Fostre i sprit
15. november 2016
Jeg konserverede mit første foster for fire og et halvt år siden. Jeg husker duften af sprit og barnehud, som rungede i mine næsebor. Det lille væsen i mine store hænder. Helt krøllet sammen. Et lille mislykket forsøg på liv. Jeg vaskede dig. Jeg sørgede for, at du tog dig godt ud. Jeg valgte det rigtige glas. Et aflangt et med en svag krumning foroven. Jeg lagde dig derned. Forsigtigt. Holdte dig om hovedet, fordi det gør man med spædbørn, har jeg hørt. Jeg omfavnede dig i sprit. Jeg så væsken stige i dit gennemsigtige palads. Jeg har bevaret dig. Fin og glat troner du i din glasmembran. Jeg har sat dig på øverste hylde i den store montre, så du kan skimte Marmorkirken ud igennem ruden. Sådan noget glemmer man ikke.
Kuglepennen ligger let imellem mine fingre. ”Årsag: Væskefyldt hoved”, nedskriver jeg på en hvid label. Klokken er 20.45, og museet er for længst lukket. Jeg bliver her altid længere end mine kollegaer. De forstår ikke relationen mellem mine børn og jeg. Mine syltede børneliv, mine sprittede fosterunger. Jeg ser op på dem i glaskabinettet. De står der alle sammen på rad og række. Laila, Kamilla, Josef, Michael. Vi har været godt besøgt i dag. Det er lørdag, og folk vil se noget andet end frisbeekastende studerende i Kongens Have. De vil se det underlige og det absurde. ”Det indsamlede menneske” hedder vores faste udstilling her på Medicinsk Museion. Den er mit hjertebarn. Jeg hører støjen nede fra Bredgade. Lyden af lykke og promiller kryber ind igennem de dårligt isolerede ruder. Jeg ser ud, og mærker det strammer i brystet ved tanken om at skulle forlade de små. Jeg rejser mig og tager den mørkegrønne anorak over hovedet og den røde fjällräven på ryggen.
Jeg slukker lampen i loftet, så kun de små spots i glasskabene oplyser rummet. Jeg ser dem alle sammen. Louise, Mads, Joakim og Anne. De ser på mig. De ved, jeg går nu. Jeg, deres skaber, deres far. Jeg lukker døren bag mig med et bankende hjerte og en dunken dybt nedefra. Jeg cykler igennem byen, Gothersgade, forbi Kongens Have. Lysene blinker omkring mig. Livet på gaden føles så fremmed for mig. Så levende.
Jeg træder til i pedalerne. Står foran døren til min lejlighed, sætter nøglen i låsen, drejer, træder ind og ser hende. Mit kæreste eje. Essensen af skønhed danser for mine øjne. Hun ligger der, så velbevaret. Så rød og ægte. Livmoderen. Min livmoderkvinde. Jeg træder et skridt tættere på hende. Ser på hendes væske. Det har aldrig set så rent ud som omkring hende. Jeg pudser hendes glas med Irmas dyreste glasrens og en fiberklud. Hun fortjener det bedste. Jeg har lyst til at tage hende ud, begrave mine hænder i hendes kødfulde folder. Hun rummer liv, og jeg vil fylde hende ud. Hun kunne hedde Mia eller Laura. Jeg slikker på glasset og må styre mig for ikke at stikke hånden derned.
Jeg koger pasta og spiser det med ketchup. Jeg ser en dokumentar om ålens rejse til Sargassohavet. Jeg onanerer til duften af sprit. Jeg tænker på, hvor smuk farven rød er. Jeg falder i søvn.