Fundamental, familiær spillogik
1. november 2016
Er det skak? Backgammon? Eller måske Mahjong eller Poker? Nej da. Men der er spillere. Der er tre deltagere i det bekendte spil … Nej, der er fire. I en typisk kernefamilie med to voksne er der fire. Hver med deres nøje definerede rolle, hver med deres funktion for at spillet kan holdes kørende i én lang strøm, helt uden afbrydelser, men med mange digressioner og afveje. Eller er det nu helt korrekt? Skulle man måske hellere sige, at der kun er to spillere? Fundamentalt er der to aktive og reflekterede spillere, og to der spiller med, men uden at vide det. En spillemester, kunne vi jo kalde det. Ham, fører taktstaven. En, det hele går ud over. Og to, der ser på. En taktholder, to klakører, og så en, der står udenfor det hele som offeret altid gør, men som derved på sin egen særegne måde også er afhængig af spillets progression og bidrager til dets fortsættelse skønt han er den, der inderligst ønsker at dramaet og tragedien bringes til et ophør. Og undervejs kommer der flere til, der kommer masser til. Og de yder alle et bidrag.
Ligesom i et spil. Først skal spillet naturligvis påbegyndes, der skal være et indledende træk. I dette tilfælde er det indledende træk ligegyldigt, bare det er voldeligt. Farmand kan slå lille Steffen i ansigtet fordi han er stresset og overarbejdet, eller fordi han er fuld. Eller fordi hans hustru viser mere interesse i børnene end ham. Han kan selvfølgelig også være patologisk narcissist (en af dem med 64 par håndsyede sko og 73 habitter i klædeskabet, for eksempel), det er sådan set lige meget. Han kan være blevet pulet eller banket i sin egen barndom, og lide af en freudiansk gentagelsestvang, det er stadig lige meget for fortællingen om dette spil.
Men spillet og historien starter helt bestemt med en stor voksen, der slår på et lille barn. Helst meget lille, men dog ikke et spædbarn, spillet er ikke sindssygt på dén måde. Barnet skal have lært talens brug. Anledningen er ligegyldig, min historie handler ikke om individualpsykologi, den handler om et mønster, og et af dem der har logik. Trin for trin, med en ganske særlig kausalitet. Som så ganske rigtigt påvirker spillernes psykologiske habitus, det er sandt. Men det er mønstrene og koreografien, min historie handler om. Ikke improvisationer og afvigelser. Heller ikke selvom kausaliteten bestemt ikke kan betegnes som lineær.
Det er ikke en rar historie. Men omgivelserne er. Der er træer, der er velstand. Tiden er egentlig også rar, der er optimisme og tro på fremtiden. Der er en stor villa i et dyrt område i Nordsjælland, den er bygget af røde mursten, og der er dobbelt garage, en meget stor dobbelt garage, hvor børnenes og hustruens cykler står side om side med græsslåmaskine, haveredskaber, høvlebræt og andre ting, der er uundværlige i en parcelhus-idyl. Og tæt på Faderens bil. For der er en Alfa Romeo, en rød Alfa Romeo med fire sæder så børnene også kan være der, skønt en Alfa jo i princippet er en sportsvogn og slet ikke en familiebil. Og der er en skov, villaen ligger lige op ad en skov, og indenfor i det rummelige hus er der en vinkælder med en ganske flot samling af især franske vine, og selvom der bliver gået til den og vin hører til ved ethvert aftensmåltid, vokser samlingen støt og flot, og der er bestemt ikke noget at skamme sig over. Heller ikke hvad angår barskabet i spisestuen, her er der både whisky og vodka og cognac og marc og det meste af, hvad et dannet menneske måtte ønske at styrke sig på efter middagen, når kaffen bliver serveret. Kassekreditten er ofte anspændt, men overtrækket bliver altid inddækket i tide, der ér jo ressourcer i familien. Stor, stor friværdi i villaen.
