Klip
6. november 2019
Jeg skal ikke fortælle om mig selv. Når jeg placerer optageren foran et menneske og tænder, skal jeg være professionel og tilbageholdende, jeg skal smile og nikke. Trække stemmer ud af folk med spørgsmål og opmuntringer.
Jeg kan give små stumper af mig selv, hvis det er nødvendigt for at holde samtalen i gang, en historie om en rejse eller et indkøb, en tilkendegivelse af enighed, som en lille præmie til min interviewperson, et skinnende klistermærke efter tandlægebesøget. Jeg er ikke genert. Jeg doserer mig selv, fordi det fungerer. For at få det bedste resultat.
Når jeg senere sidder ved computeren og loader deres stemmer ind i mit redigeringsprogram, har jeg selvfølgelig endnu mere magt over dem. Jeg kan fjerne deres tænkepauser, gentagelser og øhm’er, få dem til at lyde mere velovervejede, endda mere intelligente. Jeg kan også klippe dem i stykker. Trække meningen ud af det de har sagt, kun beholde ”jah, altså” og ”sådan set” og pauserne, jeg har prøvet det en gang, da jeg gik på skole. Jeg vil sige: Det var sjovt. Men det kommer sjældent så vidt, jeg holder mig mest til moderate ændringer. Min magt er langsom og næsten usynlig.
En kvinde fortalte om sin hund i et kvarter, men jeg klippede det bare ud alt sammen, på nær lidt gøen og en enkelt sætning: ”Ja, den er blevet stor nu, en rigtig voksenhund, som kan ligge stille og være velopdragen, hvis bare man beder den om det.” Det var kvindens arbejde som sygeplejerske, jeg var interesseret i, det var det, jeg ville have ud af hende, og som jeg altså fik efter alt det med hunden. Men nogle gange kan jeg ikke stå for det, når nogen siger en sand sætning. Så må jeg have den med. Det er ikke et spørgsmål om kolorit eller om at give deltagerne personlighed, skabe indlevelse. Jeg tager det bedste, fordi jeg kan.
Man kunne også sige, at jeg ryster folk som sparegrise, for at se, om der er noget i dem, der kunne være værd at få ud.
Et af de første programmer, jeg lavede, var et interview med min bedstemor. Dengang var jeg på en redaktion, hvor vi lavede korte fortællinger, der blev sendt lige før middagsradioavisen. Jeg kendte hende ikke særlig godt, min bedstemor, hun boede langt væk fra byen, stadig i sit eget hus, selv om hun var 87.
På vej fra Holbæk Station ud til hende i taxaen kørte vi gennem et villakvarter. I en af haverne stod en stor trampolin og på den to drenge. Den ene ligesom holdt om den anden, og det var først, da vi næsten var passeret helt, at jeg opdagede, at de sloges for alvor. En af drengene havde en sort T-shirt på med Lego-motiv, og hans ansigt var fortrukket, fordi den anden hev ham hårdt i nakkehåret, og så var vi kørt forbi.
Min farmor stod ude på trappen, da taxaen kørte ind i indkørslen, smilende, vinkende og rank og tydeligvis forberedt, med lyse slacks og skinnende knapper på sin cardigan og klipsøreringe der var formet som hvide margueritter. ”Kom ind, kom ind,” sagde hun, da jeg var stået ud af taxaen. ”Og velkommen til, som du husker er skoreolen derovre.” Hun spurgte til min rejse, om der havde været plads i toget, om alt var gået, som det skulle. ”Ja, det er vel nok en pudsig idé, du er kommet på,” sagde hun, og smilede, men så samtidig en lille smule bebrejdende ud, eller måske bare træt, og jeg kunne et øjeblik ikke afgøre, om hun havde lyst til at gennemføre interviewet, og slet ikke hvorfor hun havde svaret ja, da jeg spurgte. ”Men jeg skal nok prøve at svare, så godt jeg kan.”
