Hyacint

Thomas Boberg

14.11.2017
FORFATTER / THOMAS BOBERG
ILLUSTRATOR / NINA DISSING

Den der hyacint i vinduet er ikke sprunget ud, den balancerer på sit løg som en spinkel danser. Jeg ved endnu ikke hvilken farve, hvid eller violet. Den minder mig om min mor. Jeg ved ikke hvorfor det er svært at skrive om min mor, hvorfor hun ikke fletter mine tanker i samme omfang som min far.

Jeg var 15 år da min søster i en skuffe fandt en dåbsattest med et andet efternavn, min søster var 14. Det var dengang min første far (som med et var min stedfar, en fremmed) og min mor blev skilt, og den familie jeg kendte til blev splittet for alle vinde og veje.

Det er et delta af en historie. Som jeg har forsøgt at skrive om, som jeg ikke har ramt i sin kerne, fordi kernen er sprængt i stumper. Hver stump kræver et blik, hvert blik et tidspunkt på dagen, hver dag et år i endeligheden osv. Og nu er der ingen tilbage fra den tid til at udrede tråde.

Der har været en erindringskønsdiskrimination i gang i århundreder. Fædrene fylder med deres myter. Mødrene forsvinder. Jeg ser en lys vindueskarm, en hyacint i vindueskarmen, jeg ser keramik af Ursula Munch-Petersen. Min mors veninde, hendes keramik som var en del af min mors livsforståelse ligesom Bob Dylan og Donovan. Donavan utrolig tydelig, ligesom Dylan, i min erindring om min mor utrolig tydelig. I dag er det stadig Dylan, Donovan er væk, men ikke i min erindring om min mor. Og blokfløjten som hun genoptog sent i sit liv.

Min far som flyttede ind i min verden med sine myter, druk og kunst og senere kræftdød. Min mor som forsvandt ud af livet med sin følsomhed, sine psykiske svingninger, indlæggelser, forvirring, smerte og pludselig død på en bænk kl. 4 om morgenen på Østerport Station i 1997. Hun var gået ud for at købe morgenbrød. Den historie har jeg forsøgt at skrive, men den er ikke færdig.

Jeg rejste fra det hele, adskillige år før min mor gik ud efter morgenbrød den nat, og erindringen om min mor fortonede sig. Erindringen om min far voksede i takt med min nysgerrighed efterhånden som min bitterhed skrumpede. Min mor som tog sig af mig de første 13 år af mit liv, min far som aldrig tog sig af mig, men tilbød sig som en slags patriarkalsk ven med en passiv kosmisk kærlighedsvision (man behøvede ikke at foretage sig noget, for alt flød jo derude og herinde) og en humor (både frivillig og ufrivillig) vi stadig griner ad.

Ja, min mor som jeg holder af, men samtidig skyr, hendes labile sind, hendes forvirring uden for lejligheden i Classensgade, hvordan hun er i stand til at fare vild i Willemoesgade, den vold hun har været udsat for, de seks børn hun fik med tre forskellige mænd.

Når man tager hendes skrøbelige sind i betragtning. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Hun er født i 1939. Hun ligger som aske i urne på Gentofte kirkegård. Jeg havde glemt det, men jeg fik det at vide i går. Til en middag for en lille del af den splintrede familie. Det var den samme del af den side af familien, som rejste til Lima og besøgte mig og min daværende kone for 17 år siden, i 1999 to år efter min mors død.

Solen er blå bag selvmordsbroen. Om morgenen når jeg går hen over den efter at have været i Barranco og set eksistensbunden i et lille grønt lokale La lintena verde, hvor sneen skinner på ridsede borde og Lima firserdigteren Domingo de Ramos raser mod politikerne og præsidenterne og de multinationale og generalerne og råber sit digt: jeg rejser jeg rejser konstant rejser de døde de døde rejser de også? Og den blå sol der. Og de virkelig plagede, de smider sig ud fra den bro indtil man sætter højt hegn af tykt plastic op. De kærligheds- og økonomiplagede, jævnligt tager de deres liv, men ikke længere fra selvmordsbroen. De kan ikke komme over hegnet.

Selvmordstanken, den er en grænse, den findes i tankerne, men ikke i virkeligheden. Ikke i min. Jeg bruger den eller den bruger mig. Selvmordstanken. Den lyder sådan her: Der er en udvej, selv når man står med ryggen mod muren. Man kan tage billetten. Og der er en der griner. Ha. Ikke dig, din billet er solgt. Og så har vi tankernes krig igen.