Historien starter en dag, hvor Steffen er måske fire år, måske ikke engang dét endnu, og han irriterer Farmand ved at kræve opmærksomhed. Irritation er det, ikke egentlig had, heller ikke hidsighed, men irritation og en vis narcissistisk krænkelse, der består i at behovet for lidt festlighed og et par gin-tonic tilsyneladende ikke kan tilfredsstilles øjeblikkeligt fordi den lille dreng kræver sit. Så Farmand vender sig om og smækker drengen en syngende lussing. Tiden står stille et kort øjeblik, det er som om al luft suges ud af rummet og mennesker og fænomener stivner og forstenes. Så begynder barnet at hyle, chokeret som det er. Hermed er spillet gået i gang, for hyleriet sætter huset på den anden ende, og det er nu helt sikkert at Morlil ikke stiller underlivet til rådighed for Farmand i en hed omfavnelse, dertil er stemningen for ødelagt. Og hvis skyld er det?
Han tager den lette løsning og siger: Det er Steffens. Så lussingen følges op af en endefuld, hurtigere end nogen aner det, og scenen har fået den fortolkning at Steffen var så uartig og utidig, at der ikke var andet at gøre end at give ham en endefuld og lægge ham i seng, ellers ville vi jo aldrig få ro. Det er hans egen skyld, forældre har ret til lidt selvbeskyttelse. Seks år og så mange voldelige overfald senere, at der ikke er tal på det, er Steffen ikke længere blot etiketteret “uartig”, men ond. Provokerende, utilpasset, adfærdsvanskelig. Hvis der er nogen, man har ret til at beskytte sig imod og bremse med snart sagt ethvert tænkeligt middel, er det dette meget dårlige barn. En væmmelig dreng og en dårlig søn, som truer familiens sammenhold. Tænk at en dreng kan være så tydelig en afviger allerede som ni-tiårig. Derom er alle enige. Og de af familiens venner og bekendte, som ikke er det, og umiddelbart betvivler sandheden i det mikrokosmiske verdensbillede, siger det ikke højt. For tvivlen må komme familien til gode, og det ser jo ud til at de alle er enige. Steffen betragter også sig selv lidt som en uartig og adfærdsvanskelig karakterafviger, skønt han ikke helt ved hvad de sidste to ord præcist betyder. Dette er en af de drejninger, spillet også tager. Ikke så væsentlig en af slagsen, men dog en, det er værd at notere sig.
Al den terror skyldes ikke økonomiske problemer eller sociale sorger. Dette ville være for enkelt. Det er heller ikke alkohol, ikke på den måde. Det er sket, og det er sket tit, at lille Steffen er blevet slået i ansigtet af Far i fuldskab. Første gang det skete, var Steffen som sagt ikke engang fire, og chokket var større end den fysiske smerte, volden var fuldstændigt ubegribelig for den lille dreng, således som den også ville være for alle andre små børn, tanken er jo ubegribelig. At man skulle frygte sine forældre er selvmodsigende og absurd, alle instinkter tilsiger menneskebarnet at forældrene er der for det modsatte, at de er der for at beskytte afkommet mod rovdyr og fremmede, onde mennesker fra andre stammer. For neanderthalerne, disse uhyrer. For ikke at tale om sabeltigrene!
Der er trygt hos mor og far, det er det, der har skullet være siden menneskehedens opståen, og når det modsatte sker, føles det som et jordskred, som en apokalypse, som noget altødelæggende og uforståeligt. Det lille barn har det som man kan have det, når amfetaminrusen er ved at aftage efter fire dages mani, og fest uden nogen form for søvn, som man kan have det efter en decideret alkoholforgiftning: Det føles uvirkeligt, det er som et mareridt, volden vender alting på hovedet for det lille barn første gang det oplever det.
Men det vil være forkert at fokusere på den fuldskab, som er en del af motivationen for volden i den konkrete situation. For det er netop kun en del af komplekset, og kun en ganske lille del. Ved ædruelighed kan al volden og brutaliteten sagtens fortsætte, der er kun tale om mekanik. Og logik.
