Fem tekster om at være trist i Den Haag
1. maj 2020
1 (prolog)
Jeg skrev til arrangørerne, at jeg havde tænkt over det, og at jeg alligevel ikke kunne være væk fra min datter i de tre dage, festivalen varer. Jeg havde taget imod invitationen, før hun fik sit ansigt, mens hun endnu var et morsomt potentiale. Sommeren skyggede for efteråret, det føltes fiktivt, langt væk. Men i oktober vil hun være 6 måneder gammel – og hvem ved hvad hun så kan? Sidde med ret ryg i sin højstol? Spise udkogt pasta, banan og blødt brød? Måske gennemhuller hun ikke længere natten med sine mange lyde. En måned er en evighed i det lille barns tidsregning, og jeg – jeg vil være den samme. Jeg skrev og forklarede, at min kæreste havde tilbudt at rejse med og passe min datter, mens jeg arbejdede og deltog i festivalen. Det havde han strengt taget ikke. Det var sandt, at vi havde talt om det som en mulighed, men han havde ikke lovet mig noget. Tanken om at være fanget på et hotelværelse med et lille barn tiltalte ham ikke. Det forstod jeg godt. Jeg så hende for mig, rode rundt og brokke sig på det væg-til-væg tæppe, gulvet sikkert er dækket af. Tordenvejrsgråt eller rødt som okseblod. Og jeg så dem for mig gå under regnen i de fremmede gader, søge ly på caféer og museer, tabe plasticskeerne på gulvet og glemme en hagesmæk, hendes blå hunderangle mellem skrald og tomme kopper på bordet. Så snart jeg havde sendt mailen vidste jeg, at ingen af delene ville komme til at ske. Jeg vil rejse alene. Stige på metroen og siden flyet, alene. Ankomsten, menneskene, sengen, tæppet og håndklæderne på hotelværelset, de fremmede sprog og kanderne med juice i morgenmadsbuffeten; det vil alt sammen være op til mig at forvalte. Siden jeg fødte min datter i maj har mit blik været dobbelt, min færden tynget af hendes stadig voksende vægt og de mange forskellige plasticgenstande opretholdelsen af hendes rytme kræver. Åh den sarte rytme, mine dages bistre forpagter! I Haag vil jeg befinde mig uden for dens jurisdiktion, let som en fjer og faretruende overflødig. Den første gang jeg rejste fra min søn ramte følelsen af uvirkelighed efter et døgns tid. Han var 11 måneder gammel. Euforien over at læse, gå og sove uden forstyrrelser var dampet af, og jeg vandrede hvileløst omkring i de brostensbelagte gader, gennem universitetsparken og langs med floden Cam. Al byens middelalderlige skønhed var spildt på mig. Som en bortløben fange længtes jeg efter at blive opdaget og ført tilbage til min celle. Flugten åd mig hurtigt op.
2
I telefonen i går fortalte min søster, at hun havde taget en tre-i-ener med på læsesalen for i det mindste at få klippet sine tånegle. Hun har en ubehagelig følelse af, at hendes speciale er blevet klogere, end hun selv er. Sent om aftenen, når hun slukker lyset og cykler hjem fra Amager, kan hun føle noget, der minder om fred, men næste morgen er det igen som at stirre ind et dunkelt tornekrat. Man skulle egentlig have været filolog for at skrive om det her, sukkede hun, og for resten skylder jeg dig en fødselsdagsgave. Jeg stod i køkkenet og stegte gnocchi, mens vi talte, i godt humør over lyden af hendes nasale stemme og lugten af brunet smør, der fyldte rummet. Dunia sad i bæreselen og studerede min mund bevæge sig; ind imellem borede hun ansigtet ind i mit bryst. Jeg ved stadig ikke, hvad den gestus betyder. Der kan gå nogle dage, hvor hun ikke gør det, men det vender altid tilbage. Det bekymrer mig ikke. Ikke alt, hvad jeg ikke forstår, bekymrer mig. Det er fremskridt. Nogle ældre kvinder har unge, næsten barnlige, stemmer, har jeg bemærket. Hvis man lukker øjnene kan man forestille sig den pige, stemmen tilhører, åbner man dem, forsvinder hun ikke helt, men bliver hængende om det gamle ansigt som et lys. Der var sådan en kvinde med metroen på vej ud til lufthavnen, hvor jeg er ankommet i alt for god tid. En mand og hans søn leder forgæves efter en stikkontakt, men de smiler opmuntrende til hinanden, og lader mig på denne måde forstå, at det nok skal gå alligevel. Det vil jeg aldrig få mulighed for at takke dem for. Så snart Nitesh trådte ind ad døren, trak det i mig for at komme afsted. Min taske var pakket og stod ved klaveret, vanterne og halstørklædet lå ovenpå. Solen skinnede ind gennem de beskidte ruder og fik legetøjet til at lyse: gul, turkis, lilla, klar pink. Afskeden blev brat og tør, det var sådan, jeg ville have det. Jeg glemte ikke posen med bleer, jeg glemte ikke at stille cyklen frem til min søn. Jeg huskede, at jeg elskede dem og at sige det.
