En kvinde fødes

Kaspar Colling Nielsen

25.01.2017
FORFATTER / KASPAR COLLING NIELSEN
ILLUSTRATOR / MARIE BELTMAN MATZEN

Da hun var atten, flyttede hun hjemmefra. Det var en befrielse. Hun boede i en toværelses på Nørrebro med en veninde fra gymnasiet. Når de mødte hinanden i dag, snakkede de stadig om den lille lejlighed, om fyre de havde kneppet, pot de havde røget og dage, hvor de havde ligget med tømmermænd på sofaen. Hun begyndte på uni, da hun var 20. Da hun skulle skrive bacheloropgave, fik hun nu lyst til at bo for sig selv.

Når hun lå i sengen om aftenen, forestillede hun sig, hvordan hun ville indrette sin egen lejlighed. Hun ville købe en ny seng, ellers ville hun bruge de møbler, som hendes mormor havde efterladt, og som stod opmagasineret i hendes mors kælderrum. Hun ville købe en masse forskellige krukker til køkkenet, til mel, sukker, havregryn, salt osv. Hun ville have en hel væg med gamle krukker i køkkenet, hvis der var plads. Når hun gik rundt i byen, begyndte hun at lægge mærke til små billeder, som hun kunne lide, og som hun om aftenen forestillede sig, hvor skulle hænge, hvis hun havde sit eget sted.

Det tog tre år at finde en lejlighed, som hun havde råd til. Det var en venindes gamle lejlighed. Hun kunne fremleje den i to år, hvilket var længe nok til, at hun gad at indrette den, som hun havde forestillet sig det så mange gange. Hun havde købt lamper i Ikea og en seng. Hun havde fået købt et par krukker, men var slet ikke færdig. Hun skrev speciale. Det havde hun gjort i et halvt år, men hun var langt fra færdig. En fyr, hun havde været sammen med et par gange til fester på uni, inviterede hende ud. Jesper hed han. Han var sød og helt vild med hende. De blev kærester. Det var rart. Det var slet ikke klaustrofobisk, som hun havde troet. De var hos hende hele tiden. De drak sig stive sammen. De diskuterede deres specialer. De lå sammen om søndagen på sofaen med tømmermænd. De gik ud og spiste brunch sammen. De havde sex sammen i alle rummene og på alle møblerne i lejligheden. De prøvede analsex. Det var ikke noget for hende, men de havde prøvet det, det kunne hun lide at tænke på, når hun betragtede ham læse avis på sin telefon. Hun kunne lide, at han læste avis. Der var noget nærmest komisk over det, for han var en ung mand. Han lignede en stor dreng. Hun elskede ham lige i det øjeblik. Han sagde, at hun var smuk, og det var hun også. Hun sagde, at han var hendes mand. ”Du er min mand”, sagde hun, og hun kunne lide at udtale ordet ”mand”.

En mand, man kunne snakke med. Én, der var både det samme som hende og på samme tid helt anderledes. Hun kunne lide hans duft. Hun kunne lide hans duft på hende. Hun gik i hans T-shirts. Hun kunne lide duften af hans krop. Det var på en måde hans duft og på en måde hendes. Det duftede af dem, når hun havde dem på. De fandt en lejlighed sammen i Sydhavnen, som var stor nok til børn. Det var den bare. Det var ikke noget, de havde snakket om, men det var den. Lige nu kaldte de det et arbejdsværelse, men de vidste begge, at den var stor nok til at have et barn i. Hun blev gravid, og de var ikke engang blevet enige om at prøve. Måske var det lejligheden, der indbød til det. Måske var det lejligheden, der krævede et barn. Det passede ikke så godt. Hun ville gerne havde afsluttet specialet, men sådan var det nu engang. Han var snart færdig med sit. Han kunne arbejde, mens hun kunne gå hjemme. De tog billeder af hendes mave. Han tog billeder af dem sammen. Ham og hendes mave. Hun fødte en dreng.

Det var svært at få barnet til at amme. Jordemødrene sagde alle sammen noget forskelligt. Hun var så ulykkelig. Hun græd og græd. Det var slet ikke, som hun havde forventet. Hun var syg. Hun lå med slanger ud af næsen og et lille barn oveni, som om det hele ikke var besværligt nok i sig selv. Hun skulle skide, før hun kunne blive udskrevet. Endelig begyndte barnet at amme efter to dage. Det var lige op over. Han havde tabt sig, siden han blev født, men nu ammede han endelig, og hun havde et kort øjeblik, mens hun lå i hospitalssengen med barnet sovende på maven, hvor hun faktisk følte sig lykkelig. Hun sked og gemte det i en pose, som hun triumferende viste Jesper, da han kom. De kom hjem.