“Interpretation og omkalfatring”. Det er dét, der holder løbet kørende. Ingen tvivl om dét. Hvis Far og Mor anerkender, at lille Steffen ér et menneske, at han er en sød, lille dreng ligesom de andre børn på vejen … Så har Mor og Far jo konstrueret et alvorligt problem. For sig selv. Far ved godt at man ikke må slå på nogen, og da slet ikke på en sød, lille dreng, og Mor ved godt, at der findes forskellige slags forbrydelser og forbrydere. Hvis man er medvider og bevidner forbrydelser uden at gribe ind, er man medskyldig, og som sådan også en slags forbryder. Spillet vil få en anden drejning hvis offeret er uskyldigt, idyllen vil være truet og skammen vil lure i sindets afkroge, begge vil de jo vide, at det var forbryderisk at være voldelig overfor den søde, lille dreng, som var en sød, lille dreng som så mange andre søde, små drenge på den alder. Dårlig samvittighed kan gøre ondt, skamfølelse kan være forfærdelig og smertende. Den må man undgå, hvis det er muligt. Og især hvis det er i en højere sags tjeneste.
Derfor skal man, hvis spillet skal spilles videre, ændre definitionerne. Hvis nu Steffen defineres lidt anderledes? Hvis vi nu siger, at han aldeles ikke er sød på nogen måde, men tværtimod er et væmmeligt, lille monster? Jamen, så løser det hele jo automatisk sig selv. Den vold, som oprindeligt udsprang af lystfuld hang til at gøre ondt, som var en slags udladning, der tog toppen af selvhadet og placerede det andetsteds, og som efterfølgende gav så frydefuld og afslappet en følelse. Den er nu blevet et transformeret og medieret Andet, den er da bestemt ikke en forbrydelse, det er tværtimod den lille dreng, der er forbryderisk og dæmonisk, og det er ikke alene en ret at prygle ham, det er næsten en pligt. Han er jo modbydelig, den lille dæmon. Han har fortjent slagene. Han var selv ude om det. Der var intet andet at gøre, det var nødvendigt, drengen er tydeligvis ikke vel forvaret.
Når definitionerne således er kommet på plads, bliver spillet forudsigeligt og statisk. Nu kan overfaldene fortsætte uhindret, for de er legitime. Og ikke kun for Farmand, men også for Morlil, som intet kan bebrejdes, når nu barnet er så ondt og dårligt, at der ikke er andet at gøre.
Så man gætter let, at spillet snart går ind i en ny fase. En ting er at udnytte en total overmagt til at mishandle en, der både er så meget mindre end én selv og som dertil også er afhængig af én. Dét er et spil og en fase, som også rummer sine problemer. For eksempel må det jo helst ikke kunne ses bagefter, mærker i ansigtet er absolut no-go, og på de dele af kroppen, som normalt er tildækkede, er det heller ikke for heldigt.
Men en helt anden ting er at få den nye vane til at passe ind i systemet for en familie, der har sine egne regler og sin egen logik. Familien må og skal overleve, skilsmisse vil være en deroute økonomisk, og den vil ikke være god for karrieren. Farmands arbejdsplads er noget konservativ, han vil fremstå væsentligt mindre cool og succesrig som fraskilt. Og Morlil gruer ved tanken om en tilknytning til arbejdsmarkedet, som er dikteret af økonomisk nødvendighed og ikke, som nu, af lyst. Der er meget stor forskel mellem de otte-ti timer, hun aktuelt bruger om ugen, og en fuld arbejdsuge.
For ikke alene skal forældrene være enige om Steffens ondskab, familiens venner og bekendte skal helst også have lidt på fornemmelsen at det er sådan, det er fat. De må bringes på disse tanker. Så kan familien ikke bebrejdes noget. Faktisk er det synd for dem. Det er en tragedie for det ellers så velfungerende ægtepar, at de har fået sådan et problembarn. Har de tænkt på om han har en diagnose?
Og Steffens stakkels lillebror, som ser så mange af de voldelige optrin. Hans angst dæmpes ikke så lidt af den nye konstruktion, verden er ikke utryg og farlig, der er mening med galskaben, man bliver kun for alvor gennembanket hvis man er ond og væmmelig sådan som Steffen. Ikke sød og lille som Leif. Så hvis Leif udnytter sin rolle godt nok, kan han faktisk godt slippe for en hel del af den vold, der ellers ville komme ham til del, for enhver kan se at arrangementet kun styrkes ved at selv lillebror er enig i definitionerne. Og dette kan lillebror godt fornemme, han fornemmer intuitivt det betimelige. Måske er der også andre fordele ved dette arrangement, sådan virker det nogle gange på Mor.