Køkkenet i den indonesiske restaurant lå i forlængelse af spisesalen, så nu lugter min røde uldfrakke af stegeos og ris. Jeg har hængt den op på en bøjle ved det åbne vindue, og kan ikke holde op med at registrere et menneske i rød uldfrakke, der står bag gardinet og roligt betragter mig arbejde. Adrienne Rich skriver, i 1974 eller 75: ”Indtil vi finder hinanden, er vi alene”.
3
Den lille pige i sengen havde den samme lave pande og de samme blanke øjenbryn som Dunia, og jeg måtte bede til, at hun ikke var død. Hun var død, men så så levende ud, at jeg besluttede, det ikke behøvede betyde noget. Hænderne lå spilet ud som søstjerner på det stive linned, kinderne og den runde mund var endnu rosa. Jeg har glemt navnet på maleren, og det er heller ikke vigtigt. Ingenting er vigtigt. Bagefter gik jeg ud i solen med min alt for tunge taske, tilfreds med at have sprunget køen i museumsbutikken over på en så gadedreng-agtig måde: jeg efterlod lige penge og en seddel, hvor der stod ”Hér, for de fem postkort”, gik min vej med barske skridt. Det var lige før, hjertet hamrede i mit bryst. Resten af dagen var det afgørende ikke at fare for meget vild, at dreje ned ad de rigtige gader og holde sig verdenshjørnerne for øje. I en genbrugsbutik ved kanalen købte jeg en jakke af lammeskind med borter af rødt læder og tog den på med det samme. Lucky lucky girl, sagde ekspedienten, idet hun overrakte mig kvitteringen. Da jeg nogle timer senere stak hånden i jakkens dybe lomme fandt jeg to runde tyggegummier og puttede taknemmeligt det ene i munden (jeg har glemt en tandbørste og også glemt at købe en). Det skete på Escher-museet, som jeg ikke havde planlagt at besøge: Jeg har intet forhold til hans værker, men det var for tidligt at gå tilbage til hotellet, og Lange Voorhout glødede af ond rigdom i eftermiddagssolen. Inde i det gamle palads var mange høje spejle, jeg kunne beundre jakken i, og i en af salene kørte der en film, som fik hans liv til at fremstå ligeså renset for menneskelige fejl som litografierne på væggene. Familien Escher flyttede sig fra hus til hus fra land til land, mens årene tikkede muntert forbi. Sønnerne og konen var der hele tiden, men som en summen i periferien, og altid – et sted i midten af det hele – var der et rent og stille rum, hvor Maurits kunne udtænke sine svimlende sort-hvide verdner i fred. Alle de timer, hvor døren til hans rum var lukket, hvor ryggen (hvis man dristede sig til at åbne den lukkede dør) var det eneste, man så af sin far, af sin mand. Jeg forlod museet nedtrykt og måtte gøre mig umage for ikke at invitere døden ind i mine tanker om livet. Der var søen med gyldent vand, der var tårnenes silhuetter, men dér, dér på en bænk, sidder jo også en gammel dame med åben mund og stirrer på det! Hun har travlt nu, med at nå al skønheden og kun sine hævede ben til at bære sig omkring. Jeg skynder mig hjem, hovedpinen dundrer som hestehove bag panden.
