Warning: Constant CUSTOM_TAGS already defined in /customers/3/3/d/lapidar.dk/httpd.www/wp-config.php on line 116
14. december 2020
Her på vores egn ved alle, hvorfor kroejerens søn gjorde det. Ud på morgenstunden steg han, en stum og nærsynet dreng med rustrøde kinder og fyldige læber, op på scenen, efter at han udeltagende havde båret glas ind, båret glas ud, fyldt glas op og båret dem ind igen hele aftenen. Han knaldede den fulde bakke mod trompetistens hoved, lige i det øjeblik hvor han satte trompeten til sin mund for at spille en sidste touche for brudeparret. Kroejerens søn hamrede med så stor kraft, at bakken gik i stykker, og trompetistens blod sprøjtede ud af hans ører og næse.
Få timer før havde brudeparret stadig været smukt: med indersiden af albuerne smertefuldt hægtet sammen, tænderne blottet, den frie arm med et glas i hånden strakt lige ud mod bordenes firkanter, smilte de til begge deres familiers ansigter, som om de havde råd til en fotograf.
Senere var der ingen, der var opmærksom på musikken. På scenen ved siden af trompetisten sad en mand ved et plastikklaver. Parrene drejede rundt om sig selv og trådte hinanden på fødderne. Imellem de dansende gik brudens far frem og tilbage som en væsel og hviskede alle i ørerne, at denne aften var hans økonomiske ruin, for man rullede stegene fra bord til bord og øltønderne op fra kælderen alene på hans bekostning. Og hvis han ikke havde stampet i gulvet tre gange, ville orkestret slet ikke være kommet. Mens han snakkede, trak han de slappe kinder hørligt indad med tænderne, hvorved han faktisk så syg ud i tusmørket i den tarveligt pyntede sal. Men grandonklerne, som havde fuldt op at gøre med at få bugseret deres niecer ubemærket over dansegulvet hen til bardisken, slog ham bare på skulderen, og niecerne råbte, det er jo af kærlighed, af ren kærlighed, og drak det dobbelte.
Da trompetisten mismodigt satte an til endnu en fanfare for brudeparret, sad bruden allerede tudende ved bordet. Hun tørrede sig med borddugen over sit forgrædte ansigt, mens hendes mor havde travlt med at ordne hendes hår, som hele tiden faldt ned, fordi kransen på hendes hoved var sat så dårligt fast, at den ikke engang kunne holde til to danse. Det har hun gjort med vilje, råbte brudens mor, men brudgommens far, der havde brudens søster under armen, nikkede over mod uret på væggen. Det var næsten midnat, og han skubbede en snaps hen over bordet. Den behøver jo ikke holde så længe mere, sagde han, og brudens mor drak snapsen hurtigt og med lettelse, som havde hun netop solgt en hest til en god pris.
Ved midnatstid spillede orkestret en sagte bryllupsmarch, som endnu engang fik gæsterne op af stolene, selvom ingen kunne holde sig på benene mere. Som én mand kastede de sig over bruden, der sad på hug på gulvet med hænderne over hovedet og prøvede på at kravle ind under bordet. Men onklerne fik fat i den yderste flig af hendes kjole og trak hende ud i midten af salen igen. Under skrig og skrål rev gæsterne både slør og krans af hovedet på bruden, så hendes frisure nu faldt fuldstændig sammen. Kransen fløj tværs over salen og landede mellem glassene på kroejerens søns vaklende bakke. Han blev endnu mere rød i ansigtet og forsøgte at nå i sikkerhed ved bordet. Men niecerne løsnede sig fra onklernes greb og pressede klukleende kransen ned over hovedet på ham, så er du den næste, råbte de og flankerede ham som rystende træer, mens de andre gæster delte rovet mellem sig og forgæves forsøgte at binde stumper af sløret i hinandens knaphuller og hatte; de lo og vaklede meget.
Kroejerens søn arbejdede nu utrætteligt. Han gled som en skygge på meder gennem salen og mistede lidt mere vægt og kontur for hvert glas, han skænkede ud. Kroejeren stod ubevægelig ved bardisken og betjente taphanen. Vi skal drikke ham under bordet, helt ned i kælderen, råbte brudgommens far. Han dirigerede sin tale med venstre hånd, som han holdt brudens højre sko i. Som brændestykker lænede onklerne sig op ad væggene og kunne ikke huske, hvilken del af familien de hørte til. Langsomt som sne, der falder ned fra tagene om foråret, gled de ned på gulvet, hvor de faldt i søvn, den ene med hovedet på den næstes skulder, som kendte de ikke til fjendskab.