Så nu er Steffen alene, han er virkelig alene, og dét kan gøre lige så ondt, eller mere, end det værste lag tæsk. Det er vold, når den er allermest subtil og velspillet. Det ene slag følges op af et helt anderledes slags slag, der kommer fra den mest uventede kant. Den, der står helt alene, er jo umenneskelig.
Hvis man gerne vil følge et mere kollektivt og socialt spor, kan man fokusere på lille Steffens andre menneskelige relationer. Han er ikke så gammel, så primært vil det være skolen, man på dette spilstade bør rette blikket på. Hans klassekammerater har jo for længst opdaget, at der er noget aparte ved Steffen. Og da børn er nogle både frygtsomme og brutale væsener, går de snart i gang med at eliminere det usædvanlige, altså Steffen. Man kan jo nærmest lugte at der er noget galt ved ham. Han må isoleres, ellers er fællesskabets overskuelighed truet. “Lugte-Steffen”. Dette er en oplagt drejning, den ligger lige til højrebenet. Så overfaldet har alle chancer for at blive aldeles virtuost, den ene gang efter den anden. Steffens jævnaldrende er de aller-allerførste, der opdager tingenes tilstand, de mærker øjeblikkeligt at der er noget galt. Og de er de første til at affirmere berettigelsen af tingenes aktuelle tilstand, de første til at understøtte definitionerne. Steffen er også meget problematisk i sin skolemæssige adfærd. Dette bliver også snart konfirmeret af lærerne på skolen.
Men dermed er historien skam ikke færdig endnu, der er masser af mulige spiltræk. For Steffen er ikke født ond, formodentlig ér han det slet ikke, og har i udgangspunktet heller ikke anlæg for at blive det. Men man er i høj grad, hvad andre siger man er. Og ellers bliver man det. Lige så let som ingenting. Næsten automatisk.
En popmusiker er kun populær hvis andre kan lide ham. En politiker er ikke dygtig hvis ingen vil stemme på ham. Vi er ikke smukke medmindre andre synes vi er det – ja faktisk er omverdenens bedømmelse af én så vigtig, at man på russisk ikke siger at man hedder noget, direkte oversat siger russeren, som vi for sjov her kan kalde Vladimir, ikke: “Mit navn er Vladimir”, men derimod noget i retning af: “Andre mennesker kalder mig ved navnet Vladimir”.
Hvad der er vigtigt i denne forbindelse er, at lille Steffen er nødt til at være ond. Så det bliver han. Enten kan han leve op til familiens definition og spille med i spillet. Blive en voldelig person selv, blive kriminel, eller på andre måder opføre sig således som familien tilsyneladende helst vil have det, så Farmand kan blive ved med at lade sine frustrationer gå ud over ham. Så han kan nyde almagtsfølelsen ved at gennembanke et andet menneske, som kraftedeme ikke havde en chance, hvor meget han end hylede op, det lille svin. Dagligdagen har behov for en ventil. Noget af trykket skal lettes. Så meget har de to medspillere mærket, opstemt af successen med Steffen har han jo et par gange eller flere også ladet dem smage lidt af medicinen.
Hvis lille Steffen udvikler sig som familien ønsker det, kan vi gå direkte videre med en fortælling, der antager karakter af en krimi, for eksempel: “Alle sagde, han var ond, så derfor blev han det også og blev som voksen optaget i en rockerbande”.
Selv hvis han ikke gør nogle af disse ting, bliver han alligevel ond. Der er ikke noget at gøre, der er ingen vej udenom. Hvis han ikke bliver ond, kan han altid blive betegnet som ond. Og så er man det jo alligevel, i det mindste i de menneskers øren og øjne, som er bekendt med betegnelsen.