Barnet voksede og voksede. Bed og rev i hendes bryster. Hun fik sår på begge brystvorter og betændelse. På en måde var barnet ondt, tænkte hun. Tappede hende for hendes livseliksir. Hun begyndte at tabe håret. Hendes hud var tør og bleg. Barnet vækkede hende om natten. Jesper sov, men hun blev vækket konstant. Hun kunne ikke skelne dag fra nat. Det hele var det samme, den samme tilstand af udpinthed. Jesper havde foreslået, at de skulle begynde at have sex igen. Også han, hendes mand, ville tappe hende for energi. Hun begyndte at betragte verden som et ondt sted. Alle mennesker tænkte kun på sig selv på deres eget. Alle var vampyrer, der ville fortære andres livseliksir. Det var absurd, et afgørende forræderi. Jesper flyttede efter et skænderi, da William var halvandet, men kun en uge, så flyttede han hjem igen. Hun elskede med tiden sin søn mere og mere. Hun kunne ikke bære tanken om, at der kunne ske noget med ham. Han var så lille, en lillemand. Det kaldte hun ham, lillemand, ”hvor er lillemanden?”, sagde hun eller: ”se lillemanden”. Da drengen var næsten tre år, blev hun gravid igen. Hun fødte en pige. Det hele var meget lettere end første gang. Hun kunne nyde det i perioder, og nyfødte babyer sover jo hele tiden. Hun tog barslen igen, for hun var kun lige blevet færdig med sit speciale og havde ikke et arbejde.

Hun følte sig som sin mor.Hun kunne pludseligt forstå, hvordan det kunne gå så galt det hele, med hendes forældre. Jesper kom hjem fra arbejde. Hun havde fornemmelsen af, at han ikke rigtig gad alt det med børnene. Han sagde hele tiden, at det ville blive lettere med tiden. Nød han slet ikke, at de var en familie? Var det ikke ham, der ville have børn, også? De havde ikke sex mere, nogensinde. Sådan var det bare. Jo, han stak sin pik ind i hende en gang imellem. Det foregik på sofaen. Hun gad ikke engang slukke for tv’et imens. Sex er ikke det samme, når man har børn. Det er ikke så meget akten i sig selv, man ønsker, men mere alt det andet: At høre musik, at grine, at danse rundt nøgne, måske ryge en potjoint, alt det man ikke kan, fordi børn sover let og står op om natten. Hun tænkte, at ingen børnefamilier har et sexliv, for det er ikke muligt og dem, der påstår, de har, lyver eller ved slet ikke, hvad sex er. Hun skulle begynde at arbejde. Det var første gang, hun var rigtigt på arbejdsmarkedet. Det virkede så langt væk det hele, den virkelige verden efter to graviditeter og to barsler. Hun havde set andre mennesker arbejde. Hun havde længtes efter selv at komme i gang, men hun var samtidig nervøs. Hun fik et barselsvikariat i Sundhedsstyrelsen. Hun skulle være projektkoordinator. William og Astrid blev syge den vinter og havde influenza i tre måneder. Tre måneder! Hun havde barnets første sygedag. Én dag! Hvordan gjorde andre? Han tog også børnene nogle dage om ugen, men det var som om, at det som udgangspunkt var hendes ansvar. Hvorfor var det sådan? Hun var presset nok på arbejdet, som det var. Børnene var umulige. Pludselig havde de 40 i feber. Natlæge, puha.... Efter noget tid gik det bedre med hendes arbejde. Hun var faktisk dygtig. Hun kunne mærke det. De andre respekterede hende. Hun fik tilbudt et andet job i styrelsen. De ville gerne beholde hende. Hun var så træt, når hun fik fri. Fik fri til hvad? Når hun skulle hente børnene. Det var mørkt. Hun skulle købe ind og hente børn. Smøre madder, som de kunne spise foran tv’et. Han lavede for det meste aftensmad og hentede også børnene tit, men alt andet var hendes ansvar: Forældremøder, legeaftaler, forældrearrangementer, rengøring. Hvis han skulle købe ind, ringede han og spurgte, hvad han skulle købe. Det er som om, en graviditet puster kroppen op. Ikke bare maven, men hele kroppen. Øjnene, hænderne, fødderne, lårene, røven. Bagefter hænger det hele ligesom mere løst. Hendes øjnes hulrum var dybere nu, og øjenlågene faldt lidt ned foran øjnene og gav hende et sorgmodigt udseende. Hendes ansigt var slankere. Kindbenene var mere markerede. Der sker noget med kvinder, som ikke sker med mænd. Man kan se på en kvinde, om hun har født børn. Det er mange små ting, der gør sig gældende. De snakkede aldrig sammen mere. I hvert fald ikke om noget andet end børn og praktiske ting.

