Passater har også følelser
- eller mens vi venter

Trisse Gejl

18.10.2017
FORFATTER / TRISSE GEJL
ILLUSTRATOR / SOFIE SIVEBÆK

Søn. 17. sep. 13:49

Kapitel 1

Det er en våd morgen i februar. De sidste istapper drypper fra tagrenden og fuglene pikker i de røde bær på rosenbusken. Det bliver en fin dag.

Da hun starter bilen og drejer ud fra kantstenen, afgiver den en skinger lyd, hun ikke har hørt før. Hun har hørt dunk og piben og raslen, men ikke skrig. Hun retter op og trykker forsigtigt på speederen. Ingenting. Først da hun drejer ud på den store vej, er det der igen. Et langtrukkent skærende skrig.

Man. 18. sep. 12:46

Kapitel 2

Hun trækker ind til siden. Stiger ud og ser på hjulene. Kigger under bilen. Åbner motorhjelmen og aner ikke, hvad hun ser på. Så sparker hun lidt til dækkene. Sætter sig ind igen og læner panden mod rattet. Hun kan ikke køre derned igen. I sidste uge var der ikke en skid galt med den. Men der lød et højt smæld, og så lugtede den brændt, sagde hun. Så turde jeg ikke køre videre, sagde hun. Nej, smilede Nicolai, men der er altså ikke noget galt med den, sagde han og strøg en hånd over kølerhjelmen.

Tirs. 19. sep. 10:13

Kapitel 3

Hun læner sig tilbage i sædet og trækker vejret helt ned i maven. Så starter hun bilen og triller forsigtigt ud. Først da hun drejer i krydset, skriger den igen. Hun tager en hurtig beslutning og drejer ned ad den sidevej, hvor Nicolais værksted ligger.

- Hej Camilla, råber han nærmest før, han har set hende.

Han står med hele overkroppen nede i motoren på en Renault. Han må have genkendt lyden af hendes bil.

Ons. 20. sep. 11:39

Kapitel 4

- Hej Nicolai, siger hun og skridter hen mod ham i sin fulde højde.

Hun ved jo godt, at hun har en bilneurose. Lyder den anderledes? Føles gearskiftet forkert? Er den kørt tør for olie? Bumper den pludselig på grund af ny vejbelægning eller er dækket faktisk punkteret?

Så i et forsøg på at virke myndig og samtidig humoristisk afvæbnende siger hun:

- Nicolai, jeg tror, min bil er forelsket i dig. Hun vil gøre hvad som helst for at komme ned til dig.

Tors. 21. sep. 20:03

Kapitel 5

Nicolai vender sig langsomt om og ser på hende. Undersøgende.

- Øh hvad? siger han.

Han er ung. Mindst femten år yngre end hende. Hun trækker på skuldrene. Så smiler han sit hvide smil.

- Jamen så må vi hellere få hende op på briksen, siger han og rækker ud efter nøglen i hendes hånd. Praktikanten står op ad en bil og ryger og følger samtalen.

Fre. 22. sep. 17:55

Kapitel 6

Nicolai hæver bilen op. Hun synes et øjeblik, at hun hører den sukke, da han går ind under den og begynder at røre ved undervognen.

Så henter han et stykke værktøj og piller det højre forhjul af. Lidt efter rækker han en lille sten frem mod hende.

- Der sad en sten i klemme bag pladen ved hjulet, siger han. – Ikke noget alvorligt.

Hun putter stenen i lommen. Nicolai sætter hjulet på, sænker bilen og giver hende nøglen.

- Vil du ikke godt bakke den ud? spørger hun og føler et sekund noget, der minder om misundelse, da Nicolai sætter sig ind og bakker bilen ud af garagen.

Lør. 23. sep. 14:04

Kapitel 7

Der går kun to dage, før den finder på noget nyt.

Den vil ikke lukke hende ind. Hun prøver alt muligt.

At lirke forsigtigt, bruge vold, tale pænt. Til sidst må hun låse bagsmækken op og kravle ind over sæderne.

- Hun vil ikke lukke mig ind, siger hun til Nicolai.

Han og to kolleger sidder i baglokalet og drikker kaffe. De ser alle tre undrende på hende.