Alt er fortolkning, og når nu vi hverken kan eller vil gøre noget ved de forskellige overgreb, er det meget vigtig at den overliggende fortælling – “narrativet”, som man siger – ikke udfordres. Og udfordret kan det meget vel blive. Steffen kan for eksempel prøve at snyde sig til lidt kærlighed og respekt ved ikke at blive dårlig, men derimod god til noget. For eksempel kan han blive god til nogle bestemte fag i skolen. Dette vil uvægerligt blive omfortolket, og i familiens kreds vil det ikke hedde, at det er flot at Steffen er så flittig og pligtopfyldende i skolen, men derimod at han desværre er en rigtig lille duks og en øjentjener. Typen, der ville blive stikker i en krigssituation.
Han kan for eksempel blive dygtig til at spille på elbas, men i dette tilfælde vil man ikke rose ham for stor musikalitet og en sjov og livsbekræftende originalitet og entusiasme ud i den musikalske genre, for eksempel blues-rock, som han dyrker så ihærdigt. Nej, tværtimod vil man i familien sige, at det er meget beklageligt at Steffen tilsyneladende er helt uinteresseret i sin skole, men kun ønsker at provokere ved at spille larmende musik hele dagen lang, det er jo det eneste, der interesserer ham, det er sikkert noget han gør for at straffe sine arme forældre. Man siger naturligvis ikke, at det er imponerende hvor langt han er nået, og hvor relativt rent han spiller på trods af at han kun er tolv og ikke har spillet bas længere end halvandet år, han udviser en fantastisk selvdisciplin og er imponerende flittig til at øve på sit instrument. Dén går ikke, det er klart. Det hedder:
“For at provokere spiller han hele tiden på sin mærkelige basguitar, men nogen særlige evner har han ikke, han spiller jo overhovedet ikke rent endnu. Han øver hele tiden de samme passager om og om igen, så “gehør” har han tydeligvis ikke. Og så har han monomane træk, faktisk er der noget sygeligt over hans musikalske mani.”
Narrativet må ikke udfordres, ikke under nogen omstændigheder. Og Gud nåde og trøste Steffen, hvis det for eksempel lykkes for ham at få en flot eksamen. Eller blive medlem af et orkester. Eller på anden måde fremstå som god. Så vil alt blive sat ind fra familiens side, det vil være at betragte som et angreb på dem. Dels martyriet i at familien er blevet hjemsøgt af sådan et ondskabsfuldt lille barn, og de gevinster man altid kan høste af, at det er synd for én. Dén holder jo så lige pludseligt ikke længere. Lillebror Leifs strategi med at dukke sig bag Steffen, og i det hele taget undgå at være påfaldende, vil vise sig at være helt forkert, for nu ser Leif jo, at Steffen har fået succes med det modsatte, nemlig at blive god til noget. Og dét er ikke godt. Leif har lært at det eneste, man skal, er at flyve under radaren. Det er det eneste acceptable. Så hvis det er denne retning, historien drejer, får vi en mængde nye træk, for eksempel kan man ved en dramatisk begivenhed tage den elskede elbas fra Steffen, eventuelt ødelægge den for øjnene af ham. Man kan også vælge det mere subtile, nemlig hele tiden at nedgøre den usædvanlige færdighed, Steffen i sin fortvivlelse er i færd med at tilegne sig. Gøre nar af den, sige: “Nå, skal du ikke ind og øve på din elbas? Vorherre bevares, musiker bliver du sgu aldrig. Det er latterligt at overvære”.
Man kan også ignorere det. Det kan godt være at Steffen spiller imponerende godt bas af en trettenårig at være, men det bringer ham jo nok ikke videre i livet, vel, og under alle omstændigheder er vi så bekymrede for at det ender galt med ham, men han har altid været et problem, han var aldrig nogen god søn. Den, det var allermest synd for var hans far, som virkelig på alle måder prøvede at rette op på ham og nogle gange var tvunget til at tage metoder i brug, som han naturligvis ikke brød sig om, han er jo ikke syg. Men det var nødvendigt. Og så virkede det desværre ikke. Vi blev nødt til at smide ham ud, og nu sidder han vist og spiller elbas på en eller anden efterskole, kommunen anbragte ham i efter han flyttede fra os. Det kommer ikke til at ende godt, det der. Men det er ikke vores skyld, det var hans eget valg.