Da man bemærkede, at brudgommen ikke kunne finde bruden, var det allerede langt over midnat. Brudgommen lå nede under bordet og var ikke mere i stand til at tage hensyn til skikkene. Der var ingen, der ville lede efter hende, for alle skiftevis sov og drak, og vejret var dårligt. Det var derfor, at valget faldt på kroejerens søn, som man for det første mente var uskyldig, for det andet ædru og for det tredje undværlig, og én skulle jo gøre det. Men kroejeren tog nu hånden væk fra taphanen for at forlade sin post. Læretid er ikke bryllup, råbte han, og bryllup ikke læretid, men brudens far og brudgommens far, pludselig enige som brødre, holdt ham fast, til hans søn havde forladt salen med flyvende skridt.
Så hoppede fædrene op på bordet og kastede ler på hinanden igen. De kæmpede om morgengaven, som brudgommens far ikke ville give fra sig. Af kærlighed, råbte han, af ren kærlighed sætter jeg ikke en krone på højkant. De stødte næverne ind i nakkerne på hinanden, mens de brølede så højt, at onklerne ved væggene vågnede op til nyt liv. De kom på benene, omringede bordet og deklamerede klappende vores egns vers. Nede under bordet tørrede brudgommens mor sin søn med fugtige servietter, først hænderne, derefter panden, og fordi der ikke var noget, der hjalp, rev hun skjorten op over brystet på ham, så knapperne trillede hen over gulvet. Var du bare blevet hos mig, hviskede hun, ville det ikke være sket. Brudgommen stønnede i søvne og vendte sig under morens hænder om på den anden side.
Da musikerne begyndte at stuve deres instrumenter sammen ved morgengry, blev døren pludselig åbnet. Ind kom bruden arm i arm med kroejerens søn og uden slør og krans og sko. Hun var fuldstændig gennemblødt, hendes kjole var revet i stykker, og hun havde et udtryk af stor tilfredshed i sit ansigt. Kroejeren rynkede panden, og trompetisten pakkede sit instrument ud igen. Bruden gik gennem salen over til bordet, hvor fædrene havde bidt sig fast i hinanden som hunde, og bukkede sig for at fiske efter brudgommen. Hun greb fat i den yderste snip af hans skjorte og trak ham ud midt i salen, hvad der kostede hende store kræfter, for brudgommens mor holdt fast i den anden ende af ham og trak med tænderne og neglene. Mens bruden stadig krøb omkring på gulvet for at samle skjorteknapperne op, steg kroejerens søn op på scenen og bankede den fuldt belæssede bakke i baghovedet på trompetisten, der lige havde sat i med sin allersidste touche. Trompeten gled fra trompetistens læber og hang svingende ned fra hans højre hånd. Forbavset, som om han umuligt kunne tro på historien, stirrede han kroejerens søn i øjnene, og det tog lang tid, før han sank ned på knæ og forsigtigt lagde hovedet på gulvet foran sig.
Klaverspilleren slog nu kraftigere i tangenterne, og gæsterne begyndte at danse, som om aftenen lige var begyndt. Kroejeren stod ved hanen og fyldte glassene op. Midt på scenen stod kroejerens søn med den tomme bakke under armen og ventede på sin belønning. Bruden lo meget og blottede sine tænder, men da han bøjede sig ned til hende for at lade sig kysse, kyssede hun, stadigvæk leende, sin sovende brudgom, af kærlighed, af ren kærlighed, som man siger på vores egn.
Felicitas Hoppe (f. 1960) er en af de mest sprogbevidste og fantasifulde forfattere i tysk samtidslitteratur. Hun har vundet utallige priser for sit værk, der omfatter et stort antal noveller, men også romaner, rejselitteratur, børnebøger og oversættelser. Den seneste pris – Großer Preis des Deutschen Literaturfonds – vandt hun i oktober 2020. I 2012 blev Felicitas Hoppe tildelt den fornemste tyske litteraturpris, Georg-Büchner-Preis. Hendes værker er bl.a. oversat til engelsk, fransk, italiensk, arabisk, tyrkisk, nederlandsk og svensk. ”Brylluppet” er den første tekst af Felitas Hoppe, som udkommer på dansk.
Oversat af Pia Amelung, Malte Busch, Niklas Dörrhöfer, Hanna Göbel, Ruth Haberberger, Alexa Jurida, Mona Langhorst, Sandra Lautenschläger, Hector Schuldt, Petra Spannaus og Marlene Hastenplug (Institut für Skandinavistik, Goethe-Universität Frankfurt am Main) i 2019 fra Felicitas Hoppe: ”Die Hochzeit”, i: Picknick der Friseure. Geschichten. 1996.