Det slog hende en aften, da han gik gennem stuen i undertøj på vej i seng, at de på en måde ikke var kærester. De var ikke sammen. De var to mennesker, der foretog sig ting i hinandens nærhed. De var synkrone, men ikke sammen. Det hele var en koreografi, intet andet. Hun havde børnene og lejligheden. Hun kunne lide deres sted. Det var deres sted. Hun kunne lide, at de boede der, før de fik børn. Han ville snakke om noget en aften. Han ville forlade hende. Han så en anden. Han havde set hende et stykke tid. Hun græd. Hun tiggede ham om at blive. Efter to år håbede hun stadig, at han ville komme tilbage. Hun troede på det.

Hvad skulle de snakke om. Hun var kun 22! Først da han var flyttet sammen med hende, begyndte hun at forstå det. Hun tabte sig. Børnene spurgte, om hun var OK. ”Er du OK, mor?”, spurgte de. ”Ja, jeg er OK”, men en sorg havde bredt sig i hende, som et slør, der fjernede grimasserne og forvandlede ansigtet til en upersonlig flade. Børnene var umulige. De lod deres frustrationer gå ud over hende ikke ham. De forsvarede ham og angreb hende, som om hendes svaghed ansporede til angreb. Alle mennesker er dyr, tænkte hun. Hendes egne børn, som hun havde passet og plejet, vendte sig nu mod hende. Hun forsøgte at fortælle sig selv, at det var godt, at de reagerede mod hende, for det tydede på, at de var tætte, at de kunne sige alt til hende, at det var hende, der var deres mest fortrolige. Alligevel gik det hende på. Børnene var vilde med hans nye kæreste. Hun så billeder af dem på Facebook, hvor de lavede skøre ting. Det var så ekstremt sårende det hele. Hun kunne slet ikke forstå, hvordan det var sket, hvilke små momenter, som havde ført hendes liv i denne retning. Hvordan havde hun fortjent det?

Han ringede af og til for at aftale noget om børnene, forældremøder, legeaftaler, ferier, sådan noget. Jesper og hans kæreste tog til Paris med børnene. De lavede alt det sjove, men det værste var, at han pludselig også blev interesseret i alt det kedelige omkring børnene, forældremøderne, tandlægebesøg, lektier, hvem der var udenfor i pigegruppen osv. Det gjorde næsten det hele endnu værre, for hun kunne mærke, at der lå en løsrivelse i det fra hans side. Han ville ud af hendes liv. Han ville gøre sig uafhængig af hende, så uafhængig, som man nu kan blive, når man stadig har børn sammen. Der var gået fem år, og hun vidste, at de aldrig ville finde sammen igen, men alligevel gjorde det lidt ondt, hver gang han overtog en praktisk opgave omkring børnene. Han interesserede sig pludselig for vinterstøvler. Astrid ville have nogle bestemte vinterstøvler, som Jespers kæreste havde. Hun spurgte Astrid om det, da hun kom hjem. ”Jeg ville ikke gøre dig ked af det. Vi har jo en meget forskellig stil. Det er noget andet med Monica. Hun har godt stil.” Det sagde hun fandeme, hendes egen datter. Hun var flov over det og begyndte at rede sit hår. ”Bitch”, tænkte hun, hendes egen datter var blevet en lille bitch.

Da William blev 17, skulle han på efterskole. Hun og Jesper kørte ham derop sammen. Det var kun de tre. Det var spændende. Alle var spændte. William tog det roligt, men hun kunne mærke, at han var nervøs. Han sad på bagsædet. Jesper kørte bilen. William sagde, at han mente, at det ville være godt for ham at bo på efterskole, så han kunne få lidt ro på. Gå ture og sådan noget. Hun kiggede på Jesper, og så fik de grineflip. Jesper trøstede hende, da de skulle sige farvel til ham. Han var højere end Jesper allerede. De kørte hjem. De snakkede ikke meget, men det var rart. De krammede, da han satte hende af. ”Tak for i dag, sagde han”. Der var ikke noget i det. Det var første gang, der var en ømhed mellem dem. Otte år havde det taget. Måske kunne han mærke, at hun ikke håbede på noget længere? Astrid var tit ude hos veninder, når hun var hjemme. Monica var gravid. Hun tog sig selv i at tænke, godt det ikke er mig. Det var Monica selv, der ringede og fortalte det. Hun ville høre, om hun havde noget af børnenes gamle tøj. Hun blev ansat i kommunikationsafdelingen i Kvindeligt Arbejderforbund. Hun blev bedt om at søge stillingen. Efter tre måneder døde hendes chef af en hjerneblødning. Fra den ene dag til den anden. Hun døde bare og efterlod sig tre børn og en mand.