Dette er en meget mulig drejning af historien, en ret sandsynlig udvikling.
Den er blot ikke så subtil.
Den mest elegante og… Ja, subtile, drejning, historien om lille Steffens erhvervede evner for eksempelvis basspil er: Man tager det til sig! Man anerkender det selvfølgelig ikke som Steffens fortjeneste, men som familiens. Man tilegner sig det som egen fortjeneste, og anerkender ikke Steffen. Evnen er et eksempel på, hvor meget familien har gjort for Steffen, men ikke engang dét satte han pris på, denne ondskabsfulde lille djævel. Sandt at sige er færdigheden ikke noget videre – denne spillen på elbas er jo i sin dybeste grund latterlig og uproduktiv, og et eksempel på hvordan lille Steffen altid kun tænker på sig selv og aldrig bidrager med noget positivt til familien – men det ér dog noget, og han burde takke sine kærlige forældre for at have givet ham muligheden for dog at blive god til noget, men det gør han jo ikke, denne dårlige søn. Men sjovt er det, og selvom familien har al grund til at hade ham for den forstyrrelse af idyllen, og den destruktive adfærd, han hele tiden udviser, kan man godt anerkende det grinagtige i den lille evne, han trods alt besidder, så latterlig den end er. Giv et nummer på bassen, lille Steffen, det siger du jo, du er så god til. Kan du spille “Für Elise” på den? Det lyder rædselsfuldt, men det er morsomt. Er der andre ting, du kan spille? Gør det nu, Steffen, vi har fået gæster. Synes I ikke han er sjov? Vi synes selv, det er så grinagtigt.
Man kan tage det fra ham ved at udstille ham, det er klart. Gøre ham usædvanlig også på dét punkt, fjerne ham fra familiens varme favn ved at stille ham op på scenen. Kun fjerne ham fra scenen og tage ham ned i familiens skød når han skal tjene sin funktion som boksebold og makiwara.
Og så er der selvfølgelig den institutionelle drejning. En løsningsmodel, der bliver mere og mere populær i disse år: Diagnosen! Hvis familien er velstillet – og det ér denne familie – er det jo nok ikke dén, der noget galt med. Når drengen er udadreagerende, skyldes det sikkert ADHD eller noget. Når han er angst og håndsky, er det formodentlig en juvenil psykose. Han er depressiv. Har skizoide træk. Udviser asociale, sociopatiske træk, hvilket man for eksempel tydeligt ser i måden hvorpå han konsekvent undgår øjenkontakt med sine forældre, især Faderen. Og isolerer sig selv med sin elbas.
Problemet med denne løsning, og det tragiske ved dette træk i spillet er, at det jo i nogen grad rammer familien selv. Det er ikke alle, der vil nøjes med at fokusere på familiens tragedie, ikke alle vil umiddelbart give familien deres sympati. En hel del vil distancere sig og føle afsky. Sindssyge er i de flestes bevidsthed noget genetisk noget, og generne har lille Steffen jo netop fra sin familie, så meget er man klar over. Så de har altså selv en rem af huden, og dette begrænser muligheden for umiddelbar empati.
Altså er det der med sindssygen ikke i nogens interesse. Men alligevel kan spillet let tage denne drejning, det kan være Steffens forsvar, og sindssygen kan være hans straf af familien, der gjorde ham så meget ondt. Den eneste vej for ham at gå. Dette er bestemt også en mulighed, man har set det før i den virkelige verden. Det sker slet ikke så sjældent. Ligesom misbrugsvarianten. Hvis Steffen indleder et misbrug af en art, får han dulmet sine personlige smerter, men samtidig holder han spillet kørende og forandrer for så vidt ikke rollerne, som misbruger vil han give familien ret i sin egen, om ikke decideret onde, så dog på anden måde mindreværdige status, der berettiger spillets relevans i den form, det hidtil har været spillet. Og som for så vidt giver argumenter for at det kan fortsætte “i samme dur”, som man siger. Det skal gå Steffen dårligt, for det har han altid fortjent. På den ene eller på den anden måde. Hvis det går ham dårligt nok, kan ingen sige, at forældrene gjorde noget galt da de så godt de kunne forsøgte at rette op på ham. Måske de i virkeligheden slet ikke var hårdhændede nok, nu ser man jo hvordan det gik.