Min mor forsøgte at tage billetten nogle gange. Jeg har set hendes håndled. Jeg har hørt historier fra andre. Der er ingen grund til at tro på nogle af dem. Heller ikke min fars. Om dengang hun skar håndleddene i karbad i Roskilde, men kun fordi hun vidste at min far ville komme hjem i tide, sagde min far engang, da han ville fortælle mig, hvordan min mor var, han som forlod hende kort efter.

De var meget unge. 21 og 20. Det holdt ikke. Min mor og ham og to børn og min fars kunstnerdrømme. De foregik nu andre steder, disse kunstnerdrømme. De foldede sig ud med andre i andre byer. Kort efter som sagt. Men jeg ved, hvad jeg har set. Min mors håndled.

I Lima skriver jeg altid et eller andet. Om en russer i Peru fx. Og læser altid et eller andet. Og når jeg når til enden af den tunnel, jeg selv har gravet, så vælter jeg ud og stikker af. Jeg stikker af som min far stak af. Jeg rejser rundt i Peru. Jeg rejser rundt i Latinamerika. En uge, to uger, en måned. Sådan går der 15 år. Men jeg kommer tilbage. Jeg krydser ikke bjergene for endegyldigt at blive væk. Jeg vil så nødig gentage de historier, jeg efterhånden har hørt, min fars historier, min stedfars historier, de her historier om svigt og bedrag. Min stedfar som mishandlede min mor. Og jeg gentager. De livsforløb som kommer ud af det. Kvinderne som betaler. Min mor som betaler, det offer hun altid har været. Jeg skyr. Min mors offermyte. Hendes hjælpeløshed. Hvor svært det var for hende at holde hus og hjem i gang. Hvor lidt hun egnede sig til det liv, som tiderne krævede, mændene fordrede. Når hun tilberedte maden. En opgave der krævede et bjerg af fødevarer at bestige for min mor. Først ned i butikken, ned i mejeriet, ned i Irma. Både før og efter skilsmissen med min stedfar.

Han forlod hende for en anden, hans laborant. Laboranten hadede alle os, der lå tilbage og plaskede rundt og skyllede op på diverse bredder, på samme måde som man hader det vraggods af det skib, man selv engang sænkede, der bliver ved med at skylle op på bredden af ens egen stue. Min stedfar (engang havde han jo været min far) ordnede selv sit rod, han skilte sig af med det, der ikke længere vedkom ham, som han ikke længere var far for, min søster og jeg.

Min mor blev tilbage i Classensgade og en dag proklamerede hun, at hun var vegetar, og en anden dag, at hun havde skiftet navn. Stadig mere intens misbruger af medicin og alkohol. Hun identificerer sig med sine børns følsomhed. Hun tager afstand fra min søster, da hun når puberteten, hun har Turnersyndrom og bliver alligevel ikke helt den prinsesse, som min mor ønskede sig.

Prinsesser! Der skulle ikke meget til, så var hun helt ude af balance, min mor. Og når jeg kom fra Sydamerika for at besøge hende, og hun ville omfavne mig og jeg alligevel gjorde en slags modstand, kombinationen af alkohol og medicin, jeg skulle holde om, øjnenes slørede glans, en sødlig lugt, der gjorde mig helt stiv. Også efter hun igen var gift.

Holdt jeg ud længere end de fleste. Fik stadig flere kræfter til at drikke. Langt op ad formiddagen søgte jeg stadig mine slægtninge, drikkebrødrene og søstrene, men brødrene var flest.

Min mors misbrug var upassende, stakkels, på en anden måde, ikke underholdende som min fars. Han passede ind i værtshuset, min mor ikke. Syntes alle. Vi. Den måde der var forskel. Når hun fik tilberedt aftensmaden, og alle huggede i sig, og hun sad tilbage med et resigneret smil. Og ingen egentlig gengældte. Med tak eller noget. Dengang i familien i Classensgade. At man bare tog det hele for givet. Rollen hun skulle spille, som ikke lignede hendes valg, men tidens tvang.

Og dengang en af mine brødre kom med sin kones familie, kom og besøgte mig og min daværende familie i Lima, og jeg lavede mad og da vi havde spist og min kone sagde, du har din mors lys i dine øjne, det ER din mors øjne. Og det gik op for mig, at jeg VAR min mor.


Forrige novelle

Udgivelser

Næste novelle