Jeg kan huske, jeg ofte har tænkt, at hun havde et vanvittigt hjem, men når jeg siger vanvittigt, mener jeg nok det modsatte; ekstremt ordentligt, gennemtænkt, præsentabelt. Der var spejle og små reoler i mørkt træ i entreen, en lille bænk, hvor man kunne sidde og tage skoene af, betrukket med stof, der var broderet med blå og hvide roser. Lamper i messing, æggegule vægge, en porcelænsskål med et geometrisk mønster i indigo og guld. Den var til nøgler. Et lille, kunstigt bonsaitræ, som min bedstemor selv havde udformet af sølvtråd og røde perler. Jeg stod der i entréen i strømpesokker, på det tykke, cremefarvede gulvtæppe og følte mig som en fremmed, og tænkte, at jeg måske altid havde følt mig lige så fremmed i det hus, som jeg gjorde nu, men at situationen, mit i hvert fald halvvejs professionelle ærinde, bare gjorde mig mere opmærksom på det. I virkeligheden var det jo omvendt, i virkeligheden var det netop det, at jeg kom her på en opgave, med optageren i hånden og en aftale med min redaktør, der gjorde det muligt for mig at træde et skridt tættere på, og at stille spørgsmål, jeg ellers hverken ville have overvejet eller turdet at stille, og det gjorde mig både eksalteret og lidt trist.
”Sikke en nydelig frakke.” Hun tog min mørkeblå Burberry fra mig og hang den på en bøjle. ”Men det er en skam med den knap, der mangler. Skal vi ikke se om jeg har en af den slags til overs i samlingen lidt senere.”
I køkkenet havde hun allerede dækket op til frokost; små musselmalede skåle og tallerkener med karrysild, kogte æg, postejer. Min far havde dengang indstiftet en form for aftale med hende om, at hun ikke måtte lave mad, når han skulle komme på besøg, fordi hun anstrengte sig for meget, brugte dagevis på at købe ind og gøre klar, hvilket gjorde hende tydeligt udmattet. Men det gjaldt ikke for mig, tror jeg. ”Skal vi begynde optagelserne over frokosten, eller hvordan?” spurgte hun, og jeg måtte forklare, at det ikke gik, fordi klirren fra bestik og tallerkener ville ødelægge lydbilledet. Hun virkede allerede afventende, en smule vagtsom, og vi talte lidt om vejret. Det var april, for et par år siden, omkring påske, solen var ved at bryde igennem for alvor.
Min bedstemor var danselærerinde. Og gymnastiklærerinde, det var det, vi skulle tale om. Hun sagde: ”Jeg havde både børn og voksne. Nogle store dansere blev der jo ikke ud af de børn, men det lykkedes altid at få ordnet et acceptabelt afdansningsbal, så forældrene kunne se, at de ikke havde spildt deres penge. Morten var heller ikke ligefrem rytmisk anlagt, men jeg prøvede, det gjorde jeg. Altså min søn, Morten.” Hun så på optageren, som om den var en tredje deltager i samtalen, hvilket den jo på en måde også var, som hun havde været uhøfligt indforstået overfor.
”At lære dem at danse var også, altså, de skulle jo socialiseres.”
”Kunne de være irriterende?” spurgte jeg.
”Ja, børn kan være forfærdeligt irriterende. Nogle af dem var bare blevet sendt af forældrene, og så stod de midt på gulvet og vippede og tyggede på fletningerne. Men på en eller anden måde lykkedes det altid at få dem til at bevæge sig.”
”Nej, jeg dansede aldrig selv forestillinger. Jeg er uddannet herude fra den lokale danseskole, og jeg dansede lidt konkurrence da jeg var ung, lokale mesterskaber. Det var bare sjov, men vi tog ind til byerne, til de der store dansehaller, og man skulle sminkes og smile til dommerne og bagefter var der middage. Det var som det at gå en tur i skoven er for mig nu, eller at dyppe ansigtet i en balje med koldt vand, man bliver løftet lidt, ikke.”
”En gang om måneden, mens jeg underviste i dans, tog jeg toget ind til København for at besøge Stinna, min veninde, som arbejdede på et gymnastikcenter. Min mor passede Morten imens. Stinna og et par af hendes kolleger havde været i Holland, hvor de havde lært om en af de nye gymnastikformer, Mensendieck, ikke så langt fra det I kalder yoga i dag. Man begyndte at tænke på åndedrættet. På gentagelser og stræk, også uden for balletsammenhæng. Jeg betalte lidt og fik lidt rabat og kunne tage et kursus hos dem, så jeg selv kunne undervise.