Og han vil ufrivilligt give Farmand, Morlille og Brormand ret i, at de for så vidt ikke så helt galt da de i første omgang klassificerede ham som afvigende.
Dette er også en mulighed. Som man ser, har spillet på trods af de mange forskellige udviklingsmuligheder altid sin egen logik, ligegyldigt hvad udfaldet ender med at blive.
Er der en pointe i denne historie? Det er jo en historie om vold og medløbere, men ikke blandt perkere i Århus eller blandt underklassens medlemmer i Fredericia. Ikke blandt bistandsklienter, men blandt mennesker med velbetalte jobs og pæne formuer, vaskeægte middelklassedanskere, helt hvide i huden, meget kaukasiske. Det er derfor, historien er så ubehagelig. En del af spillet er, at det kan spilles hvor som helst og at alle kan være med. De ikke alene kan være med, de skal være med. Når først startskuddet har lydt, er der ingen vej udenom. Spillet skal spilles til ende når det først er påbegyndt, og det må ikke afbrydes. Det ved alle, og det er de færreste, der bryder reglerne. En behjertet slægtning, måske, en dedikeret socialrådgiver eller en skolelærer med blik for børnenes tarv.
Men det hører til sjældenhederne, det hører ganske afgjort til sjældenhederne med den slags mennesker. Det ser man gang på gang. En del af spillet er også, at man ikke må rapportere om det. Dertil er det for ubehageligt. Det skal omfortolkes, det skal fortælles som noget andet end det, det er. Det skal ikke fortælles lige ud. Kommer vi forbi spillet mens det spilles, må vi ikke bryde ind og standse det, den slags er utilbørligt.
Når spillet er spillet til ende og for eksempel Steffen står tilbage, blødende og ødelagt. Så må vi bestemt heller ikke gøre noget. Ikke fortælle hans historie og hans spil som det, det var. Ikke hjælpe ham og fordømme hans familie, ikke helbrede offeret og straffe forbryderen. Vi skal formforvandle og popularisere, vi skal fjerne historien fra vores egen cirkel og stille hovedpersonen op på scenen og gøre ham til en figur og spillet til et drama. En “fiktion”, som man siger. Usædvanlig og … Pikant. Dette er måske den vigtigste af spillets regler.
Den, der videregiver fiktionen skal være bevidst om det helt fundamentale, at man lige så lidt har lyst til at høre om offeret som om bøddelen. Det ved enhver kvinde, der er blevet voldtaget: Der hænger et eller andet frivolt ved udåden. Man tror jo ikke rigtigt på dén historie, ligegyldigt hvad der er sket. På den anden side vil man jo absolut også have det dårligt med en Donald Trump type, som praler med sine gramsende overgreb på fotomodeller, ligesom man gyser ved påstanden om Bill Clintons voldtægtslignende forførelser af underordnede praktikanter i embedsmandssystemet. Når alt kommer til alt ligner voldsmanden uhyggeligt meget sit offer, som John Cale engang formulerede det. “In the end, in the end”, sørgede han dog for at understrege. Lige så lidt som vi vil høre om voldsmanden vil vi høre om offeret, begge dele bryder roen på en virkeligt uhyggelig og uhøflig måde, og nu har vi det sgu da næsten slet ikke rart længere, her hvor desserten er lige ved at blive serveret, hvad i alverden fortæller du dog dette svineri for? Er det fordi du gerne vil provokere?
Hvordan den end måtte komme til at forløbe, hvad enden end bliver, og hvordan det tragiske crescendo udvikler sig for offeret og hovedpersonen, fortælleren af sagsforløbet må og skal for himlens skyld forholde sig så enigmatisk som en sfinks. Direkte adspurgt fra øst bør han svare i vest.