre færd.

I begyndelsen dannede trestjernede hoteller med morgenmadsbuffet og sæbestykker i hvidt papir rammen om Kasper Rosenbergs tilværelse. Nu rejste han helst med rutebiler om natten, og de gæstehuse, der var råd til, skiltede ikke med stjerner. Det var et kostbart projekt, han havde kastet sig ud i. Det skyldtes ikke kun rejserne, rødvinen og hotelregningerne, men også det faktum, at han ind imellem måtte betale sig til oplysninger om Alberto Negra. Og det var netop en af disse informationer, der havde bragt ham til egnen ude ved havet. Kilden – en milanesisk forlagsredaktør, der i øvrigt ikke selv var begejstret for Alberto Negras fortællinger – havde opsnappet nye rygter om Negras tilholdssted i forbindelse med et redaktørtræf i Paris. Forlagsredaktøren ville, som så mange andre, ikke røbe noget uden at modtage en klækkelig betaling, og Kasper Rosenberg måtte gå til juvelopkøberen Mercanti d’Oro lige bag La Scala og sælge det Rolex-ur, han havde fået af Anna Lupin i 40-års fødselsdagsgave for at finansiere udgifterne og den videre rejse. Flere regioner blev nævnt under den fortrolige samtale. Den danske journalist valgte en af dem og forlod Milano samme aften.


Der lå en enkelt café på landsbyens torv. Her havde Kasper Rosenberg indtaget flere af sine måltider i de nu fem dage, han havde opholdt sig ude ved kysten. Spæde solstråler blev fanget i platantræernes kroner og nåede kun pletvist torvets glatte fliser. Caféværten – en fed mand med tyndt, sort hår og et busket overskæg – gik rundt og flyttede på et par stole. Cafeen lå endnu på skyggesiden, og der var tomt ved alle bordene.

Indenfor hang et par lokale mænd over kaffe og morgenkager i baren. Deres snak blandede sig med tonerne af visesange fra en højtaler bagest i lokalet. Kasper Rosenberg orkede ikke den knasende kvindestemme og den insisterende violin, der gennemvædede musikken, og han valgte at sætte sig udenfor, selvom det endnu var køligt i skyggen.

Der fandtes øjeblikke i løbet af dagen, hvor der lugtede af hav og madolie på torvet. Men nu hvor det var morgen, virkede luften klar. Værten brummede med på musikken indefra, mens han endnu engang rettede på sine stole som en maler, der tilføjer et sidste penselstrøg, før værket er fuldent.

”Godmorgen”, sagde han til Kasper Rosenberg.

”Godmorgen”, svarede journalisten.

”Kaffe og en kurv med brød, som i går?” spurgte den tykke vært.

Kasper Rosenberg nikkede.

”Og du skal få en kage bagefter”, tilføjede han. ”Der er gode kager i dag. Det er på huset”.

Caféværten forsvandt ind i sin beværtning, og maskinelle lyde og klirren fra porcelæn og metal blandede sig nu med mandesnakken og den sprøde musik. En duft af nymalet kaffe udfordrede lidt efter lugten nede fra landsbyens havn til en morgenduel på torvet. Kasper Rosenberg fandt sin telefon frem og skulle til at skrive et par noter, men lagde i stedet mobilen på bordet og kørte en rystende hånd gennem sit fedtede, korngule hår. Værten kom ud med en tallerken og en kurv, der bugnede af friskbagt brød. Det var hvidt og blødt med en sprød, mørkebrun skorpe. Han gik ind igen og kom så tilbage med en kniv, et glas med honning og en lille tallerken med to skiver smør. Til sidst blev også en kop dampende sort kaffe bragt ud på bordet, og Kasper Rosenberg oplevede en kortvarig tilstand af nydelse.

”Det kommer måske ikke mig ved”, sagde caféværten.

”Men hvorfor er du her egentlig? Du ligner ikke en turist. Du...”.

”Jeg er på gennemrejse”, afbrød Kasper Rosenberg og tilføjede mumlende: ”Altid på gennemrejse”.

Caféværten nikkede, mens hans øjne et kort øjeblik hvilede på den plettede T-shirt.

”Ja, det kommer jo heller ikke mig ved”, gentog han og gik ind til sine stamgæster i baren. Det var tre gamle mænd, alle iført lange bukser, tweedjakker og løstsiddende skjorter. De forlod cafeen kort efter og forsvandt i retning af havnen. Derefter lagde en fortvivlende stilhed sig over torvet.

Kasper Rosenbergs hjerte bankede hurtigt. Det skete ind i mellem, og som regel indtraf en håndsved kort efter, og hans ben begyndte at ryste. Det hjalp at drikke et glas vin eller to, men det var for tidligt på dagen. Pelargonierne, der stod i krukker rundt omkring, mistede deres røde og rosa farver, og husenes facader skiftede fra varme pasteller til nuancer af grå.

”Jeg tror godt, jeg ved, hvorfor du er her”, lød det pludseligt bag ham. Caféværten var igen kommet ud. Kasper Rosenberg mærkede en stikkende smerte, der forplantede sig fra brystet ned i mellemgulvet. ”Nej, gu’ gør du ej”, tænkte han. ”Du ved ingenting. Du kender mig ikke – og du har med garanti aldrig læst en linje af Alberto Negra”.

”Det er kærlighed, er det ikke?” spurgte værten. ”Jo, det kan man måske godt kalde det,” svarede journalisten. ”Men ikke på den måde”.

”På hvilken måde?”

”Ja, på den måde, der er kærlighed mellem to mennesker, mellem en mand og en kvinde”.

Anna Lupins karamelbrune hår og hendes olivengrønne øjne, som enhver mand kunne fare vild i, tonede frem for hans indre. Han genkaldte sig hendes cortado-bløde stemme, der med spor af ængstelse ville vide, om han elskede Alberto Negra højere, end han elskede hende.

”Nej”, sagde værten. ”Det var heller ikke det, jeg mente”.

”Hvis du endelig vil vide det, så er jeg rejst ud i verden for at lede efter en person. En person som måske slet ikke findes”.

Kasper Rosenberg førte sin rystende hånd op til munden, der var omkranset af alt for lange skægstubbe. ”Og hvis denne person findes, er det både et genialt og legesygt menneske, der ynder at drive gæk med mig og hele resten af verden”. Han kiggede på værten, der nu satte sig ned på stolen over for ham.

”Må jeg sætte mig ned et øjeblik?” spurgte han imens.

”Ja”, svarede Kasper Rosenberg. ”Hvis det da kan interessere dig”.

Caféværten nikkede og så eftertænksom ud.

”Lad mig høre lidt mere”, sagde han, og Kasper Rosenberg tog en dyb indånding, hvorefter han fortalte værten hele sin historie.


”Så jeg er tættere på at opgive, end jeg nogensinde har været før”, afsluttede den danske journalist lidt efter.

Værten sad med korslagte arme og suttede på sine tænder.

”Ja,” svarede han og fortsatte: ”Men er du ikke også bange for at finde ham, hvis nu det skulle lykkes?”

”Bange? Hvorfor?” Kasper Rosenberg rystede på hovedet.

”Negra”, rettede Kasper Rosenberg. ”Alberto Negra”. Han lænede sig ind mod værten og svarede: ”Jeg får mit liv tilbage. Det er sådan, det er. Jeg får mit liv tilbage, den skønne dag, jeg finder ham”.

Caféværten fandt et lommetørklæde frem og tørrede svedperler væk fra sin pande. Han så sig omkring, som om han ville konstatere, at der ikke var nye kunder i sigte.


Forrige novelle

Udgivelser

Næste novelle