Måske var det, fordi hun ikke kendte dem så godt, hendes ansatte. Hun havde kun været kollegaer med dem i få måneder. Hun kunne faktisk lide det, rollen som chef. Det var nemt for hende, eller det passede hende godt. De uger hun ikke havde børnene, arbejdede hun hele tiden, når hun havde dem, var Astrid som regel ikke hjemme, men hvis hun var, havde hun tid til at hygge med hende. Hun sad på kontoret en dag, og så kom hun til at tænke på, at de en gang for lang tid siden havde snakket om at tage til Rom, men det var aldrig blevet til noget. Hun fandt nogle billetter, og så rejste de næste morgen. Bare en lille tur til Rom i april fra torsdag til søndag. De havde det så hyggeligt hende og Astrid. Der var fuld knald på foråret dernede. De snakkede om mænd og sex. De hyggede sig, som de aldrig havde hygget sig før. Hun var begyndt at se én, en mand. Han var selv fraskilt i tidernes morgen og havde også store børn. Han var sød. Han var en stille type helt anderledes end Jesper. Han læste bøger om aftenen, ville ikke se tv. Det fik hende til at tænke på hende og Jesper i sin tid, alle de aftener, der var passeret med dårlig tv og ingenting. Hun kunne lide, at han læste meget. Hun begyndte selv at læse igen, skønlitteratur eller også arbejdede hun. Det var ikke stressende, slet ikke, tværtimod. Hun var forberedt, når hun mødte på arbejde. Hun var afslappet til møderne. Hun havde læst alt og sat sig ind i alle problematikker. Hun kunne ligesom se det hele lidt oppefra og ned. Hun kunne se sig selv, dengang hun første gang kom ud på arbejdsmarkedet i en ung pige, de havde ansat. Hun hjalp hende, fortalte hende, hvad der var vigtigt, og hvad der ikke betød så meget. Hun gjorde det på en rolig måde. Hun kunne se, at hun blev gladere og roligere, den unge pige. Hun var en god chef. Hun havde penge og hendes nye mand, Morten var lektor. Han tjente også godt. Hun kunne købe en lejlighed til Astrid, som var begyndt at studere på CBS. Hun skulle lige synke det, da hun fortalte hende om hendes planer – CBS! – men det ville hun. Hun kunne ikke fatte det. Hun fik ikke menstruation længere. Det gjorde hende ikke trist, som det skete for nogle, tværtimod. Hun følte, at det var en navnestreng, der blev brudt, en sidste afsked med et liv, som ikke fandtes længere. William var begyndt at male nogle år tidligere. Hun havde forsøgt at tale ham fra det, men han var god.

Han kom ind på Kunstakademiet i første forsøg. Han var virkelig talentfuld. Morten især var helt vild med hans billeder. Det burde ikke kunne lade sig gøre, men det var som om, at hendes bryster blev fastere og mere følsomme. Hun kunne mærke det, når hun havde sex med Morten. Hun tog fat om hans pik og lod den glide ind i sig. Han holdt fast om hendes bryster. Hun lukkede øjnene. Hun hengav sig fuldstændig. Hun havde aldrig nydt sex, som hun nød det nu, ikke engang da hun var helt ung og liderlig hele tiden. Hun nødt det på en helt anden måde. Måske var det, fordi hun ikke kunne få børn længere. Det tænkte hun i hvert fald, at hendes bryster, hendes fisse, hendes røv, mave og ben, alt ved hende var hendes ejendom nu, at det var givet hende tilbage.

Hun kunne lide det. Hun kunne lide, at han havde en pik og en bog på bordet ved siden af sengen. Hun kunne lide sin egen krop. Hun betragtede sig selv i spejlet, hendes bryster hang, men det var lige meget. Det betød ingenting. Morten lå på maven i sengen, solen flød ind gennem vinduet og faldt på trægulvet, som havde båret hendes krop, hendes liv i så mange år. Hun satte sig på ham, på hans store, fede ryg: ”av”, sagde han. Hun grinede. Han vendte sig om. Hun sad på hans pik, men den var blød. Hun kiggede på ham og smilede. Han smilede tilbage. De sagde ingenting.


Forrige novelle

Udgivelser

Næste novelle