4
Forbandet være det djævelske maskineri, der sættes i gang, når nogen begynder at kalde dig forfatter, og du begynder at tro dem. Nu sidder jeg også på caféen og hoster som en imbecil, den slags opførsel er jeg slet ikke smuk nok til længere. Desuden burde jeg have ringet og ønsket min søn glædelig Halloween, ligesom jeg burde have løftet min datter op af sengen, kysset hendes næse og skiftet den tunge ble, før jeg gav hende dagens første flaske. Ah hvor jeg dog savner den vidunderligt krydrede lugt af hendes tis. I stedet serveres for mig skammens kolde frugtsalat og en regn, der uophørligt kæler for mine ophovnede øjne. Ikke engang noget så prosaisk som en pedicureaftale vil lykkes i dag. Jeg mødte op til aftalt tid til en mørk og lukket salon. Da jeg ringede til nummeret, som stod angivet på hjemmesiden kunne jeg høre telefonen gennem den låste glasdør. Je hebt Amberskin bereikt. We zijn er momenteel niet. Jeg lagde en opgivende, men ikke bebrejdende besked, og gik min vej. Af en eller anden grund kan jeg ikke slippe den tanke at trafikken i denne by ikke er virkelig; at den er en slags dukketrafik. Jeg frygter den ikke tilstrækkeligt, forventer ligefrem, at den vil bøje af, opløse sig, føles blød som en svanevinge, skulle den alligevel strejfe mig. Trods alting lader det sig gøre, ved dette bord i dette vindue, at renskrive drømmedigtet fra oktober.
5 (epilog)
Klokken nærmede sig kvart i, og min taxa kom ikke. Det sagde jeg til Amit, som havde sluttet sig til mig på pladsen udenfor hotellet og spurgte, om jeg skulle til hovedbanegården? Jeg skal direkte til Amsterdam, forklarede jeg, men min taxa kommer ikke. Da der var gået yderligere ti minutter, i løbet af hvilke, hverken min eller hans chauffør var dukket op, steg vi sammen på den første den bedste vogn, der drejede ned ad Spui. På daværende tidspunkt kendte jeg ikke hans navn, og da vi præsenterede os en halv time senere, troede jeg, at han sagde Ahmed. Navnet Amit fandtes ikke før senere, hvor jeg tog imod hans visitkort og indså min fejltagelse, men det forhindrer mig åbenbart ikke i at lade det svæve over situationen som en special effect. Måske gav han mig faktisk allerede hånden (og med hånden sit navn), da vi stod ude foran hotellet, i regnen. Hvis det er tilfældet havde jeg ikke bidt mærke i det. Mit fokus var ikke rigtig på den venlige nordindisk udseende mand, der stod og frøs i sin vindjakke. Tanken om at komme for sent til mit fly, og dermed udsætte det øjeblik, hvor jeg skulle holde min datter i mine arme, ængstede mig. Der er ikke særligt langt fra Hotel Mercure til Den Haag Centraal, vi var fremme i løbet af få minutter. Amit fandt sit kort for at betale, men chaufføren insisterede på, at han kun tog imod kontanter. Lettet rakte jeg ham en tyve-euro seddel, som han lige så lettet og med et nik stak i skjortelommen. Det tog mig et øjeblik at forstå, at han ikke havde tænkt sig at give mig nogle penge tilbage. Tyve euro, sagde jeg? For den tur? Han rystede på hovedet, halvt beklagede, halvt afvisende. No change. Amit spurgte om han lavede sjov, men chaufføren forsikrede os om, at det gjorde han ikke. No change betød ganske enkelt det, no change. Ingen af os havde tid til at diskutere, og vi lod chaufføren køre afsted med sin triste mine og sine drikkepenge. Amit følte sig sat i forlegenhed over, at jeg så rigeligt havde betalt for hans tur til banegården, og da vi havde sikret os, at vi kunne nå det næste tog til lufthavnen, bød han mig på en kop kaffe. Jeg takkede ja. Udover at have lyst til kaffe, følte jeg mig, nu hvor jeg vidste, at jeg ville nå mit fly, hensat i mit mest snaksagelige, mit mest elskværdige, humør. Jeg spruttede som en stjernekaster. Der var ikke det emne, jeg ikke interesserede mig for, ikke den vittighed, jeg ikke kunne grine hjerteligt af – eller replicere vittigt på, og i løbet af de fyrre minutter vi tilbragte på toget, følte jeg, at jeg lærte Amit bedre at kende end nogen af de mennesker, jeg netop havde tilbragt fire dage sammen med. Før vi skiltes lovede jeg at læse hans datters e-bog Isolated forever!?!, som han straks sendte mig et link til.