Jeg har også engang mødt Bess Mensendieck, eller rettere, jeg havde en klasse med hende derinde på centeret. Hun havde en brun turban på og briller, og det overraskede mig, at hun på den måde så lidt sammenkrøllet ud, sådan som de fleste gamle mennesker jo gør, på trods af, at hun havde dedikeret hele sit liv til gymnastikken. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, det er jo umuligt ikke at rynkes en lille smule. Og hun var stadig meget rank, meget lille og helt pakket ind i sjaler og trøjer, men rank. Hun sad på en måtte midt i rummet og kommanderede os rundt. Vi skulle tage alt tøjet af og studere vores musklers sammentrækninger i et stort vægspejl, mens vi bevægede os. Sådan gjorde man. Med mine egne elever tillod jeg dog lidt tøj, ellers havde jeg aldrig fået lov til at undervise herude. Vi var jo kun kvinder tilstede, og jeg var meget ung og stærk, så jeg var ikke genert. Men jeg kan huske, jeg tænkte på, om der var blevet vasket efter sidste hold, sådan som vi svuppede rundt helt nøgne på gulvet. ”Op, op, op!” og ”Højre arm ud, nu, ud, ned, ud,” sad Bess Mensendieck der og halvråbte med sin underlige tysk-amerikanske accent, og hun fortalte os om metoden, hun sagde: ”I den langsomme udvikling fra dyrets horisontale til menneskets oprejste stilling er det trin endnu ikke nået, hvor legemsbygningen helt af sig selv forbliver oprejst.” Det gjorde stort indtryk. Før Tyskland blev ubeboeligt, boede hun jo dernede, jeg har hørt, at kejser Wilhelm fik hende ansat til at undervise sine hofdamer, fordi han var utilfreds med deres kropsholdning. Det kræver hårdt arbejde at være yndefuld, det måtte hun lære dem.”
”Senere, i de seneste mange år, har jeg jo kun haft enkeltelever, eller patienter om man vil, herinde.” Hun pegede ud mod et tilstødende rum, hvor jeg vidste, at der stod en briks, en kommode, nogle stearinlys. ”Det var heller ikke meget, efter jeg mødte Lars. Jeg lægger hænderne på folk, masserer dem. Får dem til at slappe af.”
Hun havde fortalt mig en masse, som jeg ikke vidste, men hun fortalte mig ikke noget, som hun aldrig havde fortalt nogen før, det kunne jeg høre, og jeg blev grådig, næsten hidsig, ville have mere. Ikke nødvendigvis følelser eller såkaldt private detaljer, men jeg ville have at hun skulle komme i tanke om noget nyt, give mig en anekdote eller et minde, som hun ikke allerede havde finpudset og afleveret masser af gange til andre mennesker som små, rustikke visitkort. Men hun var stædig, selvfølgelig, og det var som om, jeg heller ikke kunne finde de rigtige spørgsmål at stille hende. På den ene side var jeg grådig efter mere, på den anden side sad hun der, rank og smuk i sit hjem, der var pyntet med påskedekorationer fra Georg Jensen og med store strudseæg, som hun selv havde farvet rødlige ved at koge dem med løgskaller, og hun virkede fuldkommen uigennemtrængelig, eller nærmere, som om der ikke var mere at komme efter.
”Folk skriver takkekort til mig,” sagde hun. ”Patienterne, dem jeg behandler. De skriver: Umådelig mange gange tak for hjælpen, Brigitta, uden dig var det aldrig gået.”
Da jeg stod ude på vejen igen, var der akkurat ikke gået to timer, siden jeg ankom. Det var lige så længe som et hvilket som helst andet interview. Det var stadig det samme solskinsvejr. Jeg tænkte, at der trods alt sikkert var noget at arbejde med, jeg kunne jo altid klippe lidt musik fra 40’erne ind og snyde mig til en mere sentimental eller hengiven stemning.