- Prøv selv, siger hun og rækker Nicolai nøglen.

Han rejser sig, og hun følger efter. Han låser bilen op uden problemer og sætter sig ind.

Praktikanten griner smørret.

- Altså det der kunne man ikke før, siger hun og slår ud med armene.

>

Nu har Nicolai til gengæld problemer med at komme ud. Han ruller vinduet ned.

- Henter du lige noget olie? råber han til praktikanten. – Låsen er lidt rusten, den skal bare smøres, smiler han til hende.

- Den gør det med vilje, siger hun for ligesom ikke at virke som en idiot, der ikke selv har olie derhjemme.

Søn. 24. sep. 10:11

Kapitel 8

Hun trøster sig med, at de helt sikkert syntes hun var vittig, når hun sådan finder på en historie om, at bilen er forelsket i Nicolai. At hun godt selv kan se, at den var ved at være slidt og måske skal udskiftes.

- Jeg skal egentlig til Jylland, siger hun til Nicolai, - men jeg er lidt bange for at køre hende for langt væk fra dig, jeg ved ikke hvad hun kan finde på midt på Storebæltsbroen.

Hun smiler sådan lidt voksent til mændene i blå fulddragter. De slår ikke en latter op.

Heller ikke da hun tre dage senere triller ind på værkstedet med en siderude der har rullet sig ud af døren og stikker sært direkte op i luften. Hun skulle bare hente sin nyopstrengede ketcher på Østerbrogade, og da hun slukkede bilen, rullede vinduet op og ned af sig selv og i panik trykkede og trykkede hun på knappen for at lukke det og så lød der et højt knas og vinduet var gået helt af led.

- Det der har jeg aldrig set før, siger Nicolai og gnider sig over hagen.

Hun ser triumferende på ham. Det der er i hvert fald ikke noget, hun forestiller sig.

Det bliver dyrt, men hun svinger dankortet med sejrsfølelse.

Man. 25. sep. 15:15

Kapitel 9

Næste gang, og det er altså heller ikke fobisk, er det bagsmækken, der pludselig har mistet mekanismen til at holde sig selv åben, så hun fik den lige i nakken, da hun prøvede at bakse et lille havebord ind, og hun var lige ved at besvime af smerte – har stemningen ændret sig. Den er mandeagtig lummer.

- Nåh? Du vil helst have Nicolai? spørger kollegaen.

- Nej nej, det er bare bagsmækken, der skal repareres.

Praktikanten fniser.

- Jo jo, du må hellere gå ned til Nicolai, han sidder i baglokalet og laver regnskaber.

- Nej nej, siger hun, det er bare bagsmækken.

Han kigger på hende uden at sige noget.

Hun går ned i baglokalet.

- Hun prøver at slå mig ihjel, siger hun.

Nicolai ser op.

- Ja så?

- Ja, fastholder hun

- Hvad er det nu?

- Bagsmækhalshugning, forsøger hun i håb om stadig at være sjov og charmerende.

De andre mænd er gledet umærkeligt ind i baglokalet og står der med skæve smil.

Der går nogle sekunder før hun forstår, hvad der pludselig er sket. Hun drejer om på hælen med bilnøglen i hånden og skridter ud af værkstedet som den midaldrende passatejer hun er, starter bilen og prøver at huske hvor det næst-tætteste autoværksted er.

- Det er altså ikke noget, jeg finder på, råber hun ud ad vinduet, der igen ruller som det skal og gasser op, så gruset hvirvler bag hende.

Tir. 26. sep. 09:33

Kapitel 10

- Jeg vil gerne have en ny automekaniker til min bil, siger hun, efter manden har lagt papirerne væk og ser op på hende.

- Ja?

- Ja, for den sidste har jeg mistænkt for, at han tror jeg selvskader min bil for at komme på værksted.

Manden ser længe på hende. Han er i tresserne og har gråt trimmet skæg.

- Aha, siger han endelig, - hvilket tid vil passe dig? og hvad er problemet?

- Bagsmækken, siger hun. – Den er helt gal med bagsmækken.

Han ser igen længe på hende.

Hun vender sig og ser ud ad vinduet på bilen. Den ser næsten trist ud.

Hun rømmer sig.

- Hvordan har du det egentlig med passater?