25. august 2021
JEG VED ikke, hvad han havde sagt.
Plaget om is hele dagen og så klaget, da han fik en, fordi det var en anden, end den han ville have.
Måske.
Og så en af de der trusler, vi alle kender. Men jeg truede ikke.
Stak bare isen ned i halsen på ham.
Hvilket gik forbavsende let.
Og man skulle tro, at alle lydene ville få mig til at fortryde, forsøge at få isen op igen.
Men det gjorde det ikke. Jeg stirrede egentlig bare.
Tænkte.
Hvad sker der først?
Smelter isen, eller bliver han kvalt?
Og i forhold til den panik det kan skabe, fordi en is altid smelter hurtigere, end man kan nå at spise den, smelter en is altså forbavsende langsomt, når den først sidder i spiserøret.
En ud af mange lyde, der måske betød mor. Eller også noget, jeg forestillede mig, for at gøre det mere dramatisk. Men lydene var der. Og øjnene. Panikken startede kontrolleret, forsøg på at få vejret, få isen ud, et blik på mig, der måske ville have mig til at gøre noget, men inden for ganske kort tid, tog kroppen over, i bevægelser, der kun blev mere tilfældige, hurtige, krampagtige.
Jeg tror egentlig, jeg blev ved med at stirre, længe efter han var blevet stille.
Snørebåndet på venstre fod, var gået op. Før eller efter. Det ved jeg ikke. Eller om mærkerne under hagen var asfalten eller lynlåsen. Men skulle i hvert fald have taget de servietter. Tænkte jeg. Dumt, tænkte jeg. Typisk.
Det var først, da jeg kom i tanke om, hvad jeg havde lovet ham. At jeg havde lovet ham, at vi godt kunne gå ned på gyngerne efter aftensmad, at jeg flyttede mit blik.
At jeg ikke længere kunne kigge på ham.
Jeg ville aldrig have troet, at en på hans størrelse kunne blive så tung. Jeg kunne næsten ikke flytte ham. Men det lykkedes at trække hans krop op langs mine ben, som jeg sad på jorden. Så kunne jeg godt få ham op i mine arme.
Og så stirrede jeg igen. Lovede, at vi nok skulle gynge. Lovede at tage ham med ned på gyngerne efter aftensmad.